Ungtyrkerne - fra reformer til racisme
Bare syv år før det armenske folkedrabs begyndelse i 1915 var mange armeniere optimistiske omkring deres fremtid i Osmannerriget: I 1908 blev den tyranniske og armenierfjendtlige sultan Abdul Hamid II afsat. Der blev indført en ny forfatning, der skulle give armenierne og andre indfødte mindretal flere frihedsrettigheder. Men det ungtyrkiske parti, der stod bag reformerne, blev snart radikaliseret og løb fra de løfter, de havde givet. Det skyldtes opløsning i Osmannerriget, krig og modstand i flertalsbefolkningen mod den nye forfatning. Reformatorerne blev til folkedrabets bagmænd.
© Unknown author, Public domain, via Wikimedia Commons
En moderne politisk bevægelse ser dagens lys
Osmannerrigets sultan, Abdul Hamid II, forsøgte med vold og undertrykkelse at forhindre demokratiske reformer og større frihed for etniske og religiøse mindretal gennem sin regeringstid (1876-1909). Utilfredsheden i befolkningen voksede sig efterhånden så stor, at den også bredte sig til tyrkerne, rigets største etnisk-religiøse gruppe. Specielt veluddannede tyrkere var inspirerede af de ideer om frihed, demokrati og moderne videnskab, der havde forandret store dele af Europa.
De tyrkere begyndte i 1889 at arbejde for politiske og økonomiske reformer af Osmannerriget, og grundlagde partiet ’Komiteen for Enhed og Fremskridt’, også kaldet ungtyrkerne. I begyndelsen var det en bred politisk bevægelse, hvor man kunne finde både tyrkiske, kurdiske, græske, jødiske og armenske medlemmer. De havde som samlende målsætning at reformere samfundet til at blive mere moderne og demokratisk.
Reformer, demokratisering og optimisme i Osmannerriget
I 1908 lykkedes det ungtyrkerne ved en fredelig revolution at tvinge sultanen til at afgive det meste af sin magt og indføre demokratiske reformer. Det ungtyrkiske parti var fra starten præget af splittelse mellem to fraktioner: En liberal fraktion, der ønskede mere magt til folket og lige rettigheder for rigets religiøse og etniske grupper. Og en nationalistisk fraktion, der ønskede tyrkisk-muslimsk dominans og central styring af riget.
Ungtyrkernes magtovertagelse var i begyndelsen populær hos mange i Osmannerriget, også blandt armenierne. De blev lovet mere frihed og større selvbestemmelse, og ungtyrkerne talte for at fremme broderskab mellem de forskellige religiøse grupper, hvoraf muslimer og kristne var de største. For armenierne betød forfatningen, at de på papiret blev betragtet som ligeværdige borgere. De fik på linje med tyrkerne valgret, skulle ikke længere betale mere i skat end rigets tyrkiske indbyggere, og skulle som alle andre borgere være værnepligtige i hæren.
Krigene på Balkan 1912-1913
Tiden op til 1. Verdenskrig var præget af oprør i de områder, som Osmannerriget havde erobret igennem flere århundreder, fra Yemen i syd til Balkan i nord. I oktober 1912 begyndte et oprør i den osmanniske provins Montenegro. Det skabte en kædereaktion af uafhængighedskrige på Balkan. Osmannerriget erklærede Serbien og Bulgarien krig, mens Grækenland erklærede osmannerne krig. På kun tre uger havde den osmanniske hær lidt nederlag.
Ved en efterfølgende fredskonference i London i 1912 nægtede osmannerne at opfylde fredsaftalens betingelser om at forlade Balkan. Krigen blussede op igen og endte i endnu et nederlag til Osmannerriget, der herefter måtte indse, at næsten hele Balkan var tabt.
Osmannerriget mistede hermed 70 % af sin europæiske befolkning og 85 % af sit europæiske territorium.
De provinser på Balkan og i Grækenland, der kæmpede for uafhængighed i disse krige, havde generelt et flertal af kristne. Blandt tyrkere skabte dette øget mistro til armenierne, der også var kristne. Man mente, at armenierne nok også snart ville kræve selvstændighed fra Osmannerriget, der var ledet af muslimske tyrkere.
Splittelse blandt ungtyrkerne – Nationalisterne får magten
Optimismen i de glade revolutionsdage blev dog hurtigt afløst af utilfredshed og vold, da grupper af tyrkere, der var utilfredse med de nye reformer, iværksatte en modrevolution i hovedstaden Konstantinopel (i dag Istanbul). Opstanden spredte sig til flere byer og kulminerede med massakren på titusindvis af armeniere omkring byen Adana i 1909, fordi armenierne typisk blev beskyldt for at være skyld i rigets problemer, samtidigt med at de åbent havde støttet den nye forfatning i 1908.
Den voldelige modrevolution førte til et magtskifte i det ungtyrkiske parti. Mange ungtyrkere tolkede modrevolutionen og opstandene rundt om i riget som et tegn på, at den nye forfatning og de nyvundne frihedsrettigheder havde været et politisk fejltrin. Det betød, at den nationalistiske fraktion af det ungtyrkiske parti fik langt større indflydelse.
I perioden fra 1908 og til begyndelsen af 1. Verdenskrig i 1914 forandrede ungtyrkernes holdning sig radikalt, blandt andet fordi Osmannerriget tabte Balkan-krigene. Krigene medførte, at hundredetusinde muslimer blev fordrevet fra deres hjem på Balkan og måtte leve som flygtninge i andre dele af riget. Fra at ville skabe en stat med mere frihed for de mange mindretal, blev partiet mere og mere præget af nationalistiske ideer.
De radikale ungtyrkere mente ikke længere, at et multietnisk osmannisk rige var muligt: Riget var begyndt at smuldre og falde fra hinanden under pres fra de europæiske stormagter og nationale løsrivelsesbevægelser. De nationalistiske ungtyrkere så derfor Osmannerriget som truet fra alle sider og mente, at man kun kunne sikre rigets overlevelse ved at stå sammen. Det, som de radikale ungtyrkere mente, ville skabe det nødvendige sammenhold, var en aggressiv nationalistisk ’tyrkisme’. De ville have et Tyrkiet for tyrkerne, som det hed.
Tyrkisme – en del af folkedrabets ideologi
Tyrkismen var en nationalromantisk og nationalistisk ideologi, hvis kerne var, at for at redde det tyrkiske folk, sprog, religion og kultur fra undergang i det smuldrende Osmannerrige, skulle man genskabe en tyrkisk guldalder og oprette et storrige af alle folkeslag med tyrkisk sprog- eller kulturarv. Dette mytiske storrige, som man kaldte Turan, skulle strække sig fra det tyrkiske kerneland Anatolien og hele vejen til Sibirien, der også dengang var en del af Rusland.
Med tankerne om fællesskab mellem alle de tyrkiske folkeslag og ideen om tyrkisk sprog, kultur og histories overlegenhed tog tyrkismen stærk afstand til almindelige multikulturelle tankegang i Osmannerriget: Ifølge ungtyrkerne kunne forskellige etniske og religiøse grupper ikke leve side om side.
Den 23. oktober 1913 gennemførte ungtyrkernes nationalistiske fraktion et militærkup, der bragte det ungtyrkiske triumvirat, også kaldet ’De tre Pashaer’ til magten. Triumviratet bestod af Mehmet Talat Pasha (indenrigsminister og leder af triumviratet), Ismail Enver Pasha (krigsminister) og Ahmed Djemal Pasha (flådeminister). De tre pashaer var nu rigets mest magtfulde mænd, der til sammen kontrollerede hæren, politiet og flåden.
Læs mere om det ungtyrkiske triumvirat
Den liberale fraktion af ungtyrkerne blev sendt i eksil, forfatningens frihedsrettigheder blev stærkt indskrænket, og det osmanniske rige var herefter et reelt militærdiktatur fra 1913 til 1918, hvor 1. Verdenskrig sluttede.
Hermed var det politiske grundlag for det armenske folkedrab lagt.
Af Matthias Bjørnlund, historiker. Senest opdateret i 2024.
