Dette website er en del af folkedrab.dk Kontakt Hvem er vi Sitemap Lærervejledning Opgaveoversigt
Søg
Forside
Benægtelse af Holocaust Dansk Institut for Internationale Studier

Test din viden
Folkedrab
Folkedrab
Forside>Kilder>Hvilken rolle spillede Hitler i Holocaust?Print

Hvilken rolle spillede Hitler i Holocaust?


En af Holocaust-benægternes hovedpåstande er, at Adolf Hitler ikke spillede en central rolle i massemordet på de europæiske jøder. Ifølge disse benægtere var eventuelle drab på jøder ikke udtryk for regimets politik og nazismen, og Hitler kan derfor ikke stilles til ansvar for folkedrab. Intet kunne være mere forkert: Hitler var gennem sine taler, ordrer og godkendelser en afgørende drivkraft i nazisternes mord på Europas jøder.

I 1993 udgav den amerikanske professor Deborah Lipstadt bogen Denying the Holocaust – the Growing Assault on Truth and Memory, hvori hun bl.a. anklagede forfatteren David Irving for at være Holocaust-benægter, historieforfalsker og antisemit. Lipstadt argumenterede for, at Irving manipulerede med historien, når han fraskrev Hitler en hovedrolle i nazisternes systematiske mord på Europas jøder. Irving reagerede ved at anlægge sag mod Lipstadt for injurier. Under retssagen optrådte historikeren Peter Longerich som den ekspert, der skulle dokumentere Hitlers rolle i det systematiske folkedrab. I det følgende gengives dele af hans bevisførelse for, at Hitler spillede en helt central rolle i Holocaust.

Baggrunden: Kilderne og Holocaust-benægternes fejlslutning


Der findes ikke noget enkeltstående dokument, hvori Adolf Hitler direkte befaler massemordet på alle Europas jøder. Og det er muligt, at et sådant dokument aldrig har eksisteret. Mange Holocaust-benægtere slutter deraf, at Hitler derfor ikke kan have kendt til de systematiske drab på Europas jøder, og at han i hvert fald ikke spillede en aktiv rolle i disse. Intet kunne være mere forkert.
 
Forklaringen er, at Hitler afgav sine befalinger om jødeforfølgelser og -drab mundtligt – og kun til en eller få personer af gangen. Der finder derfor ikke én samlet ordre men et væld af kilder, der viser, at Hitler fra start til slut i sin politiske karriere anvendte en ekstrem antisemitisk retorik både i offentlige og private sammenhænge. Han engagerede sig løbende aktivt i forfølgelser og mord på jøder, og som nazisternes ubestridte "Fører" signalerede han løbende sin tilfredshed med den udvikling, der resulterede i Auschwitz og andre udryddelseslejre.
 

Hitlers retorik – jøder som "ariernes" dødsfjender

Allerede fra starten af sin politiske karriere i 1919 stod Hitler for en ekstremt hadefuld antisemitisk retorik. I sin bog Mein Kampf fra 1925/1927 betegnede han jøder som bl.a. parasitter, rotter, vampyrer, som ”en pestilens værre end den Sorte Død” og som ”menneskehedens evige bakterier”. Hitlers retorik var ikke blot hadefuld. Den opstillede jøderne og tyskerne (eller "arierne") som modsætninger og som hinandens naturgivne dødsfjender. Jøderne var i Hitlers optik ikke mennesker med en bestemt religion, men personer af en bestemt race. Med henvisninger til bakterier, sygdomme og lignende hævdede Hitler allerede umiddelbart efter 1. Verdenskrig, at jøderne måtte fjernes.
 
Efter Hitler i 1933-1934 havde erobret kansler- og præsidentembedet, kunne nazisterne benytte statsmagten til diskrimination af de tyske jøder med indførslen af Nürnberg-lovene i 1935. Jøderne blev af Hitlers diktatur bl.a. frataget retten til offentlige embeder, retten til at stemme og retten til at gifte sig eller have samkvem med ikke-jøder. De blev kort sagt gjort til andenrangsmennesker. Forfølgelserne kulminerede den 9.-10. november 1938, da propagandaminister Goebbels, efter at have forhørt sig hos "Føreren", opildnede nazister til angreb på jøderne, der kom til at koste mindst 91 mennesker livet i den såkaldte "Krystalnat".
  

Verdenskrigen og radikalisering af jødeforfølgelserne


På seksårsdagen for sin indsættelse som rigskansler holdt Hitler en tale i den tyske regering, Rigsdagen, hvori han profeterede, at "den jødiske race" ville blive tilintetgjort, hvis der udbrød en ny verdenskrig – en krig som han beskyldte jøderne for at ønske: ”I dag vil jeg endnu en gang være en profet: Hvis det skulle lykkes den internationale finansjødedom i og uden for Europa endnu en gang at kaste folkene ud i en verdenskrig, vil resultatet ikke være jordens bolsjevisering og dermed jødedommens sejr, men derimod tilintetgørelsen af den jødiske race i Europa.”

I september 1939 udløste Hitler selv 2. Verdenskrig med angrebet på Polen. Senere vendte Hitler flere gange tilbage til sin profeti. Mens tusinder af jøder hver dag blev transporteret gennem Europa for at ende deres liv i gaskamrene i det besatte Polen, påstod Hitler, at jøderne forestillede sig ”…udryddelsen af de europæisk-ariske folk”, men at de i stedet selv ville blive tilintetgjort. Ledende nazister kunne konstatere, at Hitler i private samtaler var mindst lige så optaget af at "løse jødeproblemet" og "fjerne jøderne", som han var i sine offentlige taler. Hitlers propagandaminister Goebbels bemærkede i marts 1942 i sin dagbog, at en ”…barbarisk, men helt fortjent” straf ramte jøderne, og at "Førerens" profeti var ved at gå i opfyldelse. ”Også i dette anliggende”, konstaterede Goebbels ”…er Føreren den utrættelige forkæmper og fortaler for en radikal løsning, som er krævet af tingenes natur, og som derfor er uundgåelig.”
 

Hitlers forberedelse på en "tilintetgørelseskrig"


Hitler udløste ikke blot 2. Verdenskrig, der nærmest automatisk førte til brutalisering og til en nedvurdering af menneskelivs værdi. Han spillede også en aktiv rolle i at gøre krigen særligt brutal – også bag fronten. En måned inde i krigen betonede han, at man ikke kunne tillade nogen polske ledere overhovedet: ”Hvor sådanne polakker eksisterer, må de dræbes, hvor hårdt det end måtte lyde." Da han knap to år senere talte til hærledelsen om, hvordan hans planlagte krig mod Stalins Sovjetunion skulle føres, sagde han:
Vi må rykke væk fra standpunktet om kammeratskab mellem soldater. Kommunisten er ingen kammerat, hverken før eller siden. Det drejer sig om en tilintetgørelseskrig. Hvis vi ikke opfatter det sådan, vil vi ganske vist slå fjenden, men om tredive år vil den kommunistiske fjende igen stå over for os. Vi fører ikke krig for at bevare fjenden.” Få uger inde i angrebet på Sovjetunionen fremhævede Hitler over for ledende embedsmænd i de erobrede østområder, at det var nødvendigt at pacificere områderne hurtigst muligt: ”Dette kan bedst opnås ved at skyde enhver, der så meget som kigger mærkeligt."
 
Ifølge Hitlers verdensanskuelse var jøderne de egentlige bagmænd, der trak i trådene bag facaden –både i det kapitalistisk-demokratiske USA og i det kommunistiske Sovjetunionen. Hitler så ganske vist den planlagte krig mod Sovjetunionen som en kamp mellem to "verdensanskuelser". Men verdensanskuelserne var tæt forbundet med racemæssige forhold: ”Den jødisk-bolsjevikiske intelligentsia, der hidtil har undertrykt folket, må elimineres.”
 

Et apparat til massemord

Mens Hitlers opfattelse af jøderne var et nærmest allestedsnærværende element i hans verdenssyn og propaganda i hans 26 år som "politiker", var det anderledes med selve drabene på Europas jøder. De begyndte for alvor, efter at Hitler havde udløst 2. Verdenskrig med Tysklands invasion af Polen i september 1939.
 
Kort tid efter krigsudbruddet havde Hitler givet en skriftlig godkendelse af det eutanasi-program, der frem til 1941 kom til at koste omkring 70.000 handicappede og mentalt syge patienter livet. De såkaldte ”eutanasidrab” blev på mange måder et foregangsprojekt for den senere jødeudryddelse. Nazisterne forsøgte at hemmeligholde drabene på de handikappede, men ikke i samme omfang som de senere jødedrab. Der gik hurtigt rygter blandt den tyske befolkning om, hvad der foregik, og det førte til betydelig modstand mod drabene. Erfaringerne fra eutanasidrabene lærte den nazistiske ledelse vigtigheden af at holde drab på civile skjult.
 
I oktober 1939 udnævnte Hitler lederen af SS, Heinrich Himmler, til "rigskommissær for styrkelse af tyskheden". Kort tid senere fik Himmler besked om, at alle tiltag mod jøderne skulle diskuteres direkte med "Føreren". Himmlers enheder skulle operere uafhængigt af hæren og stod kun til ansvar over for Himmler (og Hitler). Såkaldte Einsatz-grupper i de erobrede østområder fik instrukser om bl.a. at skyde kommunister, partisaner og jøder i parti- eller statsembeder. Himmler besøgte i juni-juli 1941 nogle af de områder, hvor massedrabene foregik. Her irettesatte han eksempelvis en Einsatz-gruppe, der havde likvideret "for få" jøder, og han gjorde opmærksom på, at "alle jøder – uden undtagelse – skal betragtes som partisanere"; de skulle med andre ord dræbes. Udførlige rapporter skulle sikre, at "Føreren" Adolf Hitler var informeret om Einsatz-gruppernes arbejde.

Hitler og optrapningen til folkedrab


Trods især Einsatz-gruppernes massakrer var det indtil efteråret 1941 klart, at en del af nazisternes "løsning" af det såkaldte "jødiske spørgsmål" bestod i deportationer – i første omgang til det besatte Polen. Den "endelige løsning" ville "Føreren" først iværksætte efter krigen. Men Englands søherredømme lod sig ikke overvinde, og de tyske fremrykninger blev sidst i 1941 stoppet af den sovjetiske hær. Deportationer af jøder til Madagaskar eller mod øst blev dermed umulige.
 
Omkring dette tidspunkt begyndte flere nazistiske ledere i de besatte østområder at eksperimentere med udstødningsgas – som nazisterne allerede tidligere havde eksperimenteret med i forbindelse med eutanasi-programmet – og med desinfektionsmidlet Zyklon B som midler til at dræbe store grupper af mennesker på en gang. Da USA 11. december 1941 var kommet med i krigen mod det nazistiske Tyskland, annoncerede Hitler dagen efter i Berlin "tilintetgørelsen" af jøderne. To dage senere videregav generalguvernøren for de besatte, men ikke annekterede dele af Polen sine oplevelser således: ”I Berlin fortalte de os: »Vi kan ikke stille noget op med dem i Ostland eller i Rigskommissariatet [Ukraine, red.], likvidér dem selv!« [...] Vi må tilintetgøre jøderne hvor vi støder på dem, og hvor det overhovedet kan lade sig gøre." I løbet af krigen blev denne politik udvidet. Tusinder og atter tusinder af jøder fra det tyskbesatte Europa blev nu deporteret til ghettoer og videre til udryddelseslejre i Polen, hvor de systematisk blev myrdet.
 

Jødernes udryddelse – folkedrabet, der aldrig skulle beskrives


Under folkedrabet forsøgte nazisterne at begrænse kendskabet til de systematiske mord på Europas jøder. Selv mellem højtstående nazister blev mordene ofte betegnet som "specialbehandling" eller "den endelige løsning", og massemord blev omskrevet til fx "udflytning" eller "omflytning". Men internt i SS talte Himmler flere gange åbent om massemordene på jøderne. I en tale i den polske by Poznan, 4. oktober 1943, roste han en snæver kreds af SS-bødler for at have medvirket i ”…udryddelsen af det jødiske folk”: ”Af jer vil de fleste vide, hvad det vil sige, at der ligger 100 lig sammen, eller at der ligger 500 eller 1000 [...] Dette er en hædersdåd i vores historie, som aldrig er nedskrevet, og som aldrig skal nedskrives.”
 
I maj 1944 sagde Hitler i en tale til en gruppe højtstående værnemagtsofficerer:
Ved at fjerne jøden, forhindrede jeg opbygningen af en revolutionær kerne eller celle i Tyskland. Selvfølgelig kunne man sige til mig: »Ja, kunne du ikke have gjort det mere enkelt – eller ikke enkelt, for alle andre måder ville have været mere komplicerede – men mere humant?« Mine herrer, officerskolleger, vi er involveret i en kamp på liv og død. Hvis vore modstandere skulle sejre i denne kamp, ville det tyske folk blive tilintetgjort.

Selv den "tyske herreraces" totale krigsnederlag fik ikke Hitler til at erkende det fejlagtige i sin racistiske verdensanskuelse. Sit "politiske testamente" dikterede han, lige inden han med sit selvmord unddrog sig sit ansvar. Testamentet sluttede således: ”Først og fremmest forpligter jeg ledelsen af nationen og dens følge til pertentlig overholdelse af racelovene og til ubarmhjertig modstand mod alle folkenes verdensforgifter, den internationale jødedom.”
 

David Irving tabte sagen

I forbindelse med den tidligere nævnte retssag stadfæstede dommeren, at professor Lipstadt med god ret kunne kalde David Irving for en Holocaust-benægter og anklage ham for at omskrive historien. Dommeren slog fast, at Irvings omgang med det historiske kildemateriale var stærkt præget af personlige ideologiske overbevisninger, og at han bevidst misfortolkede, overså, fordrejede og fejlciterede kilder, med det forsæt at fortælle den version af historien der passede ind i hans egen ideologi.
Læs mere om retssagen
 
Af Allan Borup, ph.d. og cand.mag. i Historie

Adolf Hitler, 1932.







Hitler om jøderne
Havde man ved krigsudbruddet eller under krigen udsat tolv-femten tusinde af disse hebræiske folkefordærvere for giftgas, sådan som hundredetusinder af vore allerbedste tyske arbejdere af alle sociale lag og alle erhverv blev udsat for giftgas i felten, så ville de millioner af ofre ved fronten ikke have været forgæves. Tværtimod: Tolvtusinde skurke skaffet af vejen i rette tid ville måske have reddet en million ordentlige tyskere af værdi for fremtiden.”
Kilde: Mein Kampf. Adolph Hitler, side 772, München, 1942 (første udgave: 1925 (bind 1) og 1927 (bind 2)).














Goebbels om Hitler

Goebbels skriver i sin dagbog 31. december 1941:
Hvad jøderne angår, er Hitler fast besluttet på at gøre rent bord. [...] Han profeterede til jøderne, at hvis de igen udløste en verdenskrig, ville de opleve deres egen udslettelse. [...] Dette var ikke blot tomme ord. Verdenskrigen er kommet, udryddelsen af jøderne må være den nødvendige konsekvens.”
Kilde: The Unwritten Order. Hitler’s Role in the Final Solution. Peter Longerich, side 154, Gloucestershire, 2001.






























Heinrich Himmler om jøderne

Heinrich Himmler, der som leder af SS stod direkte under Hitler, sagde følgende om "jødespørgsmålet", da han 5. maj 1944 holdt en tale for værnemagtsofficerer:
Det jødiske spørgsmål er blevet løst i selve Tyskland og generelt i de af Tyskland besatte lande. Det blev løst på en kompromisløs måde, passende til vores nations kamp på liv og død for vores blods fortsatte eksistens […] I kan måske forstå, hvor vanskeligt det var for mig at udføre disse ordrer, som jeg er blevet givet som soldat, og som jeg udførte af lydighed og af absolut overbevisning. Hvis I siger: »Vi kan forstå det, hvad mændene angår, men ikke hvad børnene angår,« så må jeg minde jer om, hvad jeg sagde i starten af denne tale. I denne konfrontation med Asien må vi vænne os til at forvise de regler, som vi er blevet vant til gennem fortidens europæiske krige, og som passer bedre til os, til glemslen. I min optik – hvad vi end måtte føle i vore hjerter – har vi tyskere ingen ret til at tillade en generation af hadfyldte hævnere, som vores børn og børnebørn ville være nødt til at håndtere, fordi vi var for svage og feje, at vokse op.”
Kilde: The Unwritten Order. Hitler’s Role in the Final Solution. Peter Longerich, side 210, Gloucestershire, 2001
.

Diskutér
  1. Diskutér Holocaust-benægteres forestillinger om Hitlers rolle i Holocaust.

  2. Diskutér, hvorfor Hitler mente, at jøderne skulle fjernes fra Tyskland?

  3. Diskutér, hvilke omstændigheder der gjorde det muligt for Hitler og andre nazister at intensivere jødeforfølgelserne?

  4. Diskutér, hvilken rolle Hitler spillede i jødeforfølgelserne – inddrag hans bog Mein Kampf.

  5. Diskutér, hvilken rolle Hitler spillede i de systematiske drab på de europæiske jøder? Var Holocaust alene Hitlers skyld? Hvorfor/hvorfor ikke?


Læs mere
  • The Unwritten Order. Hitler’s Role in the Final Solution. Peter Longerich, Gloucestershire, 2001

  • Politik der Vernichtung. Eine Gesamtdarstellung der nationalsozialistischen Judenverfolgung. Peter Longerich, München, 1998

  • Hitler, the Germans, and the Final Solution. Ian Kershaw, Yale University Press, 2009

  • Hitler: en biografi. Ian Kershaw, København, 2008 [forkortet version af Hitler: a Biography. 2. bind. New York & London, 1998/2000]

  • Telling Lies about Hitler: the Holocaust, History and the David Irving Trial. Richard J. Evans, Verso, 2002

Kildecitater fra

  • The Unwritten Order. Hitler’s Role in the Final Solution. Peter Longerich, Gloucestershire, 2001

  • Deutsche Geschichte 1933-1945. Dokumente zur Innen und Aussenpolitik. Michalka Wolfgang (udg.), Frankfurt am Main, 1993


Til top



Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk