Dette website er en del af folkedrab.dk Kontakt Hvem er vi Sitemap Lærervejledning Opgaveoversigt
Søg
Forside
Benægtelse af Holocaust Dansk Institut for Internationale Studier

Test din viden
Folkedrab
Folkedrab
Forside>Hvorfor benægtes Holocaust?>Kampen om historienPrint

Kampen om historien


Benægtelse af Holocaust er et eksempel på, at historie betyder noget i vores hverdag. Hvorfor vælger nogle mennesker at bruge så meget tid og så mange kræfter på at give et andet billede af historien end det, vi kender?

I middelalderen forfalskede konger og paver rask væk vigtige dokumenter. I fascismens, nazismens og kommunismens tidsalder omskrev de totalitære styrer hele nationers historie, så den kunne retfærdiggøre regimernes politiske interesser. I dag kan vi være vidne til, at eksempelvis politikere bruger og misbruger historien, når de skal legitimere deres politik. Dette leder tankerne hen på den berømte sætning fra George Orwells roman 1984: ”Den, der kontrollerer fortiden, bestemmer fremtiden."

Derfor er Holocaust-benægternes hele eller delvise afvisning af nazisternes folkedrab på seks millioner jøder under 2. Verdenskrig bestemt ikke det første eksempel i verdenshistorien på, at grupper af mennesker misbruger eller ligefrem benægter historiske kendsgerninger.

Den sande historie?

Umiddelbart burde det være nemt at gennemskue misbrug af historien: Man kan jo se på kilderne, der alle er levn overleveret fra fortiden, og samle dem som puslespilsbrikker, indtil vi har ”historien”, der afspejler fortiden. Det viser sig dog ved nærmere eftersyn, at det at se på begrebet historie som en helt nøjagtig gengivelse af fortiden giver problemer. Da fortiden jo ikke som sådan eksisterer længere, kan man ikke på samme måde som i eksempelvis matematik eller fysik "bevise" historien.

Skematisk kan man opstille historikerens arbejde med fortiden på denne måde:

Pile

Historikerne er enige i, at man ikke kan gengive historien som et fuldstændigt spejl af fortiden, men man kan med solidt videnskabeligt arbejde gengive et pålideligt og troværdigt billede af fortiden ud fra faglige redskaber som historisk kildekritik og historikerens analyse og tolkning af kildematerialet.

Man kan sammenligne historikerens arbejde med en kriminalbetjents, der udforsker en kriminel handling. Begge undersøger de efterladte spor og fortolker derefter hændelsesforløb, motiver og årsager.

Historikerne kan, selvom de har de samme kilder til rådighed, tolke kilderne forskelligt og derfor give forskellige fremstillinger af fortiden. Men ikke alt er relativt. Selvom der kan være flere fremstillinger af den samme fortid, er det ikke alle de forskellige fremstillinger, der er lige gode. Nogle fremstillinger kan direkte afvises som usande.
Læs mere om, hvad "rigtig" historie er.


Truslen mod historien
Identitetspolitikken:
"Fortid legitimerer, og historie er råmaterialet i nationalistiske eller etniske eller fundamentalistiske ideologier. Fortidsfortolkningen er et væsentligt element, måske det væsentligste, i disse ideologier, og hvis der ikke er en fortid, der passer til formålet, kan man opfinde en."

Claus Bryld i Kampen om historien, side 221-222.









Eksempel på historiemanipulation: Trotskij fjernes fra den russiske revolution
På billederne til højre ses et af de mest berømte eksempler på at revidere og helt fjerne vitale dele af fortiden, som Sovjetunionens kommunistiske diktator og ”jernmand” Joseph Stalin stod bag.

Leon Trotskij var en central skikkelse under den russiske revolution i 1917, hvor Sovjetunionen blev oprettet som den første kommunistiske stat i verden ført an af Vladimir Lenin. Med Lenins død i 1924 fulgte en brutal magtkamp i partitoppen i det kommunistiske parti om ledelsen af Sovjet. Trotskij tabte, Stalin vandt, og i 1927 sendte Stalin Trotskij i eksil, hvor han senere blev dræbt af en af Stalins agenter i Mexico i 1940.

Ud over at Stalin udryddede en politisk modstander, fjernede han også Trotskij fra historiebøger, mødereferater og billeder. En berømt billedmanipulation ses på billederne til højre og viser, hvor langt Stalin gik for at udradere mindet om Trotskij som en af de centrale ledere af revolutionen, så Stalin derved kunne fremstå som den mest betydningsfulde sovjetiske leder.
Billede af Lenin og Trotskij
Trotskij står til højre for talerstolen under en Lenin-tale i Skt. Petersborg i 1920.


Billede af Lenin, men uden Trotskij
Trotskij er retoucheret væk.

Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad benægter Holocaust


Et nutidigt eksempel på en storpolitisk aktørs misbrug af fortiden er Irans præsident Mahmoud Ahmadinejads gentagne udtalelser om, at nazisternes massedrab på jøderne blot er en myte. Et eksempel herpå er en tale i Teheran, 18. september 2009, i anledning af den såkaldte ”Jerusalem-dag”, der skulle vise iranernes solidaritet med palæstinenserne. Her udtalte præsidenten bl.a., at Iran har en religiøs pligt til at konfrontere Israel: ”Påskuddet [Holocaust] for skabelsen af den zionistiske stat er falsk. Det er baseret på en mytisk påstand, der ikke er bevist. […] Det er en national og religiøs pligt at konfrontere det zionistiske regime."

Ahmadinejads udtalelser skaber hver gang øjeblikkelig fordømmelse fra omverdenen, hvilket dog ikke forhindrer ham i at ytre sine påstande – gang på gang. Men bag Ahmedinejads udtalelser gemmer der sig også et voldsomt modsætningsforhold til Israel (og USA), massive uroligheder i regionen og den antisemitisme, der findes i nogle mellemøstlige miljøer.
Læs mere om benægtelse i Mellemøsten.

Klassisk brug og misbrug af historien: den nationale historieskrivning


Brug og misbrug af historien ses ofte i den nationale historie og den nationale historieskrivning, der udnytter nationale legender, myter og historiske begivenheder til at retfærdiggøre og lovprise nationen. En sådan kamp for retfærdiggørelse ses eksempelvis i den tyrkiske stats vedvarende benægtelse og negligering af folkedrabet på den armenske befolkning i 1915. Sagen er medvirkende til, at EU endnu ikke finder Tyrkiet moden til optagelse i unionen trods gentagne ansøgninger. Rationalet bag benægtelsen synes her at være, at sager, der kan tilsmudse Tyrkiets identitet, i sidste ende kan koste nationen dyrt.
Læs mere om benægtelsen af det armenske folkedrab.

Et nutidigt eksempel på brug af historien og kampen om den historiske bevidsthed handler om Danmarks samarbejdspolitik under 2. Verdenskrig: Nogle mener, at samarbejdspolitikken med det nazistiske Tyskland var kujonagtig, og at de relativt få modstandsfolks kamp mod besættelsesmagten var den eneste grund til, at Danmark var med til at redde en smule ære. Andre ser på samarbejdspolitikken som den eneste politiske mulighed inden for de givne historiske rammer, hvis mål var at skåne befolkningen. Men der er selvfølgelig ingen, der benægter, at Danmark var besat fra 9. april 1940 til 5. maj 1945; man diskuterer beslutninger og vurderinger –  ikke selve det historiske faktum.

I en tale på Søværnets Officersskole i august 2003 på 60-årsdagen for ophøret af samarbejdspolitikken med den tyske besættelsesmagt rettede daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen skytset mod den danske samarbejdspolitik. Han udtalte bl.a., at danskerne alt for ofte i historiens løb havde sejlet under ”bekvemmelighedsflag og ladet andre slås for vor frihed og fred”, og at ”man må tage stilling for demokratiet og mod diktaturet." Denne tale blev set og fortolket i forlængelse af regeringens beslutning i foråret 2003 om at gå med i Irak-krigen.

Konspirationsteorierne og historien


Mens politikere, magthavere, nationer, stater og regimer ofte forsøger at dreje fortiden, så den passer ind i deres kram, går benægtere og andre konspirationsteoretikere planken ud i et decideret misbrug af historien. Ifølge konspirationsteoriernes ophavsmænd er historikere, samfundsdebattører og politikere alle viklet ind i den ene store sammensværgelse og konspiration efter den anden for at dække over sandheder, der ikke tåler offentlighedens lys.

Hvis vi lukker op til konspirationsteoriernes verden, findes der fx teser om, at der ikke har været mennesker på månen, at jorden er flad, at VM i fodbold i Sverige 1958 blev spillet i USA, og at en gruppe indflydelsesrige jøder står bag angrebet på Twin Towers 11. september 2001 i New York. Sammen med benægtelsen af Holocaust florerer konspirationsteorier livligt på internettet, der er fyldt med udlægninger af begivenheder, der ofte er i klar opposition til fagligt anerkendte historiske analyser.

Hvem er konspirationsteoretikere, og hvorfor gør de, som de gør?


Holocaust-benægtelse er en konspirationsteori, som deler en række træk med andre konspirationsteorier. For benægternes vedkommende er antisemitisme og/eller højreekstremisme ofte en del af baggrunden for deres afvisning af udryddelsen af seks millioner jøder under 2. Verdenskrig. For andre konspirationsteoriers vedkommende er den drivende kraft ofte en stærk mistro mod myndigheder og fagkundskab, men der er også ofte politiske motiver bag.

I et nyt dansk forskningsprojekt konkluderer man, at det først og fremmest er konflikter (hverdagskonflikter såvel som større konflikter), der er årsagen til, at konspirationsteorier opstår. For når mennesker er i konflikt med omverdenen, kan konspirationsteorierne virke som en slags redningsplanke, der giver dem et fast holdepunkt i tilværelsen og noget at tro på.
Læs mere om, hvorfor konspirationsteorier opstår.

Derfor historie!


Misbrug og forsøg på at udnytte historien for egen, nationens eller almenvellets skyld foregår på mange niveauer: hos politikere, i konspirationstænkende kredse, blandt samfundsdebattører og praktisk taget alle med interesse i og motiv for at bruge historien til at legitimere egne handlinger eller så tvivl om magthaveres motiver. Derfor er faget historie og historikernes rolle meget vigtig. Ifølge Knut Kjeldstadli, forfatteren til den mest brugte bog i historiefaget på universitetsniveau, Fortiden er ikke, hvad den har været, så er ”historikeren som en øjenkirurg, der opererer pletter væk […] gennem fagets kritiske indsats bidrager vi til, at folk kan se klarere."

Historien og historikerens rolle bliver derfor ofte diskuteret, og nogle mener, at et samfund uden historie er som et menneske uden hukommelse. Andre ser historie som grundlaget for at kunne lære af fortiden til gavn for fremtiden. For andre igen handler historie i høj grad om egen og national identitet. Måske derfor betyder historie så meget, ikke bare for historikere, men også for almindelige mennesker – og som vist også for folk med alternative versioner af historiske hændelser.

Skrevet af Brian Mejer Larsen, historiker og gymnasielærer. En af ophavsmændene til websiden www.holocaust-uddannelse.dk
Januar 2010

Diskutér
  1. To billeder, ét med og ét uden Trotskij. 
    Diskutér, hvilke motiver Stalin kan have haft til at fjerne Trotskij fra billedet og dermed ændre på historien.

  2. Holocaust-benægtelse og historierevisionisme.
    Diskutér, hvorfor Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, er Holocaust-benægter.

  3. Læs Milosevićs tale på Solsortesletten i 1989. Diskutér, hvordan han
    (mis)brugte historien.

  4. Francis Fukyama sagde efter Berlinmurens fald, at nu var historien som en kamp mellem ideologier slut – underforstået: fordi den ideologiske kamp mellem kapitalisme og kommunisme var kommet til vejs ende. Diskutér, om Francis Fukyamas påstand om, at historien er slut, er rigtig.

Læs mere
  • Kampen om historien – brug og misbrug af historien siden murens fald. Claus Bryld, Roskilde Universitets Forlag, 2001

  • The Holocaust and Collective Memory. Peter Novick, Bloomsbury, 2001

  • The Texture of Memory – Holocaust Memorials and Meaning. James E. Young, Yale University Press, 1993

  • Remembering the Holocaust: a Debate. Jeffrey C. Alexander, Oxford University Press, 2009

  • Telling the Truth about History. J. Appleby, L. Hunt & M. Jacob, W.W. Norton, New York, 1994

  • “Holocaust i den historiske og kollektive erindring”. Karl Christian Lammers i Noter nr. 153 – Historielærerforeningen for gymnasiet og HF, Systime, 2002

  • ”Hvordan man får et folkemord til at forsvinde”. Jens-Martin Eriksen & Frederik Stjernfelt i Politiken, 3. sektion, 23. april 2003

  • ”Historiesyn: Kampen om hukommelsen”. Adam Holm i Politiken, 27. januar 2003

  • ”Løgnen om løgnen”. Klaus Wivel, Weekendavisen i Bøger, 28. januar 2005


Til top



Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk