Dette website er en del af folkedrab.dk Kontakt Hvem er vi Sitemap Lærervejledning Opgaveoversigt
Søg
Forside
Benægtelse af Holocaust Dansk Institut for Internationale Studier

Test din viden
Folkedrab
Folkedrab
Forside>Kilder>Hvordan ved vi, at Holocaust har fundet sted?Print

Hvordan ved vi, at Holocaust har fundet sted?



Holocaust var en forbrydelse af et omfang så enormt, at det er svært at vide, hvor man skal starte eller slutte, når man som her skal tale om visheden af vores viden. Holocaust vil aldrig være bevist ved et enkelt dokument eller et enkelt kildeudsagn. Folkedrabet består derimod af en lang række hændelser på en lang række steder, som er blevet bevist ved en lang række forskellige beviser og kilder.

Holocaust-benægterne mener, at hvis de kan finde en ”fejl” eller uoverensstemmelse i et stykke kildemateriale, så krakelerer hele beviset for Holocaust. Benægterne ser bort fra den sammenhæng, som et bevis optræder i, og vælger kun det ud, som støtter deres argumentation.

En enorm forbrydelse

Drabet på Europas jøder foregik i Albanien, Belgien, Bulgarien, Danmark, Estland, Frankrig, Holland, Hviderusland, Italien, Letland, Litauen, Luxemburg, Norge, Polen, Rusland, Slovakiet, Tjekkiet, Tyskland, Ukraine, Ungarn og det tidligere Jugoslavien. Det trak desuden tråde til stort set alle andre lande i verden; til USA, Mellemøsten, Asien og Sydamerika. Omkring seks millioner jøder blev dræbt, foruden ca. to en halv millioner russiske krigsfanger, flere hundrede tusinde anstaltspatienter, titusinder af politiske fanger og andre. Hvert drab har sin egen historie.

Der var så mange måder, så mange mennesker, så mange steder, at man må nøjes med eksempler eller stikprøver, når man skal prøve at forklare, hvorfor vi føler os sikre på vores viden om denne kolossale forbrydelse. I denne artikel bliver der fokuseret på to af de mest omfattende og dødelige operationer under jødeforfølgelserne, nemlig Einsatz-grupperne i Sovjetunionen og en af de seks udryddelseslejre i Polen, Sobibór.

Einsatz-grupperne i Sovjetunionen

Det egentlige folkedrab på jøderne under 2. Verdenskrig begyndte med tyskernes angreb på Sovjetunionen i sommeren 1941. Bag de fremrykkende tropper kom de såkaldte Einsatz-grupper. Ifølge en skrivelse fra chefen for sikkerhedspolitiet, Heydrich, var deres ordre at skyde alle kommunistiske funktionærer, ledende intellektuelle og forretningsfolk og visse jøder. De praktiske forhold (man havde hverken tid, ressourcer eller lyst til at differentiere mellem jøderne) betød dog, at alle jøder blev mål for denne politik. Her følger de retningslinjer, der blev givet til grupperne, inden de tog til Sovjet.

195 rapporter og vidneudsagn fra gerningsmændene selv


Hver af de fire Einsatz-grupper A, B, C og D indsendte jævnligt rapporter over deres arbejde til sikkerhedstjenestens hovedkvarter i Berlin; herfra blev de fordelt til forskellige instanser. Ud af de 195 rapporter, der indgik til Berlin mellem juni 1941 og april 1942, kender man i dag alle undtagen én. I disse såkaldte situationsrapporter opregner grupperne nøje, hvor mange man har skudt hver dag, og hvor og hvordan ofrene fordeler sig på jøder og kommunister samt mænd, kvinder og børn. Således kan man se, at fx enheder fra Einsatz-gruppe A, der opererede i de baltiske lande, skød 4.400 jøder i juli 1941, 47.906 i august, 41.097 i september, 31.829 i oktober og 8.211 ved rapportens indsendelse i november.

Disse rapporter har man kendt til, siden de blev fundet i de konfiskerede papirer fra Nazityskland i forbindelse med Nürnbergprocesserne. De var underskrevet af ledere af grupperne, ligesom en række officerer nævnes i dem. Da man fandt frem til disse folk, kunne de bekræfte, at det netop havde været Einsatz-gruppernes opgave at skyde de russiske jøder og fortælle om, hvordan de havde gjort det. I forbindelse med retssager mod medlemmer af grupperne blev flere hundrede menige medlemmer afhørt og nogle af dem sigtet. Også de kunne bekræfte begivenhedsforløbet. Og de var ikke de eneste.
 

Flere vidneudsagn


Lejlighedsvis overlevede nogle af ofrene. Sommetider kunne de flygte, andre gange blev de skudt, men kun såret og kunne grave sig ud af deres grav og komme væk. Deres vidneudsagn, der blev givet i forbindelse med Nürnbergprocesserne og ved andre retssager i Tyskland og andre lande efter krigen, kunne ligeledes bekræfte det skete og tilføjede yderligere detaljer. Der kan også være tale om andre vidner – tilskuerne. Det kunne være andre tyskere, der som militærfolk eller civile arbejdere og teknikere overværede disse masseskydninger. Også de allierede efterretningstjenester havde fulgt med i forbrydelserne, og russerne havde således identificeret og sikret en række fysiske spor – mest massegrave – på russisk jord.
 
Intet af dette, hverken rapporter, tilståelser eller vidneudsagn, kan stå alene. Men tilsammen bekræftes disse begivenheder både af den indledende forholdsordre, de løbende rapporter, vidneudsagn fra ofre, bødler og tilskuere samt det fysiske bevismateriale. Det er som ved en kriminalsag: Vi har etableret motivet (forholdsordren), morderne har så at sige skrevet dagbog undervejs (situationsrapporterne), og vi har vidneerklæringer fra de involverede – og endda tilståelser fra forbryderne selv. Samtidig har vi det afgørende fysiske bevismateriale – massegravene.

Udryddelseslejrene


Der var en række ulemper ved masseskydningerne, som fik tyskerne til at skifte til en anden drabsform. I de såkaldte udryddelseslejre havde man fred for uvelkomne vidner, og arbejdet dér sled mindre på mændenes nerver. Og så var det mere effektivt, for her kunne langt færre tyskere (og deres hjælpere) dræbe langt flere jøder på langt kortere tid. Fra foråret 1942 foregik massedrabene fortrinsvis i sådanne lejre, og ca. halvdelen af alle ofrene blev dræbt i gaskamre på disse steder. Vi taler normalt om seks sådanne lejre: Chelmo, Belzec, Sobibór, Treblinka, Majdanek og Auschwitz. Også her ser vi det samme mønster gentage sig, hvad kildematerialet angår. Lad os se på eksemplet Sobibór.

Sobibór: 250.000 dræbte på halvandet år


I denne lille lejr dybt ude i skovene ved Polens østgrænse til Hviderusland og Ukraine blev der i alt dræbt ca. 250.000 jøder i løbet af det halvandet år, som lejren eksisterede. Baggrunden for dens oprettelse er ikke kendt, for de papirer hører til blandt dem, nazisterne havde held til at fjerne i krigens sidste dage. Men lokale folk var vidner til oprettelsen i de tidlige forårsmåneder i 1942. De fleste af ofrene var polske jøder, der kom dertil fra ghettoerne.

Disse ghettorydninger efterlod masser af dokumentation: Lokale polakker så det, og overlevende jøder har berettet om det. Nogle af de soldater og politifolk, der gennemførte disse rydninger – der ofte indebar, at man skød de "svage" jøder først, altså især de ældre og de mindre børn – har også bekræftet hændelsesforløbet ved retssager efter krigen. Der findes meget få transportlister fra overførslen af ofrene i øst. De blev enten ikke skrevet eller er gået tabt.
 
Men interessant nok findes der en omfattende liste over en bestemt gruppe jøder, der blev myrdet i Sobibór i 1943. Det drejer sig om ca. 34.000 hollandske jøder, der blev transporteret fra lejren Westerbork i Holland til Sobibór mellem marts og juni 1943. Det var folk i alle aldre, fra spædbørn til oldinge. Så vidt vides overlevede kun 18.

I Vesteuropa opstillede tyskerne lister over de deporterede jøder, der indeholdt navne og fødselsdata. Det gjorde de formentlig for at opretholde en slags normalitetens skær over hele operationen, altså for at føre jøderne bag lyset og gøre dem mere samarbejdsvillige. Listerne overlevede i Westerbork-lejren. De blev fundet efter krigen, og derfor kender vi helt undtagelsesvis disse ofre ved navn. Det kan med andre ord dokumenteres, at disse jøder var i Westerbork, og at de blev transporteret videre til Sobibór. Her skrev man ingen navne op. Hver eneste transport, der ankom, blev udslettet til sidste mand inden for et par timer efter ankomsten, bortset fra nogle enkelte, som blev udvalgt til at arbejde i lejren i en periode, indtil de også blev dræbt og udskiftet med nye folk fra andre transporter
 

Vidneudsagn og tilståelser


I Sobibór skete det helt særlige, at fangerne i oktober 1943 gjorde oprør, dræbte de fleste medlemmer af det tyske personale og stak af. Skønt mange døde, både under flugten og siden i skjul i skovene, overlevede en håndfuld. De aflagde vidnesbyrd efter krigen. Skønt jøderne som hovedregel ikke kendte navnene på deres bødler, var det – ved at studere tyskernes post – lykkedes dem at finde navnene på nogle enkelte. Disse mænd blev pågrebet i begyndelsen af 1960'erne. De kunne igen nævne yderligere navne på andre tidligere vagter, og dermed blev en del af personalet i Sobibór anholdt og stillet for retten. Igen gælder det, at de alle som én bekræftede, at Sobibór var en lejr, hvis eneste formål var at dræbe jøder i gaskamre.

De tidligere vagter kunne fortælle om de metoder, der blev brugt på stedet, og ved husundersøgelser fandt man fotos og andet materiale fra Sobibór. Som hovedregel ville gerningsmændene ikke vedkende sig deres personlige skyld. De henviste i stedet til, at de havde handlet efter ordre eller havde haft opgaver, der lå uden for det, de opfattede som den egentlige drabsproces. Men selve begivenhedsforløbet bekræftede de i detaljer. Hvilken skæbne, der helt præcist overgik de enkelte jøder, såsom de 34.000 fra Holland, kunne de ikke udtale sig om, for for dem var jøderne bare én stor, navnløs masse, og ingen blev som sagt registreret med navn i lejren.

Hvilke beviser har vi så, og hvad kan vi konkludere ud fra dem?


Vi har nogle enkelte dokumenter til belysning af lejrens oprettelse samt en række uafhængige vidneudsagn fra forskellige personer, der så den blive bygget. Vi har vidneudsagn fra jøder, der overlevede lejren på grund af oprøret i 1943. Vi har listen over de 34.000 hollændere, der bekræfter deres overførsel til Sobibór. De få, der overlevede, har berettet om, hvad der foregik i lejren, og vi ved, at næsten alle disse mennesker er forsvundet.

Vi har vidneudsagn og fysiske spor, der belyser overførslen af polske jøder fra ghettoerne til lejren. Vi har lejrens naboer, der så togene ankomme fulde og tage tomme derfra. Og så har vi en række af vagterne, inklusive en af lejrens kommandanter, der alle uden forbehold bekræfter, at dette var et sted indrettet til jødemord. Ligeledes har vi udsagn fra en del af deres højere chefer i sikkerhedsapparatet, der også bekræfter dette. Og endelig har vi de fysiske spor – bygninger, grave og andet, som blev efterladt af tyskerne, da de forlod stedet i 1944. Den samlede vægt af dette materiale tillader os at konkludere, at Sobibór var en udryddelseslejr, indrettet til at dræbe jøder i gaskamre, og at de forsvundne hollændere er blevet dræbt der.
 

Beviser som brikker til et puslespil


Igen må det understreges, at vores sikre viden om udryddelseslejren Sobibór ikke afhænger af et enkelt dokument eller et enkelt vidneudsagn. Det er derimod den samlede vægt af alle disse kilder, dokumenter, fotos, udsagn m.m., der er afgørende. Når alle er enige om, hvordan det var – både bødler, ofre og tilskuere – så er der garanti for, at det nok var sådan, det var.

Vi taler her om konvergerende kilder; kilder, der hver for sig ikke er nok, men som tilsammen danner et tydeligt billede af virkeligheden på det pågældende tidspunkt. Kilderne er som brikker i et puslespil. Vi har godt nok ikke alle brikkerne, men vi har tilstrækkeligt til at kunne danne os et temmelig klart billede af, hvad det var for et sted.
 
I artiklen her har vi har brugt eksemplet fra Sobibór, men det er præcis det samme mønster, der findes for alle de andre lejre af denne type – ved at sammenkæde de mange forskellige slags bevismateriale, får vi et samlet billede af, hvad der er sket.

Skrevet af Torben Jørgensen, historiker og forfatter til bl.a. Stiftelsen.


Til top

Eksempler på beviser
  • Skrevne dokumenter: breve, notater, memoer, skitser/planer, ordrer, regninger, taler, erindringer og tilståelser osv.

  • Øjenvidneberetninger: fra jøder, der havde held til at stikke af fra Einsatz-grupperne, overlevende fanger fra lejrene, SS-vagter, soldater, andet personale i lejrene, lokale vidner og højt rangerende nazister, som talte åbent om jødeudryddelsen.
     
  • Fotos: officielle militærfotos, pressefotos og fotos taget af civile vidner, hemmelige fotos taget af ofrene selv, tyske og allierede filmoptagelser og uofficielle fotos taget af folk i det tyske militær.

  • Lejrene selv: kz-lejre, udryddelseslejre og arbejdslejre, som stadig – i varierende grad af originalitet og rekonstruktion – eksisterer.
     
  • Inferentielle beviser (som man kan ræsonnere sig til): såsom at se på befolknings-sammensætningen i Polen før og efter krigen osv.

Se eksempler på kildemateriale




"De fuldstændig nøgne mennesker gik ned af en trappe, der var gravet ind i grubens side, kurede over hovederne på de liggende til det sted, som SS-manden anviste. De lagde sig blandt de døde eller anskudte mennesker, nogle strøg de endnu levende eller talte sagte til dem. Så hørte jeg en række skud. Jeg så ned i gruben og så, hvordan kroppene rykkede sig, eller hovederne blev stille på de liggende kroppe. Fra nakken randt en blodstribe.
Ingeniør Friedrich Hermann Gräbe (1900-1986) kom til Ukraine i oktober 1941 for at bygge en flyveplads ved byen Dubno. Her overværede han skydningen af Dubnos jøder.
Læs hele kilden



Medlem af Einsatz-gruppe skyder ukrainsk jøde
Medlem af Einsatz-gruppe skyder ukrainsk jøde.



"Selvfølgelig skete disse skydninger ikke på den rolige måde, hvormed vi kan diskutere dem i dag. Kvinderne skreg og græd, og det gjorde mændene også. Nogle gange forsøgte folk at flygte. De mænd, hvis job det var at få dem til at stå stille ved brønden, råbte og skreg også. Hvis ofrene ikke gjorde, som de fik at vide, blev der slået."
Vidneudsagn fra politimand Tögel, medlem af Einsatz-kommando 10a.

Læs hele kilden



SS-sergenter, Sobibor
Den højtstående SS-officer Odilo Globocnik ledede drabene på mere end halvanden million jøder i både Belzec, Sobibór og Treblinka. Her ses han foran Sobibór, formentlig i 1942.



De udvalgte kun unge drenge. Hele dagen slæbte de lig til gruberne, blev slået på, uden at få en dråbe vand, nøgne i sneen og kulden. Om aftenen førte [SS-manden Heinz] Schmidt dem til grubens kant og skød dem med en Browning. Han løb tør for ammunition, da der stadig var mere end et dusin igen, så han dræbte dem, en efter en, med et spadeskaft, lige til den sidste af dem. Jeg hørte ikke sukkene, jeg så kun, hvordan de forsøgte at snyde sig ind foran hinanden i køen til døden, hjælpeløse laser af liv og ungdom.”
Rudolf Reder var fange i udryddelses-lejren Belzec, en søsterlejr til Sobibór. Metoden, som han beskriver her, var den samme i begge lejre.
Læs hele kilden



"Efter losningen af togene blev børn og gangbesværede med vold kastet ned i smalsporsvognene, hvorved rystende scener udspillede sig. Menneskene blev til dels adskilt fra deres familier, slået med kolber, slået med piske."
SS-sergent Karl Frenzel var udstationeret i Sobibór og kendt som en af de værste vagter i lejren.
Læs hele kilden



Koncentrations- og udryddelseslejre
Nazisternes lejrsystem bestod af to slags lejre: koncentrationslejre og udryddelseslejre. Koncentrationslejrene var arbejdslejre, hvor de indsatte blev brugt til hårdt og udmattende slave-arbejde, enten i eller uden for lejrene. Udryddelseslejrene derimod var oprettet udelukkende med det formål at myrde flest muligt, så hurtigt og effektivt det lod sig gøre med de dertil udviklede drabsmetoder. To af lejrene, nemlig Auschwitz-Birkenau og Majdanek, fungerede både som koncentrations- og udryddelseslejre.
Læs mere om de forskellige koncentrations- og udryddelseslejre



Diskutér
  1. Diskutér, hvad der er de vigtigste beviser for, at Holocaust fandt sted?

  2. Diskutér, hvad retssagerne efter Holocaust har betydet?

  3. Diskutér, hvorfor der er nogle, der benægter, at Holocaust har fundet sted?


De vigtigeste arkiver med kildemateriale, der belyser Holocaust 
Yad Vashem Archives (Israel)
Her ligger især jødiske kilder, erindringer, dagbøger, vidneudsagn, optegnelser fra ghettoer m.m.

Bundesarchiv (Tyskland)
Her findes meget store mængder af officielle nazi-dokumenter. To centrale underafdelinger af Bundesarchiv omtales nedenfor.

US Holocaust Memorial Museum (Washington, USA)
Efterhånden har US Holocaust Memorial Museum indsamlet et kolossalt materiale – formentlig har museet nu verdens største samling af Holocaust-relaterede dokumenter, fotos, kunst m.m.

Jewish Historical Institute (Warszawa)
Jewish Historical Institute i Warszawa har en stor samling af dokumenter vedrørende de polske jøders skæbne før og under 2. Verdenskrig.

Det Særlige Arkiv (Moskva)
Dette er KGB's særlige arkiv (”Osobyi Arkhiv” eller "Centre for the Conservation of Historical Documentary Collection"). Her findes mange af de officielle dokumenter, som russerne erobrede fra tyskerne under krigen.

Zentrale Stelle der Landesjustizverwaltungen zur Aufklärung nationalsozialistischer Verbrechen (Ludwigsburg, Tyskland)
Dette arkiv er nu en del af Bundesarchiv. Her findes det meste af det materiale, der indgik i retssagerne mod NS-drabsmænd fra 1958 til 2003.

National Archives (USA)
De amerikanske nationale arkiver, der indeholder alle dokumenter, som amerikanerne erobrede i Tyskland.

BDC (nu BA Berlin, ”BAB”)
Tidligere Berlin Document Center, nu en underafdeling af Bundesarchiv. Indeholder det nazistiske partis centrale medlemsfortegnelser, SS-personalepapirer o.a.

National Archives, Kew (England)
Her findes de hemmelige aflytninger af den tyske tele- og radiotrafik, som briterne opsnappede under krigen.

International Tracing Service, Bad Arolsen (Tyskland)
Efter hård modstand er dette arkiv, der indeholder millioner af fortegnelser fra Røde Kors o.a. over forsvundne personer, endelig åbnet for forskere. Uden tvivl den største ubrugte kildesamling til belysning af Holocaust.

Læs mere
  • The Holocaust and Other Genocides – History, Representation, Ethics. Helmut Walser Smith (red.), Vanderbilt University Press, Nashville, 2002

  • On the Holocaust and Other Genocides. Yehuda Bauer, United States Holocaust Memorial Museum, Center for Advanced Holocaust Studies, 2007

  • “The Holocaust and Its (re)telling: the Nature of Evidence At the Nuremberg and Eichmann Trials”. Tim Cole i From the Protocols of the Elders of Zion to Holocaust Denial Trials: Challenging the Media, the Law, and the Academy. Debra R. Kaufman, Gerald Herman, James Ross & David Phillips (red.), Vallentine Mitchell, 2007

  • The Case for Auschwitz: Evidence from the Irving Trial. Robert van Pelt, Indiana University Press, 2002

  • The Path to Genocide: Essays on Launching the Final Solution. C. Browning, Cambridge University Press, 1991

  • Hitler’s Willing Executioners: Ordinary Germans and the Holocaust. D. J. Goldhagen, Alfred A. Knoph, Knopf Publishing Group, 1996

  • Arven fra Hitler”. Jesper Vind Jensen i Weekendavisen, 2. juni 2006


Til top



Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk