Staters anerkendelse af det armenske folkedrab

Anerkendelse af folkedrabet

Armenierne er kommet langt i deres kamp for at få forskellige lande og institutioner til at anerkende det armenske folkedrab. Uruguay i Sydamerika var i 1972 den første stat, der officielt anerkendte folkedrabet på armenierne. I  2007 havde mere end 25 lande, heriblandt Rusland og Frankrig, anerkendt folkedrabet. Danmark har i modsætning til Sverige ikke officielt udarbejdet en udtalelse om, at folkedrabet fandt sted. I 1987 anerkendte Europaparlamentet, at folkedrabet fandt sted, og i flere lande som Schweiz og Belgien er benægtelse af det armenske folkedrab gjort ulovligt på linie med benægtelse af Holocaust. Også blandt folk der forsker i folkedrab er der i dag enighed om, at armeniernes skæbne i 1915 var et folkedrab.

Foreningen for ’folkedrabseksperter’ – Association of Genocide Scholars  – fastslog i 1996, at det armenske folkedrab er et faktum, der ikke står til diskussion. I de stater, hvor man har udarbejdet officielle fordømmelser af folkedrabet, har der forinden været diskussioner om det fornuftige i at udarbejde sådanne fordømmelser. Personer, der er imod officielle fordømmelser, argumenterer for, at man skal lade historikerne om at skrive historien. Tilhængere af fordømmelser argumenterer dog for, at når gerningsstater som Tyrkiet fortsat officielt benægter at folkedrabet fandt sted, har man en etisk forpligtelse til at understrege, at armenierne blev udsat for folkedrab i 1915.

Kontroverser da Frankrig anerkendte folkedrabet

I Frankrig bor der over 300.000 mennesker med armensk baggrund. De udgør derfor en stor og vigtig vælgergruppe. Derfor var det ikke tilfældigt, at den franske regering i 2001 valgte at anerkende folkedrabet. Anerkendelsen var dog ikke helt uproblematisk. Den daværende tyrkiske præsident Neced Sezer advarede om, at en anerkendelse ville skade forholdet mellem Tyrkiet og Frankrig og medføre økonomiske konsekvenser for Frankrig. 

Efter den franske anerkendelse blev den tyrkiske ambassadør kaldt hjem fra Frankrig, og Tyrkiet afblæste økonomiske aftaler om salg af militærudstyr og energiteknologi. De diplomatiske spændinger blussede op igen i 2006, hvor man i Frankrig diskuterede, hvorvidt det skulle gøres ulovligt at benægte det armenske folkedrab. Dette fik den tyrkiske regering til at true med at gøre det ulovligt at benægte franskmændenes ’folkedrab’ i Algeriet: Algeriet var indtil 1954 en fransk koloni. Da Algeriet ønskede selvstændighed bekæmpede de den franske kolonimagt, som svarede igen med en hårdhændet fremfærd. Ingen andre stater eller institutioner kalder dette folkedrab.

Faktorer der stopper amerikansk anerkendelse af folkedrabet

I Tyrkiet er man meget opmærksom på, at USA’s præsident ikke anerkender folkedrabet. USA er verdens mest magtfulde stat og er allieret med Tyrkiet i NATO. I USA bor der flere hundrede tusinder mennesker med armensk baggrund, som gennem forskellige lobbyorganisationer kæmper for amerikansk anerkendelse af folkedrabet, hvilket de har gjort siden 1970’erne. Flere præsidentkandidater har som en del af deres valgprogram anerkendt og fordømt folkedrabet, hvorefter de som præsidenter har undgået at tage stilling til folkedrabsspørgsmålet. Blandt andet ved at udtale, at historie skal bearbejdes af historikere. 

I år 2000 skulle Repræsentanternes Hus stemme om en anerkendelse af folkedrabet. Men præsident Clinton valgte i sidste øjeblik at aflyse afstemningen af hensyn til USA’s sikkerhed og økonomi. Hans beslutning kom på baggrund af pres fra den tyrkiske præsident, der dels truede med at bryde den internationale boykot af Irak ved at levere olie til Saddam Hussein, og dels truede med at USA, i tilfælde af en anerkendelse, ikke måtte bruge strategisk vigtige Tyrkiske flybaser. 

Af Kristian Iversen, historiker, i samarbejde med DIIS, 2008