Dette website er en del af folkedrab.dk Kontakt Hvem er vi Sitemap Lærervejledning Opgaveoversigt
Søg
Forside
Benægtelse af Holocaust Dansk Institut for Internationale Studier

Test din viden
Folkedrab
Folkedrab
Forside>Hvem benægter Holocaust?>Holocaust på anklagebænken – David Irving versus Deborah LipstadtPrint

Holocaust på anklagebænken – David Irving versus Deborah Lipstadt


Meget stod på spil, da retssagen mellem historikeren Deborah Lipstadt og Holocaust-benægteren David Irving fandt sted i Londons Højesteret i foråret 2000. Hvis Irving vandt retssagen, ville Holocaust-benægternes historiesyn få rettens ord for at være en gyldig version af historien. En vunden retssag til Deborah Lipstadt ville omvendt være en sejr for den historiske sandhed og et kæmpe nederlag til Holocaust-benægterne.


Den amerikanske professor Deborah Lipstadt skrev i 1993 bogen Denying the Holocaust – The

David Irving
Sagen kort
I 1993 udgav den amerikanske professor Deborah Lipstadt bogen Denying the Holocaust – The Growing Assault on Truth and Memory. Heri anklagede hun den engelske forfatter David Irving for at være en Holocaust-benægter, historieforfalsker og racist samt antisemit. Dette fik Irving til i 1996 at indgive et søgsmål mod Lipstadt og hendes forlag Penguin
Books for injurier.

I modsætning til Irving, som selv valgte at føre sin sag, engagerede Lipstadt Anthony Julius som sin personlige
advokat. Julius fik flere Holocaust-eksperter til at indgå i selve retssagen som ekspertvidner, herunder blandt
Growing Assault on Truth and Memory, hvor hun bl.a. omtalte englænderen David Irving som Holocaust-benægter. Irving følte sig krænket og sagsøgte derfor Lipstadt og hendes forlag Penguin Books for injurier.

Hvorfor var retssagen så vigtig?

Irving selv kaldte retssagen for Århundredets retssag. Han så retssagen som en mulighed for at fortælle ”sandheden” om Holocaust til offentligheden, og ligesom han havde håbet på, så blev retssagen fulgt af stor medieinteresse.

Netop mediedækningen var yderst problematisk: I modsætning til, hvad mange medier gav udtryk for, så handlede retssagen om, hvorvidt Lipstadt havde ret i sine påstande om Irving. Men det indtryk, der blev givet gennem medierne, var, at retssagen handlede om, hvilke versioner af historien om Holocaust, som nutiden anså for at være troværdige. Hvis Irving vandt retssagen, ville det se ud som om, at hans version af historien var lige så troværdig som andre historikeres, og at benægternes og historikernes udgaver af Holocausthistorien var to lige gyldige versioner af historien – måske skete det, måske skete det ikke. Deborah Lipstadt og Penguin Books investerede derfor meget tid og mange ressourcer i retssagen og fik støtte fra flere sider.

Hvad var retssagens kernespørgsmål?

Irving fremhævede i sit søgsmål ti passager i Lipstadts bog, som han mente, var skadelige for sin karriere som forfatter. Passagerne blev omsat til tre spørgsmål, der blev omdrejningspunktet for retssagen:
  • Er David Irving en seriøst arbejdende historiker?
  • Er David Irving racist og antisemit?
  • Er David Irving en Holocaust-benægter? 

Skulle bevise at der var gaskamre

Ved at føre sit søgsmål i England havde Irving den fordel, at det var Lipstadt og Penguin Books, der skulle bevise, at det, der var skrevet om Irving, var sandt. Det var med andre ord de sagsøgte, der havde bevisbyrden. Eksempelvis mente Irving, at han ikke kunne betegnes som Holocaust-benægter, hvis gaskamrene i Auschwitz ikke eksisterede. Det blev derfor Lipstadt og Penguin Books, som skulle bevise deres eksistens.

En retssag uden jødiske eksperter og overlevere

Lipstadts advokat indkaldte flere Holocaust-eksperter til at vidne, herunder professorerne Richard Evans og Christoffer Browning. Ud over at eksperterne havde stor viden om Holocaust, spillede det også en rolle, at de ikke var jøder. Lipstadts forsvar forsøgte på den måde at forhindre Irving i at skabe tvivl om værdien af deres vidneudsagn ved at argumentere for, at jøder har svært ved at forholde sig objektivt til 2. Verdenskrig.

Lipstadt og hendes advokat valgte desuden ikke at inddrage førstehåndsvidner, dvs. overlevende, tilskuere eller gerningsmænd. De ville nemlig hurtigt kunne fjerne fokus fra det, som sagen egentlig drejede sig om: Irving og hans arbejdsmetoder. Desuden ville selv små forglemmelser være nok til, at Irving kunne så tvivl om værdien af vidneudsagnene og rigtigheden af vidnernes oplevelser, og det ønskede Lipstadt ikke at udsætte overlevende for.

Irving: ”Hitler var uskyldig”

En af David Irvings mest omdiskuterede påstande var, at Hitler ikke stod bag udryddelsen af Europas jøder. Påstanden blev fremsat første gang af Irving i bogen Hitlers War (1977). Derfor tiltrak Hitlers rolle i Holocaust sig stor opmærksomhed i restsagen, hvor blandt andre Richard Evans systematisk gennemgik de kilder, som Irving brugte til at underbygge denne påstand.

Det kom frem, at Irving bevidst misfortolkede og fordrejede historiske kilder, så de portrætterede Hitler i et positivt lys. Det blev blandt andet gjort ved at placere citater i forkerte sammenhænge, flytte uddrag fra kilder ned som fodnote og blande referater af forskellige samtaler sammen. Ligeledes havde Irving udeladt dokumenter, som stod i modsætning til hans argumentation.    

Irving: ”Auschwitz blev ikke brugt til at gasse jøder”

Et af de centrale emner i retssagen var spørgsmålet om, hvorvidt der var gaskamre i Auschwitz. David Irving benægtede ikke, at der omkom jøder i Auschwitz, men han benægtede, at de døde ved gasning. Ifølge Irving døde de på grund af sygdomme og sult. Irvings teori var, at gaskamrene blev brugt som beskyttelsesrum for SS-soldater. Et andet af Irvings argumenter for, at kamrene ikke var gaskamre, var, at man i dag ikke kan se de induktionshuller, hvor gassen blev ført ind.

I krigens sidste dage forsøgte nazisterne at skjule deres forbrydelser ved at slette sporene. Derfor brændte de store mængder dokumenter og sprængte bl.a. gaskamrene i Auschwitz i luften. At der var gaskamre, og at der var huller, blev dog bevist ved arkæologiske undersøgelser, fotografier, plantegninger, rapporter, notater, bestillinger, afgivne vidneudsagn mv.

Dommer Charles Grays konkluderede på baggrund af det forelagte bevismateriale, at ingen objektiv historiker ville kunne tvivle på, at der var gaskamre i Auschwitz, og at de blev brugt til at dræbe hundredtusinder af jøder.        

Irving: ”Jeg er ikke en Holocaust-benægter”

Det mest centrale anklagepunkt i retssagen – både for David Irving og Deborah Lipstadt – var spørgsmålet om, hvorvidt Irving var en Holocaust-benægter. Irving selv sagde: ”Jeg er ikke en Holocaust-benægter, det ord krænker mig, men jeg er en Holocaust-analytiker”. For at kunne vurdere, hvorvidt Irving var Holocaust-benægter eller ej, var det vigtigt for Lipstadt og hendes advokat at analysere Irvings udtalelser og bøger i forhold til tre påstande, som Holocaust-benægtelse generelt indeholder:

  • Der blev ikke slået seks millioner jøder ihjel
  • Der blev ikke brugt gaskamre til drabene
  • Hitler ville ikke udrydde jøderne og vidste ikke noget om drabene

På baggrund af Irvings udtalelser og udgivelser fandt dommeren det ubestrideligt, at David Irving udviste alle tre karakteristika ved en Holocaust-benægter. 

Dommen og dens efterspil

Domsafsigelsen var et stort nederlag til Irving. Dommer Charles Gray stadfæstede, at Irvings omgang med kildemateriale var stærkt præget af personlige ideologiske overbevisninger, og at han bevidst misfortolkede og fordrejede kilder for at fortælle den version af historien, der passede ind i hans ideologiske kram. Dommeren vurderede, at Lipstadt var i sin gode ret til at kalde Irving for Holocaust-benægter, historieforfalsker, racist og antisemit.

Irving blev pålagt at betale sagsomkostningerne på omkring 2 millioner pund og er efterfølgende blevet erklæret konkurs. Han ankede dommen, men blev afvist. Efter retssagen blev Irving spurgt, om han nu ville stoppe benægtelsen af Holocaust. Til det svarede han: ”Gode gud, nej!” .

Retssagen førte også til flere bogudgivelser, ny forskning i Holocaust og ikke mindst til offentliggørelsen af et meget stort kildemateriale. Bl.a. besluttede Yad Vashem, det israelske mindecenter, at offentliggøre 55 millioner dokumenter for en gang for alle at afvise benægternes påstande. Det samme gør sig gældende med en række andre forskningsinstitutioner. Men på trods af den lette adgang til kildemateriale trives benægtelse stadig i bedste velgående – særligt på internettet. 

Skrevet af Niels Ejgil Trebbien Dybbro, cand. mag i historie og internationale udviklingsstudier og underviser, i samarbejde med DIIS, Holocaust og folkedrab. November 2010

andre Richard Evans og Christopher Browning.

Deborah Lipstadt og Penguin Books investerede mere end 25 millioner kroner i sagsforberedelsen, som varede tre et halv år. Dommer Charles Gray åbnede retssagen d. 11. januar 2000 ved Londons Højesteret, og dommen faldt d. 11. marts 2000. Deborah Lipstadt og Penguin Books vandt overbevisende. Dommeren slog fast, at Lipstadt var i sin gode ret til at kalde Irving både Holocaust-benægter, antisemit og historieforfalsker. 


Hvem er David Irving?
David Irving var i 60'erne og 70'erne kendt som en kontroversiel, men populær forfatter til flere bøger om 2. Verdenskrig. Irving er selvlært historiker. I 1980'erne blev hans syn på Holocaust og jøder gradvist mere rabiat, og det fik stor indflydelse på hans karriere. Flere bogforlag ville ikke længere udgive hans bøger, han blev nægtet indrejse til adskillige europæiske lande, han mistede adgang til vigtige arkiver og til at promovere sine bøger. Set fra Irvings side kunne et positivt resultat af retssagen forbedre hans renommé.

Irving er en af de farligste talsmænd for Holocaust-benægtelse. Når han er bekendt med historiske beviser, bøjer han dem, indtil de er i overensstemmelse med hans ideologiske overbevisninger og politiske dagsorden
Citat Deborah Lipstadt, Denying the Holocaust, s. 181.




Læs mere om Hitlers rolle i Holocaust






Citater af David Irving
100,000 jøder døde sandsynligvis i Auschwitz ... men ikke på grund af gaskamre, de døde af epidemier, Kilde: Telling Lies about Hitler, Richard Evans, s. 124.

Jeg tror ikke, at der var nogen overordnet statspolitik om at dræbe jøderne, Kilde Telling Lies about Hitler, Richard Evans, s. 135.

Øjenvidnerne i Auschwitz, som påstår, at de har set gaskamrene, er løgnere”, Kilde: Telling Lies about Hitler, Richard Evans, s. 140.
















Mediernes tvivlsomme rolle i retssagen
Medierne tegnede et noget tvetydigt billede af, hvad der var på spil i retssagen. Sagen var så kompliceret, at det ofte var et groft forsimplet billede, som blev viderebragt. Nogle medier skrev f.eks., at retssagen havde handlet om, hvorvidt Holocaust havde fundet sted. Andre skrev fejlagtigt, at det var Irving, der var blevet sagsøgt, og at dommen stred mod fri forskning og ytringsfrihed.
 
Irving forstod desuden at anvende medierne til at promovere sin egen sag. Nogle aviser viderebragte eksempelvist ukritisk Irvings påstande om, at han var ved at vinde retssagen, og at de indkaldte ekspertvidner var korrupte redskaber for en betalende jødisk lobby.

Diskuter
1. Diskuter, hvad retssagen mellem Deborah Lipstadt og David Irving betyder for Holocaust-benægtelse i dag og for fremtiden?

2. Diskuter, hvordan medierne bør agere i en retssag som denne, og hvilket ansvar de har over for de involverede parter?

3. Diskuter relevansen i at bruge så mange ressourcer på noget, der er enighed om blandt historikere.

Læs mere
David Irving. Artikel om David Irving på Holocaust.dk

Holocaust-benægtelsens grundelementer. Artikel fra Holocaust.dk, der beskriver, hvad Holocaust-benægtelse drejer sig om.

Hvilken rolle spillede Hitler i Holocaust?. Hitlers rolle i Holocaust bliver beskrevet i denne artikel på Holocaust.dk. Artiklen tager udgangspunkt i historikeren Peter Longerichs dokumentation af Hitlers rolle i det systematiske folkedrab. Peter Longerich fungerede som ekspertvidne i retssagen mellem Irving og Lipstadt.

Banal retssag kan ændre historieskrivningen, Information d. 28. januar 2000, Bente Bundgaard. Artiklen handler om, hvad der stod på spil i retssagen. 

Historiens dom over Irving, udgivet i Politiken Debat d. 15. april 2000. Artikel af tidligere direktør for Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier, Uffe Østergaard. 

Historikeren David Irving taber bagvaskelsessag, B.T. d. 11. april 2000, Ritzau. Kort artikel om udfaldet af retssagen mellem Deborah Lipstadt og David Irving.

Interview med Deborah Lipstadt United States Holocaust Memorial Museum, 2007

Telling Lies about Hitler: the Holocaust, History and the David Irving Trial. Richard J. Evans, Verso, 2002.

Løgnens veje – om benægtelse af Holocaust. Jacques Blum & Eva Bøggild, Lindhardt & Ringhof, 2002.

Denying the Holocaust: The Growing Assault on Truth and Memory. Deborah Lipstadt, Penguin, 1994.

The Holocaust on Trial. D.D. Guttenplan, Gretna Books, 2002.

Holocaust Denial on Trial. Hjemmesiden www.hdot.org er oprettet for at sætte fokus på retssagen mellem David Irving og Deborah Lipstadt. Den indeholder blandt andet domsafsigelsen og ekspertvidnernes rapporter fra retssagen.


Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk