Et lys i mørket
Når mennesker og grupper vælger at gå imod et morderisk styre, bliver det ofte omtalt som et lys i folkedrabets mørke. Men hvad vil det egentlig sige?
Viden om folkedrab er deprimerende. Ikke mindst fordi fænomenet som regel vidner om, hvor mange mennesker, der vil forholde sig passivt – af ligegyldighed, fejhed, opportunisme, frygt eller i reel magtesløshed - til andre menneskers forbrydelser og lidelser. Hvert eneste folkedrab rummer imidlertid også eksempler på personer og organisationer, der valgte at trodse udryddelsespolitikken og som forsøgte at hjælpe eller redde de forfulgte. På baggrund af det store flertals passivitet omtales eksempler på hjælp og redning ofte som ”lys i mørket”.
Filosoffen Hannah Arendt, der som jøde måtte flygte til USA under Holocaust, har f.eks. skrevet om det ”usikre, flakkende og ofte svage lys som nogle mænd og kvinder under næsten alle omstændigheder vil tænde” (Men in Dark Times, 1968:ix). Hvis de alt for mange eksempler på passivitet har givet anledning til tvivl om, hvor menneskeligt mennesket egentlig er, så er det hjælpernes ekstraordinære eksempler, der for mange har givet håb om, at idéen om menneskets valgfrihed og værdighed kan bevares. I et efterskrift til en ældre dansk bog om redningen af de danske jøder i oktober 1943 (Aage Bertelsens Oktober 43: Oplevelser og Tilstande under Jødeforfølgelsen i Danmark fra 1952) skrev Schalom Asch f.eks.:
”På den syndflod af blod og had, som Hitler slap løs over verden, sejlede en lille ark, der bjærgede jøderne og de kristnes fællesarv i havn: det menneskesyn, som hviler på det dobbelte kærlighedsbud, kærlighed til Gud og kærlighed til næsten. Det hitlerske dæmoni prøvede at få arken til at kæntre og gå under i hadets bølger. Men den dyrebare last blev reddet i land af nogle få heroiske idealister. Og vor opgave er nu at sætte den næstekærlighed der overlevede ødelæggelse, i frihed, at sprede den over jorden.” (Side 151-152).
Hvis man skal forstå den moralsk-opbyggelige betydning, som folk har givet hjælperne og redningseksemplerne, så må man først forstå, at folkedrabenes ekstreme ondskab og lidelse kan true med at underminere deres vidners tillid til verden og menneskene. Det er i denne sammenhæng ikke mindst erindringen om eller konfrontationen med de fleste tilskueres passivitet, der kan nedbryde troen på vores mulighed for ”det gode”. Men her er det altså, at eksemplerne på redning og hjælp kommer til at spille en rolle. Samme Asch, som blev citeret ovenfor, skriver f.eks., at det er
”af største betydning både for os selv og vore efterkommere, at vi ikke alene optegner og videregiver de mange vidnesbyrd om vor fornedrelse, men også de eksempler på menneskeligt storsind, som vi husker fra den onde tid – at vi overgiver de heltebedrifter, som blev øvet af kærlighed og ikke af had, for at bevare og ikke for at nedbryde, til kommende slægter, side om side med ugerningerne”
Arbejdsspørgsmål
Der følger en række problemer eller spørgsmål med den moralsk-eksistentielt opbyggelige brug af eksemplerne på indsats og hjælp, som vi her skal se nærmere på:
- For det første kan den opbyggelige brug af de gode eksempler medføre en forventning om, at de virkelige mennesker, som gav hjælpen, gjorde deres indsats ud fra de fineste moralske motiver – af kærlighed, barmhjertighed, i menneskeligt storsind osv. Det gjorde en del selvfølgelig, men der var også nogle som deltog i redningsarbejdet af eventyrlyst, for profit mv. Heroiseringen og idealiseringen af hjælperne tjener ikke til, at vi forstår, hvorfor personer vælger at hjælpe folk i nød. Overvej, hvad hjælpernes motiver for at hjælpe kan betyde for vurderingen af deres handlingers prisværdighed; er motivet f.eks. helt underordnet for vurderingen af handlingens betydning, når der er tale om redning af liv?
- For det andet kan man spørge, hvor meget vægt eller opbyggelig betydning man kan tillægge de ekstraordinære eksempler på hjælp. Når hovedparten af tilskuerne forblev passive og på alle mulige måder undlod at gøre en indsats; er det så ”nok” at vide, at nogle ikke vil forblive passive; nok til at gøre verden ”beboelig” som Hannah Arendt formulerede det? Viser det, at nogle hjalp f.eks., at vi altid har et valg mellem at gøre en indsats eller se passivt til?
- Kan de gode eksempler bruges til at genopbygge ofrenes tillid til andre mennesker? Spørgsmålet om, hvilken rolle eksempler på modstand og hjælp kan spille for erindringen og bearbejdningen af ”mørke tider” i en nations, et kontinents eller verdens historie rejses selvfølgelig ikke alene som et etisk-eksistentielt spørgsmål for den enkelte. Der er en hel række forskellige konkrete sammenhænge, hvor samfund skal beslutte, hvordan massive og chokerende uhyrligheder skal erindres, repræsenteres eller bearbejdes. Her bliver spørgsmålet om fokuseringen på de gode eksempler aktuelt.
Således har lederen for en gruppe bosniere, som nogle år har søgt at etablere en national sandheds- og forsonings-kommission, Jakob Finci, argumenteret for, at en sådan kommission ikke alene skulle lade borgerne fortælle og høre om de begåede forbrydelser, men også "historier om mod og menneskelighed” på tværs af etniske grupper:
Måske kan fokuseringen på dem, der hjalp, bidrage til at nedbryde dæmoniseringen af ”de andre”, måske kan den bidrage til at vende op og ned på gængse forestillinger om, hvem der er helte, og hvem der er forrædere. Hvad mener du?”The third group of witnesses will include those individuals of all ethnic groups who, despite grave risks, resisted ethnic cleansing and acted to protect victims of other ethnic groups. If Bosnian society is to really reconstruct itself, its citizens need to be informed not only of the crimes committed, but also, of the potential for goodness and brotherhood which remained even in the midst of barbarity and insanity. Nationalist extremists who oppose the peace process would prefer to bury such stories of cross-ethnic valor and humanity (of which there are many), because these accounts will make it harder to divide people.”