Koncentrationslejrene (kz-lejrene)
Over en million mennesker mistede livet i koncentrationslejrene. De blev enten henrettet, udsat for smertefulde medicinske eksperimenter, arbejdet ihjel eller omkom af sult og sygdom.
Koncentrationslejrenes udvikling inden krigen
Den første koncentrationslejr var Dachau, som blev oprettet i marts 1933 og kom til at danne forbillede for de efterfølgende lejre. Formålet var fra begyndelsen at internere styrets politiske fjender og andre modstandere af nazismen. Det drejede sig primært om kommunister og socialdemokrater.
Efterhånden blev også andre grupper, som ikke passede ind i det nye Tyskland, spærret inde i kortere eller længere tid. Det gjaldt fx ”sociale afvigere”, såsom kriminelle, homoseksuelle, subsistensløse og alkoholikere. Også jøder, der vendte tilbage til Tyskland efter ophold i udlandet, kunne risikere at blive interneret, medmindre de hurtigt forlod landet igen.
Op gennem 1930’erne blev lejrsystemet udbygget med arbejdslejre, hvor man kunne udnytte de indsattes arbejdskraft til gavn for det tyske rige, bl.a. i forbindelse med offentligt byggeri og i rustningsindustrien.
I 1938 annekterede tyskerne Østrig og Sudeterlandet, (en del af Tjekkiet, hvor der boede mange tyskere). Det betød, at man også internerede personer herfra, både politiske modstandere og jøder. De sidste med den besked, at de kunne blive løsladt mod at forlade tysk område. Det samme gjaldt de 25.-30.000 jøder, der efter Krystalnatten i 1938 blev sendt i koncentrationslejr. De fleste blev løsladt igen med ordre til at forsvinde ud af landet. Fra 1938 begyndte man også at anbringe sigøjnere i lejre, og her var specielt de omrejsende sigøjnere udsatte. Ved 2. Verdenskrigs begyndelse var antallet af indsatte fanger i koncentrationslejrene omkring 25.000.
Krigen fører til flere lejre og flere fanger
Krigen førte til en voldsom stigning i antallet af lejre og indsatte. Samtidig blev der flere typer lejre, som fik hver deres kendemærke. Der var udryddelseslejrene for de polske jøder, der var de lejre, som fungerede som henrettelsespladser, arbejdslejre med udekommandoer i stenbruddene, på fabrikker og i landbruget. Dertil kom gennemgangslejre og straffelejre for udenlandsk arbejdskraft, for russere og for polakker. Den største lejr var Auschwitz i den sydvestlige del af Polen, som bestod af et netværk af flere lejre. Auschwitz var både KZ- og udryddelseslejr.
Hverdag i lejrene
Ydmygelser, brutalitet og drab var daglige foreteelser i koncentrationslejrene. Overtrædelse af reglerne blev straffet med stokkeslag eller i værste fald offentlig hængning. Dagen startede og sluttede med appeller, hvor fangerne i timevis stod opstillet i kulde eller hede, og ind i mellem var der så en 11 timers hård og udmattende arbejdsdag i eller uden for lejren. Dødstallene var astronomiske. De forfærdelige indkvarteringsforhold i overbefolkede barakker, den dårlige hygiejne, kulde, sult-rationerne og epidemier krævede dagligt sine ofre. I koncentrationslejren Dachau steg dødeligheden i de første krigsår fra 4 % til 36 %.
Medicinske forsøg
I flere af lejrene udførtes pinefulde medicinske eksperimenter og efterfølgende drab på fangerne af læger, som her for første gang fik ukontrolleret adgang til at udføre forsøg på levende mænd, kvinder og børn. Eksperimenterne omfattede operationer uden bedøvelse, smertefulde sterilisationer og bestråling af kønsorganer. Desuden blev fangerne påført dødelige sygdomme, for at man kunne teste virkningerne af ny og uprøvet medicin.
Fangerne anvendt i krigsindustrien
Fra 1942 blev fangerne målrettet anvendt i den tyske krigsindustri. SS stod for opbygningen af store industrikomplekser i forbindelse med lejrene, som udelukkende bemandedes af slavearbejdere fra lejrene. Desuden blev der åbnet op for, at private virksomheder kunne rekruttere billig arbejdskraft.
Her kan bl.a. nævnes I.G. Farbens store olie- og gummifabrik i Auschwitz. Arbejdet her kostede 25.000 fanger livet.
Afslutningen
I de sidste krigsår steg antallet af indsatte i koncentrationslejrene fra 524.000 i august 1944 til 714.000 i begyndelsen af 1945. Da de sovjetiske styrker i slutningen af 1944 iværksatte den store offensiv mod vest, begyndte SS at tømme lejrene, og fangerne blev tvunget ud på de såkaldte dødsmarcher mod andre lejre i det centrale Tyskland. Mange døde af udmattelse og kulde, mens de, der nåede frem til nye lejre, blev ofre for sult og sygdom under de forfærdelige forhold, der herskede i de tilbageværende lejre, der var fyldt til randen. Mauthausen i Østrig var den sidste koncentrationslejr, der blev befriet af de allierede. Det skete den 5. maj 1945.