Dette website er en del af folkedrab.dk Kontakt Hvem er vi Sitemap Lærervejledning Opgaveoversigt
Søg
Forside
Benægtelse af Holocaust Dansk Institut for Internationale Studier

Test din viden
Folkedrab
Folkedrab
Forside>Hvordan benægtes Holocaust?>Holocaust-benægternes argumentationPrint

Holocaust-benægternes argumentation


Overbevisende argumentation er afgørende, når man skal formidle sine budskaber – men argumentation kan sagtens være overbevisende uden at være saglig og sand. På overfladen kan mange Holocaust-benægteres argumentation virke troværdig, men reelt er den falsk og misvisende. Benægterne fordrejer fakta, appellerer til følelser frem for fornuft og fokuserer på specifikke detaljer, som kan være svære at argumentere imod. Hvordan kan argumentationslære hjælpe os med at gennemskue benægternes argumentation?

Argumentation handler om at overbevise en modpart om rigtigheden af det, man siger. Det gælder også for Holocaust-benægteres argumentation. Ofte er en strategi i deres argumentationsteknik at forvirre og udmatte modparten frem for at argumentere videnskabeligt og lødigt. Hvis Holocaust ikke er et område, man selv ved meget om, kan benægternes ”viden” let komme til at fremstå overvældende, og argumenterne kan på overfladen virke overbevisende.
"Dørene gik indad"
"Så ser vi lige på de gaskamre, man med ansigtet lagt i de rette folder fremviser i Auschwitz. Dørene går indad. Så strømmer gassen ud. Og jøderne dør, og ligene ligger hulter til bulter i det frygtelige gaskammer. Mon de døende jøder har vist så meget hensyn, at de har undladt at lade sig krepere netop i døråbningerne? For ellers kan det blive noget problematisk for de efterlevende, jøder som nazister, at få dørene op igen, så man kan slippe af med kadaverne."
Mottoet på Dansk Selskab for Fri Historisk Forsknings hjemmeside.

Argumentationslære: påstand – belæg – hjemmel
Filosoffen og idéhistorikeren Stephen Toulmin udarbejdede i 1958 en model for argumentation. Toulmins argumentmodel beskriver, hvordan de fleste argumenter er konstrueret, og modellen kan benyttes til at analysere næsten alle argumenters opbygning. Ifølge modellen består et argument af en påstand, et belæg og en hjemmel.

Et argument kan fx se sådan ud:
  • Påstand: Krig er forfærdeligt.
  • Belæg: Mange uskyldige mennesker lider under krig.
  • Hjemmel: Det er forfærdeligt, når uskyldige mennesker lider.

Påstanden er den holdning, afsenderen ønsker, at modtageren skal acceptere. Belægget er den information, som afsenderen bruger til at understøtte sin påstand. Man kan finde belægget ved at spørge, hvad afsenderen bygger sin påstand på. Hjemmel er det generelle princip, der forbinder påstand og belæg, men det gælder særligt for hjemmelen, at den ikke altid fremgår direkte og eksplicit i argumentet.
Hjemmelen kan man finde ved at spørge, hvordan man kommer fra belæg til påstand.
Ved at fokusere på påstand, belæg og hjemmel kan man se, hvordan et argument er bygget op, og argumentet bliver dermed mere gennemskueligt.


Appelformer: logos – etos – patos
Inden for klassisk retorik taler man om tre forskellige måder, hvorpå man kan fange modtagerens opmærksomhed og vinde modtagerens tilslutning. De tre appelformer kaldes for logos, etos og patos.
  • Logos: Med logos appellerer man til modtagerens rationelle stillingtagen. Man forsøger at være saglig, logisk og objektiv i sin argumentation. Ofte vil man henvise til tal, data, statistikker, rapporter eller andet, der gennem fakta kan bevise og underbygge en pointe.

  • Etos: En etosappel handler om afsenderens troværdighed. Afsenderen forsøger at styrke sin argumentation ved at opbygge og skabe tillid til sig selv som autoritet, fx ved at demonstrere sin viden og ved at referere til andre autoriteter, som er enige med disse synspunkter. Andre væsentlige aspekter af etosappellen er, at man som afsender giver modtageren indtryk af, at man besidder moralske kvaliteter, og at man grundlæggende vil modtageren det godt.

  • Patos: Patosappellen taler først og fremmest til modtagerens følelser. Afsenderen forsøger at skabe en særlig følelsesmæssig stemning hos modtageren, der gør modtageren mere modtagelig for budskabet. Det kan bl.a. ske ved brug af virkemidler som billeder, metaforer og fortællinger, der gør bestemte problemstillinger eller situationer nærværende for modtageren.

Usande og uholdbare argumenter


Inden for argumentationslære handler det oftest om at vinde tilslutning, mere end det handler om at komme frem til en sandhed. Det vil sige, at det vigtigste – rent argumentationsmæssigt – er, at der er sammenhæng mellem påstand, belæg og hjemmel. De enkelte led i argumentet kan dog være både sande eller falske.

Holocaust-benægterne forsøger at få deres påstande til at virke sande ved at opstille argumenter, der formelt set fremstår som holdbare. Men benægterne baserer deres påstande på falske præmisser, og derfor bliver argumentationen rent indholdsmæssigt falsk, selvom argumenterne måske formelt set er holdbare.

Eksempel:
  • Påstand: Hitler gav ikke ordre til at slå jøderne ihjel.
  • Belæg: Der findes ikke nogle dokumenter, der beviser, at Hitlers mål var at udrydde jøderne.
  • Hjemmel: For at kunne påvise noget, må man have beviser (fx dokumenter), der kan underbygge ens påstande.
Argumentet bygger på en logosappel, fordi benægterne forsøger sig med en saglig argumentation: Når der ikke findes dokumenter, hvori Hitler giver direkte ordre til udryddelsen af jøderne, må konklusionen være, at dette ikke var hans mål. Umiddelbart lyder argumentet overbevisende og fornuftigt, for hvis der ikke findes beviser, der fremstiller en ordre fra Hitler, så har han måske ikke givet den? Men historiske undersøgelser af tusindvis af kilder giver et modargument til benægternes påstand, for det er faktisk muligt at bevise, at Hitlers formål var at udrydde alle jøder.
Læs artikel om, hvordan ved vi, at Holocaust har fundet sted.

Benægterne forsøger at fremstille deres argument som sandt ved at fordreje historiske fakta. De tager én pointe – fx at der ikke eksisterer nogen ordre fra Hitler – ud af en forskningsmæssig sammenhæng og generaliserer ud fra det. Hvis ikke man ved, at der faktisk eksisterer enorme mængder af kildemateriale, kan benægternes påstand om Hitlers uskyld nemt virke overbevisende.

Benægternes argument er formelt set heller ikke gyldigt, og ved at analysere dets interne sammenhængskraft kan man også bevise, at argumentet ikke holder. For korrekt at kunne slutte fra belæg til påstand er hjemmelen i virkeligheden: ”Hvis der ikke findes dokumenter, der eksplicit dokumenterer en hændelse, er det ikke sket.” Formuleret sådan er det tydeligt, at benægternes argument er noget sludder.

Forsøg på at ligne ”rigtige” historikere


Det er mange Holocaust-benægteres ønske at fremstå som lødige historikere. Det er bl.a. derfor, at de kalder sig ”revisionister” og med klassisk logosappel fremlægger såkaldte ”beviser” for deres påstande. Men revisionisme er en betegnelse, der dækker over en anerkendt kritisk-historisk tradition, hvis formål er at revurdere eller raffinere opfattelsen af fortiden – ikke at benægte den. Ved at kalde sig selv revisionister forsøger Holocaust-benægterne at opbygge deres etos og fremstå akademisk lødige.

Historikere argumenterer ofte mod hinanden om historiske fakta, bl.a. fordi man hele tiden finder nyt kildemateriale, der medfører ny viden og nye erkendelser. Samtidig er et af historiefagets kerneområder at bedrive kildekritik, og der vil derfor til tider være uenighed i fortolkningen af historisk materiale. Holocaust-benægterne prøver at fremstå som seriøse, uenige historikere ved at stille spørgsmålstegn ved nogle af de historiske kilder. Problemet er imidlertid, at de fakta, de stiller sig kritiske over for, er nogle af de mest veldokumenterede i historien.

Modtagerens tvivl


Det, benægterne går efter, er modtagerens tvivl. Hvis du tvivler, kan du overtales – det er deres argumentations logik. Er der ingen tvivl, er argumentationen overflødig, for modtageren lader sig ikke rokke i sin overbevisning. Netop derfor forsøger mange Holocaust-benægtere at rette deres påstande mod børn og unge, fordi mange børn og unge endnu ikke har lært, hvad Holocaust er, og derfor kan komme i tvivl, når de bliver udsat for benægtelse og propaganda.

Akademiske titler


I forsøget på at opbygge etos og troværdighed forsøger benægterne ofte at udtrykke sig på en videnskabelig måde, ligesom de benytter sig af akademiske titler. Akademiske titler er oftest et tegn på, at man har bedrevet seriøs forskning, og ved at henvise til disse forsøger benægterne at bevise, at de er troværdige forskere.

Mange benægteres akademiske titler er imidlertid tvivlsomme. Fx står der på racisten og Holocaust-benægteren David Dukes webside, at han har en ph.d.-grad. Men denne titel er mere end tvivlsom, da den er tildelt fra et meget kontroversielt, antisemitisk universitet. Men ved man ikke det, skaber ph.d.-graden et førstehåndsindtryk af en akademisk pålidelig person, hvis påstande er legitime.

En lignende form for etosappel gør sig gældende, når benægterne som i almindelige videnskabelige sammenhænge citerer hinanden og henviser til hinandens tekster. Herved opstår et atypisk ”forskningsfællesskab”, hvor man ikke – som normalt – argumenterer for sine holdninger, men i stedet gentager påstandene så mange gange, at de ender med at repræsentere en fælles mening.

Detaljer blænder


En anden benægterstrategi er – med klassisk logosappel – at demonstrere stor, specifik viden om et enkelt aspekt inden for Holocaust. Det kan virke overbevisende at jonglere rundt med historiske detaljer, også selvom disse detaljer er fordrejede og manipulerede. Derfor fokuserer benægterne gerne på detaljer fra Holocaust, der er til diskussion blandt historikere, og forbigår den tilgængelige viden på området.

Det er fx ikke muligt at finde frem til det helt nøjagtige antal omkomne jøder eller at finde navnene på alle ofrene. Det bruger Holocaust-benægterne som argument for, at antallet af ofre er overdrevet. I de sidste 40 år er forskellige forskere ved forskellige metoder kommet frem til, at antallet af jødiske ofre er i størrelsesordnen fem en halv til seks millioner. Benægterne noterer sig, at der findes forskellige resultater og konkluderer derfor, at det anslåede antal ofre er opspind og vildt overdrevet. 
Læs artikel om, hvordan ved vi, at Holocaust har fundet sted.

Fremstiller sig som ofre


Mange seriøse forskere afviser at gå i dialog med Holocaust-benægtere for ikke at give deres argumentation anerkendelse eller plads i offentligheden. Når benægterne ikke bliver taget alvorligt, forklarer de det ofte med, at de møder modstand fra en overmagt af etablerede Holocaust-historikere, som ikke er villige til at diskutere præmisserne for deres egen forskning. De henviser også ofte til deres ytringsfrihed og ret til at fremføre deres argumenter i den offentlige debat. På den måde fremhæver de det uretfærdige i, at deres udsagn ikke bliver taget seriøst. Ifølge benægterne skyldes det, at almindelige forskere ikke tør debattere med dem, og at deres påstande derfor enten bliver ignoreret eller udsat for censur.

Paradoksalt nok er konklusionen dermed fra benægternes side ofte, at Holocaust-historikere er bange for at revidere deres ”dogmer”, og at det derfor er historikerne, der gør sig skyldige i propagandavirksomhed og ikke kan betragtes som seriøse forskere.

Dialog med benægterne?


Det er ofte ikke umagen værd at indgå i dialog med Holocaust-benægterne. Det kan ikke betale sig, da det ikke er på benægternes dagsorden at meningsudveksle eller at diskutere. De er nærmere interesserede i at få taletid, så de kan sprede deres påstande. Men da benægterne sommetider formår at få udbredt deres budskaber, er det nødvendigt at komme med modargumenter, der kan afvise deres påstande som ugyldige. Dette kan bl.a. gøres ved at skille deres argumentation ad, således at manipulation og forkerte oplysninger fremstår klart og tydeligt.

Skil argumenterne ad og vær kritisk

Argumentationslære handler ikke om, at alt er rigtigt, så længe man kan argumentere for det. Nogle historiske begivenheder er så veldokumenterede, at man ikke kan sætte spørgsmålstegn ved, om de har fundet sted. Det er noget af det, man skal holde øje med, når man ser et argument efter i sømmene. På overfladen kan benægternes argumenter måske virke holdbare, men skiller man dem ad, skjuler der sig ofte falske belæg eller hjemmeler, der bruges til at manipulere med modtageren. Det er derfor vigtigt altid at være kildekritisk, opmærksom på argumentationsteknik – og at bruge mere end én kilde, når man søger efter informationer. 
Læs om, hvordan man er kritisk på nettet.

DIIS, Holocaust og folkedrab – januar 2010


Diskutér
  1. Kan man forestille sig et argument, hvor påstanden eller belægget ikke er nævnt direkte? Find på et eksempel.

  2. Hvordan påvirker de tre appelformer hinanden indbyrdes i benægternes argumentation?
    Gengiv med dine egne ord, hvad der er problemet ved benægternes påstand om, at Hitler ikke gav ordre til at udrydde jøderne.

  3. Vælg en benægter (se oversigt over benægtere) og analysér hans eller hendes argumentation ved hjælp af Toulmins argumentionsmodel og de tre appelformer.

Læs mere
  • Praktisk argumentation. Charlotte Jørgensen & Merete Onsbjerg, Teknisk Forlag, 1999

  • Desecraters of Memory – Confronting Holocaust Denial. Ephraim Kaye, Yad Vashem, 1997

  • Talens magt: indføring i mundtlig retorik. Jonas Gabrielsen & Tanja Juul Christiansen, Academica, 2009

  • Ud med sproget: grundbog i retorik for gymnasiet og HF. Helle Borup, Frydenlund, 2007

  • Kort og godt om at argumentere for en holdning. Ellen Holmboe, Dansklærerforeningen, 2008

  • Guide til opgaveskrivning. Karin Dam Nielsen & Susanne Uhd Pedersen, Gyldendal, 2005

  • Video fra Studieportalen, hvor de tre appelformer forklares.


Til top



Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk