Dette website er en del af folkedrab.dk Kontakt Hvem er vi Sitemap Lærervejledning Opgaveoversigt
Søg
Forside
Benægtelse af Holocaust Dansk Institut for Internationale Studier

Test din viden
Folkedrab
Folkedrab
Forside>Hvad er Holocaust-benægtelse?>Generelt om benægtelse af folkedrabPrint

Generelt om benægtelse af folkedrab


Det er ikke kun Holocaust, der benægtes – også andre folkedrab er genstand for benægtelse. Men benægtelsen har forskellige udtryk, og der ligger forskellige dagsordener bag. Hvordan ser gerningsmændene sig selv og deres ofre? Hvad kan man vinde ved at benægte et folkedrab? Og hvilke motiver kan ligge bag, når forskellige grupper eller ligefrem stater benægter et folkedrab?

Benægtelse er en del af forbrydelsen


Ofte begynder benægtelse af et folkedrab allerede, mens folkedrabet finder sted, når gerningsmændene forsøger at skjule deres forbrydelser. Det kan ske ved, at ligene bliver brændt, nedgravet eller på anden vis skjult. Det skete bl.a. efter folkedrabet i Bosnien, hvor de bosnisk-serbiske gerningsmænd forsøgte at skjule deres forbrydelser ved at flytte ligene af de dræbte bosniakker til nye massegrave.

Nazisterne brugte kodesprog eller eufemismer, som fx ”den endelige løsning” eller ”særbehandling”, for drabene på Europas jøder. De forsøgte også systematisk at slette officielle dokumenter og fysiske beviser på folkedrabet i krigens sidste dage. Dette er en form for benægtelse, samtidig med at det er en del af forbrydelsen.

Denne slags omskrivninger af virkeligheden fortæller noget om, hvordan gerningsmænd betragter deres gerninger – ofte ser de dem som legitime og nødvendige handlinger. Men selvom mange gerningsmænd mener, at de udfører et vigtigt stykke arbejde, ved de også, at omverdenen vil se helt anderledes på deres gerninger.
Læs mere om teorien om, at benægtelse følger efter alle folkedrab.

Gerningsmændenes syn på ofrene og sig selv


Gerningsmænd og det eventuelle regime, der står bag et folkedrab, ser ofte ikke sig selv som forbrydere. Tværtimod viser historien, at de nærmere opfatter sig selv som beskyttere, der forsvarer deres folk mod et  forestillet overgreb fra den gruppe, der ender med at blive ofre.

Nazisterne konstruerede fx et billede af jøderne som undermennesker, der både var en byrde for det tyske folk og den tyske kultur, og som samtidig i det skjulte arbejdede for at udslette Tyskland. Ifølge den nazistiske propaganda var den eneste mulighed for det tyske folks overlevelse derfor et modangreb på den jødiske minoritet.

Det er i denne sammenhæng ikke så vigtigt, at de ”forbrydelser”, som gerningsmændene påstår, at den forfulgte gruppe vil begå, ikke har hold i virkeligheden. De forventede forbrydelser er nemlig som regel ”opfundet” af gerningsmændene selv og har ofte rod i en dominerende racistisk eller fjendtlig ideologi.

I alle folkedrab kan man finde ideologisk- eller racistisk-motiverede forklaringer på, hvorfor en særlig gruppe må udryddes. Det gælder også for folkedrabene i Bosnien og Rwanda, hvor ofrene blev fremstillet som ødelæggende for samfundet og som en trussel mod samfundets etniske ”renhed”.

Benægtelse og glemsel


Glemsel af historiens folkedrab kan være tæt forbundet med benægtelse. Er der samtidig ingen eller få mennesker tilbage til at erindre et folkedrab, vil benægtelsen have langt bedre vilkår. Dermed vil det også være lettere at konstruere en helt ny historie om samfundet, hvor offergruppen ikke eksisterer.

Det er i forlængelse af dette, at nogle gerningsmænd først ser deres ”opgave” som fuldbyrdet, når selv erindringen om den uønskede gruppe er forsvundet. Det kan være med til at forklare, hvorfor det ikke kun er selve offergruppen, men ofte også alt, hvad der repræsenterer denne gruppe, man forsøger at fjerne under et folkedrab Det kan være offergruppens ejendomme, formue og værdier, der bliver stjålet, samtidig med at massemordet finder sted. Eller religiøse og kulturelle bygninger, skrifter og bøger, sprog og historie, som man forsøger at udrydde. Alt, der vidner om gruppens eksistens, skal væk.

Det var fx tilfældet i Bosnien, hvor gerningsmænd målrettet søgte at ødelægge moskeer, koranskoler, museer, biblioteker m.m. Fælles for bygningerne var, at de vidnede om en flere århundreder lang historie af muslimsk tilstedeværelse i landet, som gerningsmændene nu forsøgte at slette. Ofte inkluderede ødelæggelsen, at selv ruiner og fundamenter blev fjernet for helt at udviske områdets tidligere muslimske karakter. Denne form for historieændring, der også kan omfatte omskrivninger af gadenavne, ødelæggelse af historiske arkiver m.m. viser, hvor bevidst og omfattende benægtelsen af ofrenes eksistens og omskrivningen af et områdes historie kan være.

Hvad er motiverne bag benægtelse?


Når et folkedrab finder sted, er gerningsmændene ofte en del af statsmagten eller blandt majoritetsbefolkningen. Det er en af grundene til, at skyldsopgør og forsoning efter folkedrab er så svært. Når det er en statsmagt eller størstedelen af en befolkning, der står bag et folkedrab, er det nemmere at benægte det, da man sammen kan konstruere en ny kollektiv historiefortælling. Benægtelsens rolle er i den forbindelse at legitimere forbrydelsernes karakter og omfang og dermed gøre det lettere for gerningsmændene at se sig selv i øjnene. Benægtelsen støtter altså gerningsmændene i en selvforståelse, hvor de fremstår som andet end simple mordere og i stedet fremstiller dem som fx parter i en ligeværdig krig eller som forsvarere af en truet nation eller kultur.

Et andet motiv bag benægtelse kan være, at konstruktionen af en mere positiv eller neutral historie om en konflikt kan give større legitimitet og et bedre omdømme over for andre statsmagter. For det er selvfølgelig problematisk, hvis en stat i omverdenens øjne fremstår som forbryderisk eller ligefrem som ansvarlig for folkedrab. Et sådant ry vil skade statsledernes muligheder for at handle, indgå i alliancer og i det hele taget samarbejde med andre lande. Det er altså i sig selv vægtige argumenter for at benægte folkedrab.
Læs mere
Benægtelse af det armenske folkedrab

Benægtelse af folkedrabet i Bosnien









Armensk familie på flugt under folkedrabet.














Ahmedinejad; Holocaust-benægter og præsident
Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad har ved flere lejligheder benægtet Holocaust.

Case: Benægtelse af det armenske folkedrab
Folkedrabet i Armenien fandt sted i årene 1915-1918. I dag forklarer tyrkiske benægtere ofte overgrebene på armenierne med, at armenierne samarbejdede med og støttede Tyrkiets russiske fjender. Dermed indskrives folkedrabet i en fortælling om, at drabene fandt sted i en ”almindelig” krig eller ligeværdig konflikt. Eftersom det nuværende Tyrkiet ikke kan holdes ansvarlig for folkedrabet mod armenierne i det daværende Osmannerrige, kan det vække undren, at benægtelsen af folkedrabet alligevel er forholdsvis udbredt i Tyrkiet i dag. Det kan bl.a. forklares med, at også forhistorien, som moderne, demokratiske stater er bygget på, kan være vigtig for den pågældende stats nuværende identitet og selvforståelse. En anerkendelse af folkedrabet på armenierne kan tvinge den tyrkiske befolkning til at ændre på deres selvopfattelse og identitet.
Læs mere om tyrkisk benægtelse af det armenske folkedrab.

Folkedrabsbenægtelse kan også være motiveret af mere konkrete ting, såsom at undgå straf ved et retsligt eller politisk efterspil eller at undgå krav om økonomisk kompensation til folkedrabets ofre og deres efterladte. Der kan også være frygt for, at en erkendelse af et folkedrab kan føre til andre store erstatningskrav, fx i form af landområder til de overlevende.

Ikke kun gerningsmænd er benægtere


Som eksemplet med den tyrkiske stats benægtelse eller manglende anerkendelse af folkedrabet på armenierne viser, kan man også finde omskrivning af forbrydelserne blandt mennesker, der ikke personligt har været involveret i folkedrab. Mennesker, der på indirekte vis – fx familiemæssigt, ideologisk eller følelsesladet – har en andel i konflikten, kan også have svært ved at indse, at et folkedrab har fundet sted.

En del af den gruppe af benægtere, som ikke selv har været direkte involveret i folkedrabet, er dog motiveret af helt andre grunde. Det gælder bl.a. for de benægtere, der er tilhængere af særlige ideologier eller tror på konspirationsteorier, og som ofte er præget af antisemitiske eller andre former for racistiske holdninger. Eksempelvis benægter nogle mennesker, at Holocaust har fundet sted, fordi de har et politisk formål om at underminere staten Israels eksistensgrundlag.
Læs mere om ideologier bag benægtelse.

Storpolitik i anerkendelse og benægtelse


I nogle tilfælde finder folkedrab sted, uden der følger retsopgør efter. Det kan være meget problematisk, da der dermed ikke bliver etableret en officiel juridisk historie om forbrydelsens omfang. Det vil ofte give plads til spekulationer og forskellige versioner af, hvad der er sket. Samtidig kan manglende retsopgør være med til at så tvivl om, hvad forbrydelsens omfang og karakter egentlig var, fx blandt andre stater.

Mange forhold kan indvirke på, hvordan andre stater forholder sig til benægtelse af et folkedrab. De senere år har Tyrkiets benægtelse af folkedrabet i Armenien ofte været på den internationale politiske dagsorden. Men når fx franske politikere går meget stærkt imod Tyrkiets manglende anerkendelse af det armenske folkedrab, kan det i en vis grad hænge sammen med andre politiske spørgsmål – som fx modstand mod Tyrkiets optagelse i EU.

Forskellige storpolitiske dagsordener kan altså spille ind, når benægtelse eller – omvendt – anerkendelse af folkedrab kommer på den politiske dagsorden. Og der kan derfor være andre hensyn at tage end genoprettelsen af sandhed og retfærdighed i et samfund, når emnet er til debat.

Tyrkiet er et eksempel på et land, der benægter folkedrab. Men også mange andre lande kan nævnes, når det kommer til benægtelse af folkedrab eller folkedrabslignende forbrydelser: Sudan benægter sine forbrydelser i Darfur, og Iran benægter officielt Holocaust. Kina benægter den etniske udrensning i Tibet, og den russiske regering benægter den statsskabte hungersnød i Ukraine og Kasakhstan i 1932-33.

DIIS, Holocaust og folkedrab – januar 2010
Benægtelse i forskellige grader
Benægtelse er ikke kun en helt og holdent afvisning af folkedrab, men findes i forskellige grader. Nogle benægtere hævder fx, at dødstallene er meget mindre, end forskningen siger, eller at folkedrabet ikke var værre end så meget andet, der foregik på den tid. Et tilbagevendende argument er også, at de to parter var lige gode om det. Det kaldes at relativisere eller trivialisere et folkedrab. Med andre ord: Ved at hævde, at folkedrabet kun var ganske lille, eller at det ikke var noget særligt sammenlignet med andre begivenheder, eller at der var ”gode” grunde til at udføre det fremstår gerningsmændene og deres stat mindre skyldige – og dermed mere acceptable.



Diskutér
  1. På hvilken måde kan man se benægtelse som en del af selve folkedrabet?

  2. Hvad kan en stat vinde ved at benægte et folkedrab?

  3. Hvilke grunde kan der være til, at Danmark som stat ikke officielt udmelder en holdning til spørgsmål om folkedrabet på armenierne eller folkeretskrænkelserne i Sudan?

  4. Er der fællestræk mellem den tyrkiske regerings benægtelse af folkedrabet på armenierne og Holocaust-benægtelsen?

Læs mere



 


Til top



Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk