Det hemmelige politi

”Tjekaen”, som er forkortelsen for den ekstraordinære al-russiske kommission til bekæmpelse af kontrarevolution, spekulationer og sabotage, blev dannet i december 1917 som en midlertidig organisation med det formål at udrydde fjender af det nye kommunistiske regime gennem terror og undertrykkelse. Dermed var grunden til det sovjetiske hemmelige politi lagt, og Tjekaen blev den første af en række sikkerhedsorganisationer, som under forkortelser som GPU, OGPU, NKVD, MVD og KGB kom til at udgøre rygraden i sovjetmagten helt frem til Sovjetunionens sammenbrud i 1991.

I 1922 skiftede det hemmelige politi status fra at være en midlertidig foranstaltning til at være en permanent institution. Dermed ændrede terroren karakter fra at være en midlertidig løsning til undertrykkelse af sovjetstatens fjender til at være en foranstaltning, som sovjetstaten havde permanent brug for til at opretholde magten. 

Alt er os tilladt

Det er meget betegnede for det hemmelige politis selvforståelse, at det arbejdede efter mottoet: ’Alt er os tilladt’. Det hemmelige politi havde under Stalin vidtgående beføjelser og skulle ikke stå til ansvar over for andre end sig selv og Stalin. Det betød, at de faktisk havde frie hænder til at tage alle de metoder i brug, der kunne lette deres arbejde med at forfølge og udslette formodede fjender af det sovjetiske regime. Eksempelvis var det hemmelige politi ikke, som politiet normalt er, underlagt det almindelige retssystem, og det kunne derfor frit henrette fjender af styret uden forudgående dom ved en domstol.

Hvilke forbrydelser begik det hemmelige politi?

Det hemmelige politi var en kompleks organisation, der opfyldte flere forskellige funktioner, som alle havde terroren som omdrejningspunkt. Derfor udgjorde organisationen hjørnestenen i Stalins terror. Det gjaldt både under de deciderede terrorkampagner, der med jævne mellemrum ramte Sovjetunionen, som eksempelvis den omfattende terror mod de sovjetiske bønder i midten af 1930’erne, og under den evigt eksisterende daglige terror, hvor frygten for vilkårlige arrestationer og henrettelser var en del af alle sovjetborgeres dagligdag.  

Driften af de frygtede forhørsfængsler, hvor tortur var en væsentlig del af forhørsmetoderne, og det gigantiske fangelejrsystem kaldet Gulag hørte under organisationens arbejdsområder. Og henrettelser, arrestationer og deportationer var alt sammen hverdagsarbejde for det hemmelige politi. Det hemmelige politi kan derfor siges at have haft en finger med i spillet i næsten samtlige af de forbrydelser, som det stalinistiske regime begik mod den sovjetiske befolkning.

Læs mere om Gulag-fangelejrene

Jezjov og Berija – terrorens hovedmænd

Ligesom det hemmelige politi ændrede navn et utal af gange i sin levetid, skiftede det også flere gange ledere. Grundlæggeren var Feliks Dzerzjinskij, men det blev Nikolaj Ivanovich Jezjov og Lavrenty Pavlovich Berija, der for alvor tegnede det hemmelige politi.

Jezjov var chef fra 1936 til 1938 og var dermed en af de hovedansvarlige for en af de mest omfattende terrorbølger under Stalin, nemlig Den Store Terror. Den Store Terror var en række massearrestationer, deportationer og henrettelser af såkaldte "folkefjender", som ramte alle samfundslag hårdt, men især samfundets top. Jezjov blev efter Den Store Terrors ophør i 1938 afsat som chef for det hemmelige politi, og kort tid efter blev han arresteret og skudt. Dermed blev han selv offer for det system og den terror, som han havde været en af hovedmændene bag.

Berija efterfulgte Jezjov som chef for det hemmelige politi og sad som chef i 15 år fra 1938 til 1953. I sin tid som chef var Berija ansvarlig for et stort antal aktioner og millioner af menneskers død. Blandt andet var han under 2. Verdenskrig særdeles aktiv i de forbrydelser, der fandt sted i ly af krigen. Dette gælder for eksempel deportationerne af etniske og nationale mindretal i de sovjetisk besatte områder. 

Der var et utal af forskellige funktioner, der skulle udfyldes i det hemmelige politi, og derfor varierede den grad af kontakt, som de ansatte havde med terroren. Både Jezjov og Berija må betragtes som nogle af de absolutte hovedgerningsmænd i Stalins terrorregime, men også på de lavere niveauer inden for det hemmelige politi fandtes personer, som havde utallige menneskeliv på samvittigheden.

Den enkeltes ansvar

Alle, der arbejde inden for det hemmelige politi, deltog på den ene eller den anden måde i den stalinistiske terror. Det hemmelige politi opererede i alle dele af Sovjetunionen, og til tider var der ligefrem fastsat kvoter for, hvor mange fjender af staten, der skulle deporteres eller henrettes i hvert enkelt område. Det medførte, at mange uskyldige mennesker endte som ofre. Kvoterne skulle opfyldes, og hvis der ikke var fjender nok, så tog man de mennesker, der tilfældigvis var i nærheden. 

Ordrerne til at udføre terroren kom fra de højeste instanser, men selve udførelsen foregik på de lavere niveauer. Dette betød imidlertid ikke, at de politiagenter, som udførte terroren, bare adlød ordrer fra et højere niveau i hierarkiet og dermed ikke selv havde noget ansvar. Der findes talrige eksempler på, at personer, som arbejdede i lokalområderne, ikke bare opfyldte de kvoter, som de havde fået ordre på, men på eget initiativ overskred kvoterne og henrettede langt flere, end de var blevet bedt om. 

Professionelle bødler

Gruppen af såkaldte ”medarbejdere til særlige opgaver” inden for det hemmelige politi havde en speciel funktion i den stalinistiske terror. Betegnelsen var kodeordet for de professionelle bødler, en gruppe mennesker, hvis eneste beskæftigelse var at henrette. I deres personlige papirer anvendte man et kodesprog, som dækkede over, hvor effektive disse folk var til deres arbejde. Eksempelvis kunne der stå: ”Har arbejdet meget med særlige opgaver”, hvilket betød, at man havde dræbt et anseeligt antal mennesker. Der kunne også stå: ”Går op i sit arbejde, orienterer sig godt ved udførelsen af operative opgaver, er i besiddelse af stor arbejdsevne, snarrådig og disciplineret”, hvilket var ensbetydende med, at man havde dræbt et særligt stort antal mennesker. 

En af veteranerne blandt de ”særlige medarbejdere” har beskrevet arbejdet: