På vej mod revolution 1905-1917

Mod slutningen af 1800-tallet var ca. 85 % af den russiske befolkning bønder, og de fleste levede på et eksistensminimum. Bønderne havde i generationer levet i livegenskab, hvilket betød, at de var godsejerens ejendom, som han frit kunne sælge og straffe. Reelt levede bønderne altså som slaver. 

I 1861 blev livegenskabet ophævet, og bønderne fik deres personlige frihed og ret til at eje jord. Bønderne skulle imidlertid købe jorden af godsejerne, og de forlangte en høj pris og udbød kun den dårligste jord. Bøndernes jordlodder blev derfor meget små og af dårlig kvalitet, og de fleste bønder måtte fortsætte med at arbejde for godsejerne for at kunne overleve. Bøndernes udbytte af jorden blev yderligere forringet, fordi de kun havde dårlige - eller helt manglede - arbejdsredskaber, og fordi de brugte forældede dyrkningsmetoder. Formelt betød ophævelsen af livegenskabet en større personlig frihed, men det ændrede for de flestes vedkommende ikke den økonomiske afhængighed af godsejerne.

Industrialiseringen kom sent i Rusland

Rusland var i slutningen af 1800-tallet et udpræget landbrugssamfund, og sammenlignet med de vesteuropæiske lande kom industrialiseringen relativt sent til Rusland. I løbet af 1860’erne blev der bygget mange kilometer jernbane, hvilket var en vigtig forudsætning for den begyndende industrialisering.

Først i 1890’erne kom der imidlertid for alvor gang i industrialiseringen, og den sene industrialisering havde stor betydning for Ruslands befolkningssammensætning. I modsætning til Vesteuropa opstod der i Rusland ingen egentlig borgerklasse eller middelklasse, som kunne udgøre en økonomisk og politisk magtfaktor i samfundet.  Arbejderklassen var forholdsvis lille, og hovedparten af den russiske befolkning var bønder, som hverken havde politisk eller økonomisk magt. 

Rusland ledet af enevældig zar

Ruslands politiske system før revolutionen baserede sig på en stærk og enevældig zar. Zaren udpegede selv sine ministre, og han havde det sidste ord i alle store beslutninger. Denne politiske orden havde eksisteret i århundreder, og zaren havde ingen intentioner om at afgive magt til trods for, at der i befolkningen var stor utilfredshed med zarens enevældige styre. 

Skiftende zarer forsøgte at imødegå problemerne i det russiske samfund gennem forskellige reformer, men problemet var, at reformerne altid fandt sted inden for rammerne af det bestående system. Nogle af zarstyrets kritikere mente, at en kraftig modernisering af zarstyret kunne opfylde behovet for forandringer, mens andre mente, at der var behov for en helt ny styreform og dermed zarens afgang.

De revolutionære partier

De revolutionære partier mente, at det var nødvendigt med et totalt brud med zarstyret. De vigtigste partier var Socialdemokratiet og De Socialrevolutionære. Socialdemokratiet var i 1903 blevet delt i to fløje; "Bolsjevikkerne", som betyder flertallet og "mensjevikkerne", som betyder mindretallet. Splittelsen var opstået på grund af stridigheder om, hvordan revolutionen skulle forløbe, og hvordan et politisk parti skulle opbygges. Et af fællespunkterne for bolsjevikkerne og mensjevikkerne var, at de i henhold til den marxistiske teori anså arbejderklassen for at være et vigtigt element i revolutionen.

Dette stod i modsætning til det andet revolutionære parti, De Socialrevolutionære. De Socialrevolutionære var et bondeparti, og deres mærkesag var, at al jord skulle tilhøre bønderne. Selv om de tre partier havde samme målsætning, nemlig at vælte zardømmet, eksisterede der ikke noget samarbejde imellem partierne.

Læs mere om den kommunistiske ideologi

Revolution i 1905 rystede zarstyret

Utilfredsheden med zarstyret kulminerede foreløbigt med revolutionen i januar 1905, hvor det kom til landsdækkende strejker, bondeoprør og mytteri i den russiske hær. Den direkte anledning til revolutionen var en fredelig arbejderdemonstration den 22. januar 1905 i Sankt Petersborg, der udviklede sig til en regulær massakre på arbejderne. Arbejderne var på vej til zar Nikolaj 2. for at aflevere et bønskrift med krav om bedre levevilkår, men flere hundrede blev skudt ned af politi og militær.

I månederne efter ”Den blodige søndag”, som denne begivenhed siden er blevet kaldt, fulgte omfattende strejker. Samtidig havde zaren lidt nederlag i krigen mod Japan 1904-1905, hvilket havde svækket hans autoritet over for den i forvejen utilfredse befolkning. Den russiske zarmagt var derfor på sammenbruddets rand i efteråret 1905. 

Zaren indfører begrænset demokratisering

I et forsøg på at stabilisere situationen udsendte Nikolaj 2. i oktober 1905 sit ”oktobermanifest”, hvor han garanterede befolkningen borgerlige og politiske rettigheder og lovede oprettelse af et folkevalgt regeringsorgan. Resultatet blev et to-kammersystem bestående af et statsråd, hvis medlemmer var udpeget af zaren, adelen eller kirken, og en statsduma, som var det nye parlaments egentlige folkevalgte organ. 

Statsdumaens medlemmer blev valgt at folket, men ikke alle stemmer vægtede lige meget, idet valgreglerne favoriserede de jordbesiddende klasser, så deres stemmer vejede tungere end andre. Det var fortsat zaren, der udpegede regeringen, og han havde vetoret overfor dumaens beslutninger. Dumaen fungerede derfor reelt kun som et vejledende organ for zaren. 

Som et led i den begrænsede demokratisering afgav zaren løfter om andre lempelser i samfundet, eksempelvis ytringsfrihed. De store forventninger til de reformer, som Nikolaj 2. havde lovet i sit ”oktobermanifest” var medvirkende til, at zaren igen opnåede kontrol med landet. Det var dog langt fra alle løfter der blev indfriet, for eksempel opnåede den russiske befolkning ikke sin ytringsfrihed.

Den 1. og 2. duma (1906-1907) var domineret af socialistiske og radikale partier, men dumaforsamlingerne blev hurtigt opløst af Nikolaj 2., da de kom i konflikt med regeringen. Herefter indførte Nikolaj 2. en ny og strammere valglov, der i endnu højere grad end tidligere tilgodeså de jordbesiddende klasser, og de følgende dumaer (1907-1917) bestod derfor af konservative partier. Magten lå reelt stadig hos zaren.

Økonomiske reformer skulle sikre opsving

Efter revolutionen i 1905 kom der foruden de politiske reformer en række økonomiske reformer med det formål at modernisere landbruget og fremme industrialiseringen i Rusland. Hovedmanden bag reformerne var Pjotr Stolypin, som var førsteminister, hvilket svarer til statsminister. Reformerne kom til at betyde fremskridt for landbruget, og der kom gang i den industrielle udvikling. Det betød et økonomisk opsving for Rusland. 

De fleste historikere er enige om, at der skete økonomiske fremskridt i Rusland i starten af 1900-tallet, men der er uenighed om, i hvilken retning udviklingen gik. Nogle mener, at reformerne afspejlede en god og dynamisk udvikling, som kunne have bragt Rusland på niveau med de europæiske økonomiske stormagter. Andre mener, at reformerne slet ikke var vidtrækkende nok, og at det nærmest lå i kortene, at det ville kræve en samfundsomvæltning at modernisere det tilbagestående russiske samfund. 

Rusland træder ind i 1. Verdenskrig

Med Ruslands indtræden i 1. Verdenskrig gik udviklingen i stå. Rusland kæmpede sammen med Storbritannien og Frankrig mod Tyskland og Østrig-Ungarn. Den dårligt udrustede russiske hær led under krigen nogle hårde nederlag, tusindvis af soldater deserterede, og hæren gik i opløsning. Krigen medførte økonomisk krise på hjemmefronten, og fødevareforsyningen og transportsystemet brød totalt sammen, hvilket øgede de sociale spændinger. Krigen havde ubarmhjertigt afsløret svaghederne i det russiske samfund, og i 1917 udbrød der igen revolution. Denne gang overlevede det russiske zarstyre ikke.