Introduktion: Ytringsfrihed
I nogle lande er det decideret ulovligt at benægte, at Holocaust eller andre folkedrab har fundet sted. Mange Holocaust-benægtere hævder, at en sådan lovgivning er et brud på deres ytringsfrihed, og at de har ret til at sige deres mening, selvom den går imod den almindelige, gængse holdning. Men hvor langt skal man gå for at beskytte folks ytringsfrihed? Og benytter man sig overhovedet af sin ret til ytringsfrihed, hvis man fortæller en løgn?
På EU-niveau har man siden slutningen af 1990’erne diskuteret, hvorvidt man skal have en fælles lovgivning om Holocaust-benægtelse. Argumenterne for og imod en lovgivning er mange, og eksperter inden for området samt historikere, politikere og meningsdannere m.m. strides om, hvorvidt lovgivning er den bedste måde at komme benægterne og deres påstande til livs.
Andre argumenterer for, at der findes mere konstruktive ”redskaber” til at bekæmpe benægtelsen: Ét argument er, at hvis man lovgiver omkring Holocaust-benægtelsen og forbyder ytringer, der benægter Holocaust, vil Holocaust-benægterne fremstå som helte, og det kan være med til at sprede deres budskab. Flere af de forskere, der er imod lovgivning, mener ikke, at man bør lovgive om, hvad der er historiske fakta, og at man skal tage andre midler i brug, når det gælder bekæmpelsen af problemet med Holocaust-benægtelse.
|
|
|
