Oprørshæren Rwandas Patriotiske Front
Flere hundredetusinde tutsier var siden 1959 flygtet fra Rwanda. De udgjorde Afrikas største flygtningeproblem, og mange af dem drømte om at vende tilbage til Rwanda. På et møde i Uganda dannede en gruppe tutsiere i 1988 Rwandas Patriotiske Front, hvis formål var at sikre tutsiernes tilbagevenden til Rwanda. Den 1. oktober 1990 angreb de Rwanda.
Flere hundredetusinde tutsier var siden 1959 flygtet fra Rwanda. De udgjorde Afrikas største flygtningeproblem, og mange af dem drømte om at vende tilbage til Rwanda. På et møde i Uganda dannede en gruppe tutsiere i 1988 Rwandas Patriotiske Front, hvis formål var at sikre tutsiernes tilbagevenden til Rwanda. Den 1. oktober 1990 angreb de Rwanda.
Mange tutsier var siden 1959 flygtet fra Rwanda på grund af forfølgelser og overfald. Nogle mener, at det drejede sig om omkring 300.000 flygtninge, mens andre mener, at tallet er helt oppe på 600.000-700.000, i hvert fald udgjorde flygtningene fra Rwanda Afrikas største flygtningeproblem De fleste af dem bosatte sig i nabolandene Congo, Uganda, Burundi og Tanzania. Mens der blev taget godt i mod dem i Tanzania og Burundi, så var tilværelsen hårdere i Congo og Uganda.
Overfald på flygtninge i Uganda
Forholdet mellem flygtningene fra Rwanda og lokalbefolkningen i Uganda forværredes i starten af 1980’erne. De fleste flygtninge førte en kummerlig tilværelse i lejre, men en del flygtninge havde haft mulighed for at starte en ny tilværelse, da de havde bragt kvæg med sig fra Rwanda. Deres succes gjorde, at lokalbefolkningens modvilje mod tutsierne som helhed voksede. Lokalbefolkningen følte, at flygtningene tog deres land og arbejde.
Konflikten nåede sit højdepunkt, da unge bander af ugandere angreb flere flygtningesamfund i oktober 1982. Mange flygtninge blev banket, enkelte blev slået ihjel, og flere kvinder blev voldtaget. Mellem 35.000 og 45.000 stykker kvæg blev ”konfiskeret” og over 80.000 mennesker flygtede igen. Omkring halvdelen forsøgte at trænge ind over grænsen til Rwanda, men kun få nåede over før Rwandas vagter lukkede grænsen. Rwandas præsident Habyarimana ville nemlig ikke have flygtningene tilbage i landet.
Ugandas præsident Obote
Ugandas præsident, Milton Obote, var fjendtligt indstillet over for tutsi-flygtningene. Tutsierne, der var katolikker, sympatiserede med oppositionen og ikke hans protestantiske parti UPC. Derudover var flere af hans rådgivere fra gruppen bairu, der følte sig beslægtede med hutuerne, og derfor ligesom hutuerne anså tutsierne for at være en trussel. Da flygtningelejre blev angrebet i 1982 var flere af overfaldsmændene unge medlemmer af UPC, og derfor mener man, at overgrebene skete med præsidentens velsignelse.
Flygtninge melder sig til oprørsstyrke
Angrebene på flygtningene i Uganda i 1982 var en deprimerende oplevelse for mange unge tutsier. De var født og opvokset i Uganda af forældre, der i sin tid var flygtet fra Rwanda, og de følte, at Uganda var deres nye hjemland. I 1982 opdagede de så, at lokalbefolkningen så på dem, som forhadte udlændinge og ikke som landsmænd.
I deres skuffelse sluttede mange unge sig til oprørsstyrker, som kæmpede mod Ugandas præsident Obote, der havde støttet angrebene på flygtningene. En af oprørsgrupperne, der gik under navnet National Resistance Army (NRA), angreb hovedstaden Kampala i januar 1986 og styrtede præsident Obote. På det tidspunkt var en fjerdedel af styrken tidligere flygtninge fra Rwanda.
National Resistance Army
Lederen af oprørshæren National Resistance Army (NRA), der væltede Ugandas præsident i 1986, var den tidligere forsvarsminister i Uganda, Yoweri Museveni. To af hans gode venner, der havde været med ham fra starten, var Fred Rwigyema og Paul Kagame. De var begge eksil-tutsiere fra Rwanda, og efter sejren blev blev Rwigyema forfremmet til generalmajor og vice-forsvarsminister. Han blev dog atter fjernet fra posten som vice-forsvarsminister i 1989. Sammen med Kagame gik han i stedet i gang med at organisere Rwandas Patriotiske Front.
Dannelsen af Rwandas Patriotiske Front
På et møde i Ugandas hovedstad Kampala blev en gruppe tutsier i 1988 enige om at danne Rwandas Patriotiske Front (RPF). Mange af medlemmerne havde kæmpet imod præsident Obote og havde derfor kamperfaring. Formålet med RPF var at muliggøre eksil-tutsiernes tilbagevenden til Rwanda, hvilket Rwandas præsident Habyarimana nægtede dem tilladelse til.
Internationalt pres havde i slutningen af 1980’erne tvunget præsident Habyarimana til at forhandle med Uganda om muligvis at give flygtningene lov til at vende hjem, men på trods af diverse løfter tog han efter RPF’s mening ingen tiltag til at løse problemet. Under ledelse af generalmajor Fred Rwigyema og Paul Kagame ville RPF derfor med magt give tutsierne mulighed for at vende tilbage til Rwanda.
Den 1. oktober 1990 gik Rwandas Patriotiske Front over grænsen mellem Uganda og Rwanda. Invasionen skulle vise sig at være en katastrofe, da de var for få og for dårligt udrustede. På andendagen blev RPF’s leder, Fred Rwigyema, dræbt, hvilket blev holdt hemmeligt i to uger af angst for, at soldaternes kamplyst skulle falde. Det lykkedes for RPF at besætte et turistressort i Gabiro i Rwanda, men de blev hurtigt slået tilbage. Soldaterne søgte tilflugt i Virunga, som er et tæt bevokset vulkanområde i det nordvestlige Rwanda. Her kunne Rwandas hær ikke følge efter. På trods af den fejlslagne invasion så var RPF’s rolle dog langt fra udspillet. Under ledelse af Paul Kagame skulle RPF med tiden blive en stor veldisciplineret hær.