Undervisningsbog: "Efter folkedrab"
“Efter folkedrab” diskuterer de spørgsmål, der rejses, når en uhyrlig fortid skal bearbejdes. Bogens kapitler behandler temaet ud fra ét fagspecifikt perspektiv og giver elever og lærere et grundlag for diskussion af to udvalgte problemstillinger. Bogen suppleres af kilder og kommenteret bibliografier.
"Efter folkedrab" (2007) er målrettet undervisningen på de gymnasiale uddannelser og kan bruges direkte i undervisningen eller til inspiration for lærere, der ønsker at tilrettelægge et forløb om emnet. Samtidig er bogen oplagt til brug i almen studieforberedelse og kan danne grundlag for et AT-forløb om temaet ”efter folkedrab” med fag inden for humaniora, samfundsvidenskab og naturvidenskab – alt efter skolens udbud og ønsker.
Bogens opbygning
Bogen har en udførlig introduktion, der skitserer tankerne med bogen og dens brug i undervisning samt indfører læreren/eleven i temaet ”efter folkedrab” (de to kapitler kan læses her på siden. Se "læs mere" boksen). Derudover har bogen ti kapitler, der dækker ti forskellige fag inden for den gymnasiale struktur. Hvert kapitel er inddelt i tre afsnit. Først en kort introduktion til den vifte af spørgsmål, der kan rejses i det pågældende fag i forbindelse med temaet ”efter folkedrab” efterfulgt af en dybdegående diskussion af to centrale problemstillinger.
Kilder og kommenterede bibliografier
Til hvert af bogens kapitler findes der to kildetekster samt en kommenteret bibliografi. Alle kilderne er oversat til dansk og illustrerer de problemstillinger, der er beskrevet i kapitlerne. Kilderne er udvalgt ud fra det kriterium, at de er engagerende og fremlægger et særligt synspunkt. Kilderne kan fx bruges til at igangsætte en diskussion i klassen eller en diskussion om kapitlet. De kommenterede bibliografier giver et overblik over relevant dansk og fremmedsproget materiale.
For spørgsmål om bogen skriv venligst til folkedrab@diis.dk
DIIS siger tak til alle, der har givet feedback på bogen. Vi er forsat meget interesseret i at høre fra lærere og elever om bogens og kildernes anvendelighed i undervisningen.
1. oplag er udgivet med støtte fra Undervisningsministeriets tips- og lottomidler og Højgaard & Schultz' fond for tidligere tvangsarbejdere.
2. oplag er udgivet med støtte fra Augustinus fonden.