Dette website er en del af folkedrab.dk Kontakt Hvem er vi Sitemap Lærervejledning Opgaveoversigt
Søg
Forside
Benægtelse af Holocaust Dansk Institut for Internationale Studier

Test din viden
Folkedrab
Folkedrab
Forside>Ytringsfrihed>Er lovgivning mod Holocaust-benægtelse en god idé?Print

Er lovgivning mod Holocaust-benægtelse en god idé?


Kan man lovgive sig ud af problemet med Holocaust-benægtelse? Vil et juridisk forbud dæmme op for Holocaust-benægtelsen, eller kan et forbud give bagslag og få den modsatte effekt? Hvordan kommer vi bedst benægtelsen til livs – ved at kriminalisere eller at modargumentere?

I Israel og 15 europæiske lande er det forbudt at benægte, at Holocaust eller andre folkedrab har fundet sted, men det er ikke alle, som synes, det er en god idé at forbyde Holocaust-benægtelse ved lov. Selv mellem EU-landene har det været meget svært at blive enige om en fælles politik og lovgivning. Og der er langtfra konsensus blandt historikere, politikere og meningsdannere om, at lovgivning mod Holocaust-benægtelse er den rigtige løsning.

Brud på ytringsfriheden?


Modstandere af at kriminalisere Holocaust-benægtelse mener ikke, at vi kan lovgive os ud af problemet. Selvom vi vedtager love imod benægtelse, vil det ikke ændre på, at vi fortsat har et problem med benægtere i vores samfund. Desuden vil et forbud imod benægtelse blot give benægterne en række argumenter på hånden, som kan understøtte deres konspirationsteorier: ”Hvorfor har frie vestlige demokratier overhovedet behov for at forbyde visse holdninger og meninger?, ”Hvad er det, der skal skjules?”, spørger benægterne. Hvis man gør Holocaust-benægtelse ulovligt, risikerer man, at de Holocaust-benægtere, der bliver anklaget og straffet, opnår en form for martyrstatus.
 
Tilhængere af en lovgivning imod Holocaust-benægtelse mener modsat, at Holocaust-benægtere fordrejer og udnytter ytringsfriheden, og at benægtelse netop derfor udgør en trussel mod de mest basale elementer i et demokratisk samfund. Tilhængerne mener, at det er forkert at sige, at Holocaust-benægtere repræsenterer en bestemt holdning: Holocaust-benægtelse er først og fremmest en løgn, der ikke skal tages alvorligt, og der ikke skal betragtes som en legitim holdning på linje med andre. Ytringsfrihed giver ikke ret til at lyve.

Andre stemmer i debatten påpeger, at det kendetegnende ved frie demokratiske samfund netop er, at ytringsfriheden gælder absolut ubegrænset: Den skal ikke kun gælde for dem, som man er enig med, men også for dem, som man er uenig med.

Har vi ikke bevismateriale nok?


Modstandere af en kriminalisering af Holocaust-benægtelse mener, at der er en fare for, at benægtere og andre vil fortolke et forbud imod Holocaust-benægtelse som udtryk for, at der ikke er tilstrækkelig historisk dokumentation, der kan bevise, at benægterne tager fejl. Men Holocaust er det bedst dokumenterede folkedrab nogensinde, og det historiske bevismateriale burde være stærkt nok i sig selv. Derfor er der ikke brug for en lovgivning, der forbyder Holocaust-benægtelse. Den bedste måde at bekæmpe Holocaust-benægtelse på er ved at argumentere for det modsatte og – ved hjælp af historisk bevismateriale – vise, hvordan og hvorfor benægterne tager fejl.

Tilhængere af love imod Holocaust-benægtelse mener dog, at sådanne love netop er mere nødvendige end nogensinde, fordi antallet af Holocaust-overlevere og øjenvidnerne til begivenhederne svinder ind, i takt med at de bliver gamle og dør. Derfor vil der snart ikke længere være nogen personlige historier, der kan videreføre historien om det, der skete, og som kan forhindre, at historien om de grusomme begivenheder bliver glemt eller manipuleret.

Lovgivning imod Holocaust-benægtelse: et værn imod racisme?


Mange tilhængere af en kriminalisering af Holocaust-benægtelse mener, at sådanne love er nødvendige for at forhindre en gentagelse af historien og en genopblomstring af nazismen og andre racistiske ideologier. Det var netop begrundelsen for at indføre et forbud imod nazistiske symboler i Tyskland og Østrig efter 2. Verdenskrig.

Kritikere påpeger, at der ikke er noget, der tyder på, at sådanne love er med til at promovere mere tolerance og mindre racisme. De europæiske lande som fx Tyskland og Østrig, der har en meget stram lovgivning, som både forbyder Holocaust-benægtelse og nazistiske symboler, er ikke gået fri for den fremmarch af racistiske og fremmedfjendske partier, som har præget Europa siden starten af 1990’erne. Eksempelvis er nynazistiske grupperinger opblomstret i Tyskland.
Se oversigt over de lande, der forbyder Holocaust-benægtelse.

Skal staten bestemme, hvad der er historiske fakta?


Modstandere imod love mod benægtelse fremhæver ofte, at vi bevæger os ud på en glidebane, hvis en stat begynder at lovgive om, hvad der er historiske fakta. Det kan blive svært at sætte en grænse for, hvilke forbrydelser der skal lovgives om. Da EU forsøgte at lave en fælles EU-lovgivning om Holocaust-benægtelse, mente flere af de østeuropæiske lande, som tidligere var underlagt Sovjetunionens diktatur, at det så også skulle være forbudt at benægte de forbrydelser, som foregik under den sovjetiske besættelse.

Kritikere af lovgivningen mener, at det er historikerne og ikke politikerne, der skal undersøge og bestemme, hvad der er historiske fakta. Som klummeskribenten og historikeren Timothy Ash udtaler: ”Der er ikke nogen, der kan lovgive om historisk sandhed. Hvis en historisk sandhed overhovedet kan blive etableret, skal den være baseret på en fri historisk forskning, hvor historikere kan diskutere beviserne og fakta og teste og udfordre hinandens påstande, uden de skal frygte at blive retsforfulgt eller forfulgt.” Med en lovgivning om folkedrabsbenægtelse risikerer man, at selv seriøse historikere eller intellektuelle, der ikke er interesserede i at benægte et folkedrab, føler, at de er underlagt censur.

Samme pointe fremhæver historiker og ekspert inden for Holocaust-benægtelse, Deborah Lipstadt: ”Spørgsmålet om, hvad der er et folkedrab, folkedrabenes historie, og hvad vi kan sige herom, skal ikke afgøres af politikere og dommere.” Hun mener, at det er vigtigt, at historikere fx kan have en debat om, hvorvidt en massakre imod en civilbefolkning er et folkedrab eller ej. En sådan akademisk og juridisk debat sætter ikke spørgsmålstegn ved, om det skete, men åbner i stedet for en diskussion af, hvad vi rent juridisk skal kalde det. Hun frygter, at en lovgivning om Holocaust- og folkedrabsbenægtelse vil kunne bremse sådanne akademiske debatter. 
Læs argumenter for og imod lovgivning om Holocaust-benægtelse.
Reinhard Müller
Kritik af historiske begivenheder burde ikke være underlagt straffelovgivningen, medmindre formålet er at tabuisere visse emner eller at fremme bestemte måder at tænke på. [...] Historiske fakta er givne, men hvad vi ved om disse fakta, og hvordan vi bedømmer dem, er under konstant forandring. Derfor blev både Orhan Pamuk, som Tyrkiet retsforfulgte, fordi han insisterede på, at tyrkerne havde begået folkedrab på det armenske folk, samt den britiske historiker David Irving, der blev fængslet i Wien for at benægte Holocaust, ofre for en misforstået strafferet, hvis formål er at definere holdninger."
Reinhard Müller i en klumme i den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung, 12. marts 2007.
Læs mere

















De to polske politikere Jaroslaw og Lech Kaczynski fremsatte i 2009 en ulovliggørelse af kommunistiske symboler.
Læs artikel om, hvorfor Polen overvejer et forbud mod kommunistiske symboler















Læs om Frankrigs anerkendelse af det armenske folkedrab og den franske beslutning om at gøre benægtelse af det armenske folkedrab ulovligt

Diskutér
  1. Som en reaktion på de danske Muhammed-tegninger afholdt en iransk avis en konkurrence om Holocaust-karikaturer, og der blev også afholdt en officiel konference i Iran, der satte spørgsmålstegn ved, om Holocaust havde fundet sted. Begge initiativer var tænkt som en udfordring af den europæiske forestilling om, hvor grænserne for ytringsfrihed går. Læs om initiativerne her: ”Forskere diskuterer Holocaust i Iran” og ”Iransk karikaturchef: Vi har intet imod jøderne”.

  2. Kuratoren for udstillingen af karikaturtegningerne siger: “Ideen med det her er at vise, hvor grænserne for ytringsfrihed går i Europa. For hvis man har ytringsfrihed, hvorfor må man så ikke diskutere Holocaust? I 16 europæiske lande er det strafbart at diskutere det. Hvorfor?” Diskutér med udgangspunkt i ovenstående argumenter, om kuratoren har ret eller ej.

  3. Diskutér, hvorvidt man kan sammenligne retten til at lave tegninger af en profet og retten til at benægte Holocaust.

  4. Læs interviewet med historikeren Deborah Lipstadt, ”Genocide Denial Laws Will Shut Down Debate”,  og diskutér, om hun har ret i kritikken af de europæiske landes bestræbelser på at etablere en fælles europæisk lovgivning på dette område (bemærk, at artiklen er fra 2007 – altså inden den nuværende, modificerede rammeafgørelse blev vedtaget).


Læs mere
  • The Power of History”. Cecilie Felicia Stokholm Banke i DIIS 2008, p. 50-52, Dansk Institut for Internationale Studier, 2008
    Artiklen diskuterer, om en lovgivning imod Holocaust-benægtelse er det rette værktøj i kampen imod benægterne.

  • "Med ret til at krænke". Niels Ivar Larsen i Information, 25. juli 2007

  • EU og Holocaust”. Cecilie Felicia Stokholm Banke, kommentar i Weekendavisen, 2. februar 2007
    Kommentaren diskuterer de europæiske landes bestræbelser på at finde en fælles lovgivning, der forbyder Holocaust-benægtelse.

  • Holocaust Denial Laws and Other Legislation Criminalizing Promotion of Nazism”. Michael J. Bazyler, International Institute for Holocaust Studies, Yad Vashem, 25. december 2006
    Artikel (og tilgængeligt foredrag) der opsummerer forskning og praksis angående lovgivning om Holocaust-benægtelse.

  • Should Holocaust Denial Be Banned?”. Sabine Seifert i Europtopics, 18. marts 2007
    Artikel der opridser og diskuterer den europæiske debat om, hvorvidt man skal kriminalisere Holocaust-benægtelse.

  • This Is the Moment for Europe to Dismantle Taboos, Not Erect Them”. Timothy Garton Ash i The Guardian, 19. oktober 2006
    Kommentar af historikeren Timothy Garton Ash, der diskuterer den franske lovgivning om benægtelse af det armenske folkedrab.



Til top



Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk