Holocaust-benægtelsens grundelementer

Holocaust-benægtere argumenterer for, at nazisternes mord på omkring seks millioner europæiske jøder under 2. Verdenskrig helt eller delvist ikke har fundet sted.

Tre overordnede benægterpåstande

Benægtelsen koncentrerer sig om en afvisning af tre kerneelementer i Holocaust:

• Nazisterne dræbte omkring seks millioner jøder.
• Drabene skete bl.a. ved brug af gaskamre.
• Drabene blev udført systematisk og med forsæt.

Benægterne bygger deres argumentation op omkring tre modsatrettede grundsætninger:

• Tallet seks millioner er stærkt overdrevet: Der døde ikke seks millioner jøder – og det var jødernes egen skyld, at de blev forfulgt.
• Der blev ikke anvendt gaskamre til drab på jøder.
• Hitler beordrede ikke jødeudryddelserne, som derfor ikke var officiel politik. Jøderne blev bare deporteret "østpå".

Antallet: Døde der virkelig seks millioner?

En af Holocaust-benægternes mest hårdnakkede påstande er, at antallet på seks millioner jødiske ofre er alt for højt. Det er forskelligt, hvor mange jødiske ofre de enkelte benægtere angiver i stedet – oftest afviser de blot eksisterende forskning – men tallet svinger fra et par hundrede tusinde og helt op til fire millioner.

Det er ikke muligt at finde frem til det helt nøjagtige antal omkomne jøder eller navnene på alle ofrene. Det ser Holocaust-benægterne som et bevis på, at antallet af ofre er overdrevet. I de sidste 40 år er forskellige forskere ved forskellige metoder kommet frem til, at antallet af ofre rangerer i størrelsesordnen fem en halv til seks millioner. Benægterne noterer sig, at der findes forskellige resultater og konkluderer på baggrund heraf, at det anslåede antal derfor er opspind.

Afvisningen af vidneudsagn og beviser

Ifølge benægterne kan man ikke have tiltro til et eneste af de vidneudsagn, der støtter eksistensen af Holocaust. Vidneudsagnene, særligt de jødiske, er utroværdige og uden betydning i forhold til dokumenter. Gerningsmænds beretninger og tilståelser bliver afvist som falsknerier, alle fremtvunget under tortur eller afgivet i håb om lavere straffe. Den store mængde dokumenter, som støtter eksistensen af Holocaust, bliver afvist som falsknerier eller som politisk farvede.

Jøderne gemmer sig

Spørger man benægterne, hvad der så skete med de seks millioner jøder, der forsvandt under 2. Verdenskrig, lyder svaret, at befolkningsstatistikkerne, der er opgjort før krigen, er forkerte. Og da antallet af jøder før krigen er mindre end opgjort, ser det ud, som om der "mangler" omkring seks millioner, men det gør der ikke. En yderligere benægterforklaring er, at jøderne rejste til Israel, Sibirien, USA osv., hvor de i dag holder sig skjult.

Jøderne var "almindelige" krigsofre

Når benægterne bliver konfronteret med kildemateriale og vidneudsagn, som vidner om massedrab, sult, kulde, tilfældig vold, brutalitet og skyderier, forklarer de rædslerne med, at al krig er brutal og umenneskelig. De mener, at nazisterne ikke var forskellige fra andre, der var i krig, og påpeger, at de allierede også begik krigsforbrydelser. Desuden opførte jøderne sig fjendtligt over for tyskerne, hjalp partisanerne og skød på de tyske tropper, så det var nødvendigt at uskadeliggøre dem som enhver anden fjende.

En anden benægterpåstand er, at de jøder, der var i ghettoer og lejre, bare døde på grund af sygdomme. Det var derfor nødvendigt at anbringe dem i lejre og brænde deres lig, fordi de ellers smittede de tyske soldater.

Ingen henrettelser i gaskamre

Holocaust-benægterne afviser eksistensen af gaskamre. Konfronteret med det faktum, at der findes tegninger af gaskamre, vidneudsagn, tilståelser, bestillinger af fx gasarten Zyklon B og gastætte døre mv., siger benægterne, at kamrene eksisterede, men blot ikke blev brugt til henrettelser, men derimod til aflusning af de indsattes tæpper og tøj.

Benægterne mener, at man ikke kan stole på vidneudsagnene, og gaskamrenes henrettelsesfunktion bliver også afvist med, at man i dag ikke kan se de huller i tagene på gaskamrene, som gassen blev ført ind ad. Det hænger bl.a. sammen med, at mange gaskamre i krigens sidste dage blev bombet, restaureret, brugt til andre ting eller forfaldt, hvorfor det har været svært ”at genfinde hullerne”. Hullerne er dog siden blevet endegyldigt lokaliseret. 

Hitler ville ikke udrydde jøder, og han vidste ikke, hvad der foregik

Den sidste grundpille i benægtelsen er postulatet om, at "føreren" Adolf Hitler aldrig havde til hensigt at udrydde jøderne, og at han ikke vidste noget om de uhyggelige ting, der foregik i udryddelses- og koncentrationslejrene. Intentionen med jøderne var blot den, at de skulle bosættes et andet sted end i de europæiske lande, men altså ikke slås ihjel. Benægterne mener, at de "enkelte" forbrydelser, der muligvis blev begået mod jøderne, ikke var officiel nazistisk politik og i stedet må tilskrives enkelte vildfarne individer, der handlede på egen hånd.

Selvom Tyskland i dag åbent tilkendegiver, at det uden tvivl var Hitlers og nazismens mål at udrydde jøderne, og at beviserne for Holocaust er klare, så mener benægterne, at Tyskland vælger at lyve, fordi man gerne vil være en del af  "de demokratiske nationer" – og dette ville ikke være muligt, hvis man stillede spørgsmålstegn ved nazismen og Hitlers ondskab.

DIIS – januar 2010