Ofre
Folkedrabet i Rwanda kostede i løbet af ca. tre måneder omkring 800.000 mennesker livet. Ofrene var fortrinsvis tutsier, men også hutuer blev dræbt. Mange blev myrdet på yderst grusomme måder ved vejspærringer, i kirker, skoler og hospitaler. Blandt de mest benyttede våben var macheter og køller. Tusindvis af kvinder blev desuden udsat for gruppevoldtægt og skamferinger.
Billeder af ofre fra folkedrabet, hænger på Kigali Genocide Memorial Centre © Andy Wallace
De første, der blev slået ihjel, var medlemmer af oppositionen, altså modstandere af den siddende regering. Størstedelen af disse oppositionsmedlemmer var hutuer, som havde kritiseret præsident Habyarimana, og som kunne tænkes at stille sig i vejen for folkedrabet.
Blandt de myrdede var premierminister Agathe Uwilingiyama, der sammen med sin mand blev dræbt mindre end 24 timer efter, at folkedrabet begyndte. De fleste ledere af oppositionspartierne blev slået ihjel samt informationsministeren og den tidligere udenrigsminister.
Så snart alle ledende oppositionspolitikere var blevet dræbt, gik gerningsmændene videre til alle kendte systemkritikere, hutu som tutsi. Målet var journalister, menneskerettighedsaktivister, professorer, læger, præster og studerende.
Alle som havde argumenteret for demokratiske reformer og større respekt for menneskerettighederne stod på lister med deres navne, adresser, telefonnumre og endda nummerplader, så de ikke ville kunne undslippe. Mange blev dræbt i løbet af de første 36 timer af folkedrabet. Eksistensen af disse lister viser, at folkedrabet var planlagt og ikke opstod ud af det blå.
Folkedrabet på tutsierne
Dernæst begyndte folkedrabet på tutsierne. Både mænd og kvinder, gamle og børn blev slået ihjel. På landet var det ofte ikke svært gerningsmændene at identificere tutsierne, da de boede side om side med hutu-familier. Det var derfor almindelig kendt, hvem der var tutsi i landsbyen, hvilket gjorde det næsten umuligt for dem at flygte.
Massakrer på et hospital
En udsendt gennem Læger uden Grænser fortæller: ”Alle sårede (måtte ifølge militsen være tutsi, siden de var sårede) blev dræbt. For øjnene af os kom militærfolk ind på hospitalet, tog de sårede og stillede dem op på række for derefter at maje dem ned med maskingevær.
Det var også første gang i nogen af vores missioner, at vi så vores lokale personale blive dræbt i stort omfang. Alle vores ansatte, læger og sygeplejerske, som var tutsi, blev kidnappet og dræbt i Kigali i april. Over 200 hundrede mennesker. Vi har aldrig oplevet noget lignende”.
I byerne var det svære at vide, hvem der var tutsi, så der blev oprettet vejspærringer, og alle, som ville passere, blev afkrævet deres identitetskort. Hvis der stod, at man var tutsi eller man lod som om, man havde mistet sine papirer, så blev man slået ihjel.
Vogterne så nøje på kropsbygning og ansigtstræk for på den måde at ”afsløre” tutsier, som foregav at være hutuer. Tutsierne skulle nemlig efter sigende være højere og tyndere end hutuer. I nogle tilfælde blev hutuer slået ihjel, fordi de lignede tutsier.
Voldtægt
Tutsien Jane blev fanget af en gruppe militsfolk den 11. april 1994 og sammen med 20 andre kvinder ført hen til et hus: ” Omkring ti af dem ville voldtage en kvinde af gangen, og når de var færdige med hende, så slog de hende ihjel ved at stikke en spids kæp på størrelse med et kosteskaft op i hendes vagina indtil hun blødte og næsten var død. Jeg så dem gøre dette mod flere kvinder.
En af dem fortalte os, at de ville hakke tutsi-kvinderne i stykker over flere dage – et ben i dag, en arm i morgen – indtil vi langsomt døde. Det lykkedes mig at undslippe, mens de voldtog og jeg gemte mig i skoven indtil den 2.maj, da RPF kom og reddede os.”
Massakrer i kirker og skoler
Mange tutsier søgte tilflugt i kirker, på hospitaler og i skoler i håb om beskyttelse, men i stedet blev disse steder ofte skueplads for omfattende massakrer, idet præster, læger og lærere ofte var medvirkende til drabene. I byen Kibuye blev f.eks. over 800 tutsier slået ihjel i byens katolske kirke, hvor de havde søgt tilflugt.
Over 2.000 mennesker, som havde søgt tilflugt på Ecole Technique Oficielle (Den officielle tekniske skole), blev dræbt af militsfolk kort tid efter, at de FN-soldater, der bevogtede skolen, havde forladt området. Af de 2.000 var omkring 400 børn.
Voldtægt var meget udbredt. Flere tusinde kvinder blev udsat for individuel voldtægt eller for gruppevoldtægt, og andre kvinder blev holdt fanget af militsfolk igennem kortere eller længere tid, hvor de blev voldtaget gang på gang. Ofte fandt voldtægten sted efter, at kvinderne havde set deres familie blive slået ihjel og deres hjem blive ødelagt, og ifølge øjenvidneberetninger blev mange af kvinderne slået ihjel umiddelbart efter voldtægterne.
Hakket ihjel
Drabene var ofte usædvanligt grusomme, og de foretrukne drabsvåben var macheter, køller og spyd, som var tilgængelige i alle landsbyer. Folk blev brændt levende eller druknet i latriner. Nogle gerningsmænd torturerede deres ofre, og der var flere tilfælde, hvor ofrene fik hakket kropsdele af.
At blive skudt blev af mange anset for den mindst smertefulde måde at dø på, og hvis ofrene havde muligheden og pengene betalte mange for at blive dræbt på den måde. Hutuer, som var gift med tutsier, blev i flere tilfælde tvunget til at slå deres ægtefælle ihjel ellers risikerede de selv at blive dræbt.
Præcis hvor mange der ialt blev slået ihjel i løbet af de tre måneder, folkedrabet varede, er der ingen der ved. Nogle mener, at omkring 500.000 tutsier blev dræbt, mens andre mener, at tallet er tættere på 800.000. Enkelte hævder, at så mange som 1 million tutsier blev dræbt. Dertil kommer, at mellem 10.000 og 30.000 hutuer også blev myrdet.
