Dette website er en del af folkedrab.dk Kontakt Hvem er vi Sitemap Lærervejledning Opgaveoversigt
Søg
Forside
Benægtelse af Holocaust Dansk Institut for Internationale Studier

Test din viden
Folkedrab
Folkedrab
Forside>Mediernes rolle>Pressens ansvar?Print

Pressens ansvar?


Mangesidet og saglig information er en af grundpillerne i et velfungerende demokrati. Pressen har både magt og indflydelse, og det er ikke uden grund, at den kaldes for den fjerde statsmagt. Inden for de seneste år er Holocaust-benægtelse blevet stadig mere udbredt og omtales jævnligt i pressen. Men hvilken rolle skal pressen spille ved Holocaust-benægtelse? Skal den gengive benægternes argumenter, eller skal den udøve censur? Har pressen et ansvar for, at Holocaust-benægtelsen ikke vokser?


Eksponering af Holocaust-benægtelsen


Inden for det sidste årti er Holocaust-benægtelsen blevet mere synlig. Det skyldes især udbredelsen af internettet, som har givet benægterne et nyt og lettilgængeligt forum at ytre sig i. Men også det faktum, at Holocaust-benægterne har nydt forholdsvis stor presseopmærksomhed, har medført en større eksponering af benægtelsen. Det er med andre ord blevet en ”god” historie at fortælle om benægternes kontroversielle holdninger.

Benægtelse i Danmark


I dansk regi kom der for alvor fokus på benægterne og deres påstande, da Berlingske Tidende 24. januar 1998 bragte et indlæg fra en af Danmarks mest fremtrædende benægtere, dr.phil. Christian Lindtner, med titlen “Holocaust i et nyt lys”. Lindtner har i 2011 ændret sin opfattelse af Holocaust, således at han ikke længere benægter folkedrabet. I indlægget fra 1998 argumenterede Lindtner imidlertid for, at en stor del af den viden, der findes om Holocaust, er fejlagtig; bl.a. hævdede han, at der ikke var gaskamre i de tyske koncentrationslejre.

Både Lindtners påstande samt det, at Berlingske Tidende valgte at trykke indlægget, vakte stor forargelse. Avisens undskyldning var, at man ikke havde været opmærksom på indlæggets specielle indhold. Trods denne beklagelse valgte avisen kort efter at trykke endnu et af Lindtners kontroversielle læserbreve, ”Encyklopædi lyver”, som hævdede, at den Danske Encyklopædi opgiver et forkert og ”uvidenskabeligt” antal fanger, der døde i Auschwitz.

Benægtelseslegitimering?


Kan den kendsgerning, at Berlingske Tidende trykte flere af Christian Lindtners Holocaust-benægtende indlæg, opfattes som en legitimering af benægternes påstande? Og giver det påstandene et skær af sandhed, at avisen ikke kommenterede Lindtners postulater, men ukritisk gengav, hvad han havde at sige? Man kan diskutere, hvorvidt Berlingske Tidende burde have valgt ikke at bringe indlægget, eller om det er helt i orden, at avisen valgte at gengive Christian Lindtners påstande, fordi en avis ikke skal være partisk, men i stedet vise flere forskellige fortolkninger af ”virkeligheden”.

Pressedækning af benægterkonference i Iran

I 2006 deltog Christian Lindtner som eneste dansker i en kontroversiel todageskonference i Iran, ”The International Conference to Review the Global Vision of the Holocaust”. En stor del af konferencens formål var centreret omkring benægtelse af Holocaust. Flere danske medier valgte mere eller mindre ukritisk at omtale konferencen og gengav benægternes påstande som et – omend pudsigt og kuriøst – alternativt synspunkt i Holocaust-debatten.

Et af de medier, der ikke ”bare” refererede fra konferencen, men valgte at forholde sig yderst kritisk, var Berlingske Tidende. 18. januar 2006, forud for afholdelsen af konferencen, kunne man i avisens leder finde følgende udsagn: ”[…] Men nu er det ingen ringere end Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, der fremsætter den horrible påstand om, at Holocaust er en myte. Iran skal oven i købet være vært for en »videnskabelig« konference, som skal »bevise«, at Holocaust aldrig fandt sted. Vi ser altså et statsoverhoved og en regering slå følgeskab med Holocaust-benægternes slæng af nynazister, antisemitter og almindelige galninge – det er fuldkommen afsindigt.

En god historie: nynazisten og Holocaust-overleveren


I en artikel bragt af Nyhedsavisen i august 2008 bliver læseren præsenteret for to forskellige personer: den unge nynazist og Holocaust-benægter Daniel Carlsen samt den polske jøde og Holocaust-overlever Zygmunt Gross. Sammen skal de besøge udryddelses- og koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau, hvor Zygmunt Gross var tilfangetagen under 2. Verdenskrig.

I Auschwitz-Birkenau forsøger Zygmunt Gross at overbevise Daniel om, at Holocaust virkelig har fundet sted – han fortæller bl.a. om krematorierne og om fanger, der forsvandt for aldrig at vende tilbage igen. Daniel nægter at tro på Zygmunt Gross’ fortællinger: ”I mine øjne, så vrøvler han bare. For eksempel sagde han, at han var 100 procent sikker på, at der var jøder, som blev gasset her. Men når du går ham lidt på klingen, så var det jo noget, han havde hørt, siger han.

I artiklen er der en tydelig sympati for Zygmunt Gross. Han fremstilles som en ældre mand med mange ar på sjælen – som følge af de uhyrligheder, han oplevede under sin tid i koncentrationslejren. Daniel derimod beskrives som en ung mand med bizarre holdninger og en indædt tro på, at han ved bedst – lige meget hvor mange beviser han bliver præsenteret for.

Relativisering af Holocaust?

Er det, på trods af den sympatiske overvægt, overhovedet rimeligt, at de to mænd stilles over for hinanden – som om deres synspunkter er ligeværdige? Daniel er en ung nynazist, der fuldstændig affejer historiske beviser til fordel for sin egen overbevisning og dermed underkender millioner af menneskers lidelser. Zygmunt Gross har på egen krop og sjæl mærket, hvad det vil sige at være i en udryddelses- og koncentrationslejr.

Lever Nyhedsavisen op til ansvaret om god presseskik, når de modstiller en Holocaust-benægters påstande og en Holocaust-overlevers fortællinger? Kan den fremstilling være med til at sende et signal om, at de to synspunkter er lige gode? I modsætning til Berlingske Tidende, der vælger at bringe Christian Lindtners benægterpåstande i 1998 uden nogen form for redigering, gengiver Nyhedsavisen dog ikke bare benægternes postulater. De sætter Daniel Carlsens påstande op over for en Holocaust-overlevers personlige beretning, så Daniels holdninger fremstår som bizarre, respektløse og virkelighedsfjerne.

Daniel Carlsen i pressen

Den unge nynazist Daniel Carlsen har vist sig at være ”en god historie”. I marts 2009 bragte eksempelvis B.T. et opslag om ham under overskriften ”Daniel elsker Hitler”. I artiklen bliver Daniel fremstillet som en velfungerende ung mand med gode karakterer, en kernefamiliebaggrund og med en drøm om at læse jura.  Af artiklen fremgår det imidlertid ikke, at Daniel er tilknyttet den voldelige og ekstremistiske gruppe ”White Pride”, og at han flere gange har været sat i forbindelse med voldsepisoder. Det velfungerende unge menneske, som B.T. portrætterer, er måske ikke helt i overensstemmelse med sandheden, ligesom Daniel måske ikke er så almindelig, som B.T. fremstiller ham.
Daniel elsker Hitler - artikel fra BT
B.T.-artikel om den unge benægter Daniel Carlsen.

Se artiklen i stort format







God presseskik
Medieansvarslovens
paragraf 34, stk. 1:
Grundlæggende synspunkter:
"Sikringen af ytringsfriheden i Danmark står i nøje forbindelse med massemediernes frie adgang til at indsamle informationer og nyheder og til at offentliggøre dem så korrekt som muligt. Den frie kommentar er en del af ytringsfrihedens udøvelse. Under varetagelse af disse opgaver bør massemedierne anerkende hensynet til den enkelte borgers krav på respekt for den personlige integritet og privatlivets fred og til behovet for beskyttelse mod ubeføjet krænkelse.[...]"









Karikaturtegning om mediernes dobbelthed
Karikaturtegning, der viser mediernes dobbelthed.

De fem nyhedskriterier 
Hvis en "historie" skal være en nyhed, skal den opfylde et eller flere nyhedskriterier:
  1. Aktualitet: Nyheden handler om noget, der sker, om noget tidstypisk, om noget, der optager modtageren her og nu.
  2. Væsentlighed: Nyheden har betydning for et stort antal modtagere eller livsvigtig betydning for et lille antal modtagere.
  3. Identifikation: Nyheden bliver vedkommende, fordi modtageren følelsesmæssigt kan identificere sig med historien.
  4. Sensation: Nyheden handler om noget usædvanligt, noget overraskende eller uventet.
  5. Konflikt: Nyheden beskriver en strid mellem personer med modsatte holdninger eller interesser, der strider mod hinanden.

Børn og unge er en sårbar målgruppe

Medier spiller en stor rolle i et samfunds vidensniveau, og en fri og uafhængig presse er en af grundstenene i et moderne demokrati. Medierne formidler til alle dele af samfundet og når alle grupper – på tværs af alder, køn, uddannelse etc.
 
Børn og unge får en meget stor del af deres viden og information fra medierne, og de er vokset op med dem som en integreret del af deres hverdag. De bruger i høj grad medierne og især internettet til at orientere sig og få viden. Da det tager tid at opnå de nødvendige evner til kritisk at kunne vurdere et medieindhold, er det afgørende, at det, medierne formidler, er så veldokumenteret som muligt. Dette er naturligvis altid vigtigt, lige meget hvem målgruppen er, men det er især nødvendigt ved formidling til børn og unge, som er mere påvirkelige og tilbøjelige til at tro på, hvad de ser og hører.
Læs om, hvordan man er kritisk på nettet.

Har pressen et ansvar?

Pressen har et ansvar for at dække nyheder nuanceret og fra flere perspektiver og derfor også repræsentere flere forskellige synspunkter. God journalistik er, at man altid sørger for, at ens historie er sandfærdig, og at dens fakta er korrekte. Brugerne regner med, at medierne fortæller dem, hvis der foregår noget vigtigt, og at de formidler sandheden – korrekt og objektivt. Uanset tid og sted.

Medierne bør først og fremmest være optagede af at formidle uafhængigt, redeligt, faktuelt og objektivt – også selvom sandheden kan skade nogle og gavne andre. Det forventes, at journalister bestræber sig på at overholde deres egne principper: altid at tjekke fakta gennem flere kilder. Gør de ikke det, er der risiko for, at usand information, som fx Holocaust-benægternes påstande, spredes og i værste fald får status som en slags sandhed.

Holocaust-censur?


Man kan diskutere, om ytringsfriheden bør begrænses, når emnet er så kontroversielt og følsomt som Holocaust-benægtelse. Bør medierne overhovedet bringe benægternes argumenter, eller sender det et signal om, at det er i orden at stille spørgsmålstegn ved et så veldokumenteret folkedrab som Holocaust?

I nogle lande er det forbudt at benægte, at Holocaust har fundet sted, og det har også været diskuteret, om Holocaust-benægtelse skulle kriminaliseres i Danmark. Det har man dog besluttet, at det ikke skal. Argumentet er, at det vil være en alvorlig indskrænkning af ytringsfriheden, og samtidig mener man, at den danske racismeparagraf kan tages i brug ved Holocaust-benægtelse af særlig grov karakter.
Læs mere om diskussionen om lovgivning om Holocaust-benægtelse

Den kendsgerning, at man ikke har en lovgivning om Holocaust-benægtelse, gør det måske endnu mere vigtigt, at pressen bestræber sig på som minimum at sørge for, at det kildegrundlag, de formidler på baggrund af, er velundersøgt og veldokumenteret. Dette synes især nødvendigt ved formidling om kontroversielle emner, eksempelvis Holocaust-benægtelse.

DIIS, Holocaust og folkedrab – januar 2010
Om ytringsfriheden:
I Grundlovens paragraf 77 står der følgende:
"Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres."












Den danske racismeparagraf:
Straffelovens paragraf 266b,
kaldet ”Racismeparagraffen”:
"Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år. Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed."

Diskutér
  1. Diskutér, om det er en acceptabel undskyldning, at en avis ikke er opmærksom på rigtigheden af indholdet i en af dens egne artikler (jf. B.T.-artiklen "Daniel elsker Hitler" ovenfor). Find argumenter for og imod.

  2. Diskutér, om medier kan medvirke til at gøre påstande legitime? Bør medier selektere, hvad der trykkes i dem, når man ved, at medier påvirker folks holdninger?

  3. Undersøg, hvordan danske medier håndterede den kontroversielle todageskonference i Iran med udgangspunkt i teksten ovenfor, og diskutér, hvorvidt de fem nyhedskriterier kan have haft betydning for, hvordan aviserne formidler?

  4. Pressen formidler selvfølgelig ikke ens, eksempelvis i forbindelse med en konference om Holocaust-benægtelse. Diskutér, hvilke grunde der kan være til, at de danske formiddagsaviser formidlede så forskelligt om konferencen i Iran. Diskutér, hvilke af de fem nyhedskriterier der spillede ind i formidlingen. Diskutér også, om I synes, at pressen levede op til deres egne regler for god presseskik?

  5. Diskutér, hvorfor det er en ”god” historie at bringe historier om Holocaust-benægtere, nynazister og andre kontroversielle subkulturer? Inddrag de fem nyhedskriterier i jeres overvejelser.

Læs mere
  • Journalistikkens grundtrin - fra idé til artikel. Mogens Meilby, Forlaget Ajour, 2001

  • “The Media and the Holocaust: Protocols of the Elders of Zion, Then and Now”. Robert L. Hilliard i From the Protocols of the Elders of Zion to Holocaust Denial Trials: Challenging the Media, the Law, and the Academy. Debra R. Kaufman (red.), Vallentine Mitchell, 2007

  • Ethics in Media Communication: Cases and Controversies. Louis Day, Wadsworth, 2002

  • Holding the Media Accountable: Citizens, Ethics, and the Law. David Hemmings Pritchard, Indiana University Press, 2000

  •  "Med ret til at krænke". Niels Ivar Larsen i Information, Historik, 25. juli 2007 


Til top



Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk