Partiet

Dannelsen af Sovjetunionens Kommunistiske Parti

Sovjetunionens Kommunistiske Parti var resultatet af mange års interne stridigheder i det russiske socialdemokrati.

Vladimir Lenin havde været medlem af socialdemokratiet næsten siden dannelsen i 1898 og havde i årene omkring århundredeskiftet dannet sin egen fortolkning af Marx’ teorier. Ikke alle socialister var enige i disse fortolkninger, og i 1903 førte det til en opsplitning af socialdemokratiet i to fløje; "Bolsjevikkerne", der betyder flertallet (og som Lenin tilhørte), og "Mensjevikkerne", der betyder mindretallet. 

De to fløje var uenige om, hvordan den socialistiske revolution skulle udformes og hvordan et polisk parti skulle opbygges. Mensjevikkerne ønskede et arbejderparti efter vestligt forbillede, hvor alle i princippet kunne blive medlemmer. Når tiden og arbejderne var modne til det, ville revolutionen komme af sig selv, mente de, sådan som Marx havde forudset det. Bolsjevikkerne mente derimod, at partiet skulle lede en hurtig og voldelig revolution. Det betød, at kun de, der havde politisk indsigt og forståelse for revolutionen, kunne blive medlemmer af partiet. Det skulle altså være et lille eksklusivt eliteparti.

I magtkampen efter den russiske revolution i 1917 løb Lenins bolsjevikker af med sejren, og i 1918 brød bolsjevikkerne med socialdemokratiet og dannede det russiske kommunistparti, som i 1924 skiftede navn til "Sovjetunionens Kommunistiske Parti". 

Læs mere om den kommunistiske ideologi

Partiets opbygning

Sovjetunionens Kommunistiske Parti var ikke et politisk parti i vestlig demokratisk forstand, men en strengt hierarkisk opbygget organisation. Partiet var opbygget med fem niveauer inddelt i centrale og lokale organer. De centrale organers myndighedsområde dækkede hele landet, mens de lokale organer varetog lokalområderne. 

Partiet fungerede efter princippet om demokratisk centralisme. Det vil sige, at det øverste niveaus beslutninger skulle respekteres og efterfølges på de underliggende niveauer, og at mindretallet skulle underordne sig flertallet. Partiets øverste ledelse kunne derfor til enhver tid træffe beslutninger, der var bindende for de underliggende partiorganer.

Centrale partiorganer

De centrale partiorganer udgjorde toppen af partiet og bestod af Partikongressen, Centralkomiteen, Politbureauet, Organisationsbureauet og Sekretariatet. Partikongressen udpegede Centralkomiteen, som så udpegede Politbureauet og Sekretariatet. 

Partikongressen var formelt partiets øverste organ og bestod af flere tusinde delegerede, der blev valgt af de lavere partiorganer. Dens primære funktion var at fastlægge de politiske og økonomiske retningslinier for fremtiden. Kongressen samledes hvert femte år i cirka en uge, men under Stalin var der mellem den 18. partikongres i 1939 og den 19. partikongres i 1952 en periode på 13 år uden partikongresser. Det skyldtes formentlig Stalins stigende magt til enerådigt at træffe politiske beslutninger.  

Niveauet under Partikongressen var Centralkomiteen, som ledede partiet i perioderne mellem kongresserne. Centralkomiteen samledes som regel et par gange om året, men den kunne indkaldes oftere, hvis aktuelle spørgsmål skulle drøftes. Komiteen havde cirka 300 medlemmer. Dertil kom 150 kandidatmedlemmer, som stod til at blive valgt som medlemmer af Centralkomiteen. Valg af medlemmer skete ved, at kongressen enstemmigt vedtog en liste med navne, som på forhånd var udarbejdet af den øverste partiledelse, og der var således ikke tale om et reelt valg.

Under Centralkomiteen var Politbureauet, der var det vigtigste beslutningstagende organ, og som varetog ledelsen af partiet mellem Centralkomiteens møder. Det bestod af en generalsekretær, cirka 12 medlemmer og omkring halvt så mange kandidatmedlemmer, som mødtes mindst en gang om ugen og traf de afgørende beslutninger i alle væsentlige indenrigs- og udenrigspolitiske spørgsmål. Det var her, magten inden for partiet reelt lå, og i kraft af sin position som generalsekretær havde Stalin den fulde magt i partiet.

Organisationsbureauet var hierarkisk placeret under Politbureauet og var den instans inden for partiet, som sørgede for at få de rette folk placeret de rette steder eller, som Lenin udtrykte det, at fordele partiets ”styrker”.

Sekretariatet varetog den daglige administration af partiet, og det var blandt andet sekretariatets opgave at forberede sager til beslutning i Politbureauet og kontrollere, at beslutningerne blev ført ud i livet. Arbejdet blev ledet af generalsekretæren og et antal sekretærer, som hver havde et eller flere ansvarsområder.

Lokale partiorganer

De partiorganer, der udgjorde niveauerne under Politbureau, Organisationsbureau og Sekretariat i partihierarkiet, blev betegnet som de lokale partiorganer. Det laveste niveau, kaldet primærorganisationerne, fandtes på arbejdspladserne. De øvrige lokale niveauer fulgte Sovjetunionens opdeling i distrikter, regioner og republikker.

Unionsrepublikkerne, med undtagelse af den russiske republik, havde hver deres partiorganisation, som var opbygget på samme måde som det centrale partiorgan med Kongres, Centralkomite, Bureau og Sekretariat. Reelt var de dog underafdelinger af Sovjetunionens Kommunistiske Parti, som kontrollerede republikpartierne gennem repræsentanter i de forskellige lokale organer.

Den samme opbygning med en selvstændig partiorganisation fandtes i regionerne, svarende til de danske regioner, og distrikterne, der kan sammenlignes med danske kommuner. Den laveste organisation i partiets opbygning var primærorganisationerne, eller particellerne, som blev oprettet på alle arbejdspladser med mere end tre partimedlemmer.

Kommunistpartiet var organiseret, så det havde en altomfattende indflydelse på samfundet. Partiet havde via det omfattende system af sekretariater stor indflydelse på statsapparatet, og da det ofte var de samme personer, der sad på topposterne begge steder, udviklede parti og stat sig under Stalin til at være to sider af samme sag.

Læs mere om den sovjetiske statsopbygning

Nomenklaturasystemet sikrede magten

Et vigtigt styringsredskab for partiet var nomenklaturasystemet, der gjorde staten og partiet i stand til at kontrollere, hvem der bestred alle vigtige poster i samfundet. Betegnelsen dækkede over en fortegnelse over dels de ledende stillinger i samfundet, dels de personer, der mentes at være egnet til at beklæde disse stillinger. Typiske nomenklaturastillinger var direktører, ledere af forskningsinstitutter, redaktører af tidsskrifter og lignende, og det var partiet, der bestemte, hvem der skulle have disse stillinger. 

Stalins udnyttelse af partiapparatet

Stalin forstod til fulde at udnytte den indflydelse, som partisystemets opbygning gav mulighed for. Og reelt var det Stalin selv, der udnævnte og afsatte, forfremmede og degraderede samt forflyttede og forviste folk overalt i partiapparatet. 

Som medlem i de tre øverste instanser af partiet, Politbureauet, Organisationsbureauet og Sekretariatet, havde Stalin ubegrænset magt inden for partiet. I Politbureauet var han med til at træffe de store beslutninger, i Organisationsbureauet havde han mulighed for administrativt at få dem realiseret, og i Sekretariatet støbte han fundamentet for beslutningerne i Politbureauet (det var blandt andet Sekretariatets opgave at formulere dagsordenen for Politbureauets møder). Som generalsekretær var det Stalin, der skulle sikre, at beslutninger truffet på Politbureauets møder senere fik opbakning på partikongresserne, og at de rette folk blev valgt til partiets ledende organer. Medlemmerne på Partikongresserne var mere eller mindre håndplukkede af Stalin og var dermed også afhængige af ham. Han var derfor sikker på deres loyalitet og sikrede dermed sin egen overlevelse, idet Partikongressen valgte Centralkomiteen som valgte Politbureauet, Organisationsbureauet og Sekretariatet.

Stalins hemmelige magtbase

Ud over den officielle magtstruktur, opererede Stalin med en hemmelig afdeling inden for partiet, som af nogle forskere betegnes som Stalins egentlige magtbase. Denne hemmelige afdeling arbejdede tæt sammen med Stalins personlige sekretariat, og meget tyder på, at langt de fleste vigtige sager inden for partiapparatet reelt blev afgjort her, inden de kom til behandling i de officielle beslutningsorganer. Derudover varetog den hemmelige afdeling i tæt samarbejde med det hemmelige politi blandt andet kontrollen med den omfattende hemmelige kommunikation, der foregik i partiet. Den hemmelige kommunikation skulle sørge for, at Stalin og hans inderkreds havde adgang til alle informationer om alting, mens politikere og embedsmænd kun skulle havde den information, der var strengt nødvendig for at de kunne udføre deres job.