Temaer
Personlig erindring, overført traume, provokation, satire, humor, identitet, familiehistorie, memorabilia versus kunst, brug af autentiske genstande og dokumenter.
Om Cohens værk
Inscribed in the Book of Life (Indskrevet i Livets Bog) er en stor samling historiske nazi-dokumenter og andre memorabilia fra 2. Verdenskrig. Cohen har samlet arbejdsbøger, pas og militære ID-kort med originale stempler, klistermærker og fotos. Sølvringe, emblemer med hagekors, armbind, medaljer og et vækkeur med Hitler på er også del af værket. Disse forskellige memorabilier har Cohen fundet på loppemarkeder og i diverse små butikker. Til dokumenterne har han tilføjet ældre fotos af sin egen familie, talebobler med satiriske udsagn, victorianske glansbilleder og pornografiske postkort, som han limer ovenpå tingene eller tilføjer på anden vis.
Værket består derudover af en række andre marskandiserfund, som fx små legesoldater, porcelænsdukker og jødiske genstande i miniformat som en torah-rulle eller lysestager, der vises sammen med de modificerede nazi-dokumenter. Værket er påbegyndt i 2010, og Cohen er stadig i gang med at samle flere ting ind til værket - han siger selv, at han ikke kan lade være. Titlen Inscribed in the Book of Life er en reference til jødernes forestilling om Livets Bog, som hvert år åbnes under de jødiske helligdage. Under disse dage registreres folks gode og retfærdige gerninger i bogen. De, som har syndet, får med disse dage mulighed for sjæleransagelse og forsoning, inden bogen lukkes igen.
Artiklen er skrevet af Natalia Gutman, mag.art. i kunsthistorie og kurator bag udstillingen Sort Mælk - Holocaust i ny kunst i samarbejde med DIIS, august 2014. Artiklen er del af undervisningsmaterialet "Sort Mælk - Holocaust i ny kunst”.
- Hvorfor tror du, at Cohen har behov for at finde og vise dokumenter og genstande forbundet med Holocaust?
- Hvilken effekt har det, at Cohen bruger autentiske memorabilier i et kunstværk?
- Er det upassende at sætte satiriske og pornografiske billeder i forbindelse med Holocaust, hvorfor/hvorfor ikke?
- Hvorfor tror du, at Cohen bruger sin egen familie og sig selv i sin kunst?
- Er det okay at bruge satire i forbindelse med et kunstværk om Holocaust, hvorfor/hvorfor ikke?
- Er der grænser for, hvornår man må bruge humor?