Begik Stalin folkedrab?
Der er ingen tvivl om, at Stalin begik omfattende forbrydelser mod befolkningen i Sovjetunionen fra ca. 1928 og frem til hans død i 1953. Spørgsmålet er imidlertid, om disse forbrydelser kan betegnes som folkedrab.
Allerede i 1920'erne udbrød en omfattende hungerkatastrofe i store dele af landet, som følge af politiske beslutninger.
Der er delte meninger om, hvorvidt Stalin begik folkedrab i Sovjetunionen; meninger, som afhænger af, hvordan man definerer begrebet folkedrab. Inden for international lov anvender man den definition, som er fastsat i FN's folkedrabskonvention fra 1948. Der imidlertid stor uenighed om, hvordan denne konvention skal fortolkes.
Betyder det overhovedet noget, hvorvidt forbrydelser, som fandt sted for mere end 50 år siden, kaldes folkedrab eller ej? I henhold til international lov er folkedrab ikke værre end andre forbrydelser, men der har blandt jurister bredt sig en opfattelse af, at folkedrab er den værste forbrydelse af alle. Samtidig er der en tendens til, at omverdenens anerkendelse af ofrenes lidelser er større, når det drejer sig om et folkedrab. Derfor er det vigtigt for de overlevende og de pårørende til ofrene, om man kalder en forbrydelse for folkedrab eller for en forbrydelse mod menneskeheden.
Folkedrab
Ifølge FN-konventionens artikel II defineres folkedrab som værende enhver af nedennævnte handlinger, der begås i den hensigt helt eller delvist at ødelægge en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan:
- at dræbe medlemmer af gruppen,
- at tilføje medlemmer af gruppen betydelig legemlig eller åndelig skade,
- med forsæt at påføre gruppen levevilkår, beregnede på at bevirke gruppens fuldstændige eller delvise fysiske ødelæggelse,
- at gennemføre forholdsregler, der tilsigter at hindre fødsler inden for gruppen,
- med magt at overføre en gruppes børn til en anden gruppe.
Folkedrab i Sovjetunionen?
Ingen er blevet dømt for at have begået folkedrab i Sovjetunionen, men dette betyder ikke nødvendigvis, at stalinismens forbrydelser ikke opfylder de kriterier for folkedrab, som er fremsat i FN's folkedrabskonvention.
Ser man på de omfattende forbrydelser, der ramte den sovjetiske befolkning under Stalin i form af blandt andet tvangskollektivisering af landbruget, forfølgelse af kulakkerne (som var de tidligere velhavende storbønder), hungersnød, massearrestationer, vilkårlige henrettelser og deportationer, er der ingen tvivl om, at sovjetregimet var direkte og indirekte skyld i millioner af menneskers død. Men var det folkedrab?
De sovjetiske bønder var hårdt ramt af den stalinistiske terror, særligt i begyndelsen af 1930’erne. Millioner af bønder blev arresteret, deporteret eller henrettet, og flere af disse forbrydelser falder ind under FN-konventionens definition på, hvordan folkedrab kan udøves. Forbrydelserne kan imidlertid ikke kategoriseres som folkedrab, da bønderne ikke udgjorde hverken en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe. Desuden er det uvist, om Stalin direkte havde til hensigt at tilintetgøre gruppen, og netop denne "hensigt om at tilintetgøre" er central i FNs definition på folkedrab.
I forhold til Stalins kampagne mod kulakkerne var denne hensigt imidlertid til stede, da Stalin klart proklamerede, at kulakkerne skulle ”likvideres som klasse”. Dette kan imidlertid næppe heller i juridisk forstand kategoriseres som et folkedrab, da kulakkerne ikke udgjorde en af de fire ovenfor beskrevne typer af grupper, som er omfattet af FN's folkedrabskonvention. Kulakkerne var derimod en social gruppering.
Korninddrivelsespolitik
I slutningen af 1920’erne indførte Stalin planøkonomi, hvilket betød, at al produktion i industrien og i landbruget blev styret af staten. Det var ligeledes staten, som bestemte, hvad varerne skulle bruges til, og det betød, at bønderne skulle aflevere næsten hele deres kornproduktion til staten. I begyndelsen af 1930’erne var der i dele af Sovjetunionen tørke og deraf følgende dårlig høst. Bønderne havde derfor svært ved at opfylde statens krav om korn, idet de allerede i forvejen levede på sultegrænsen. Derfor nægtede bønderne at aflevere deres korn, og som følge heraf blev der indsat såkaldte kornbrigader, som skulle indsamle kornet, uanset konsekvenserne.
Deportationerne under 2. Verdenskrig
Nationale og etniske grupper er omfattet af FNs folkedrabskonvention. Flere forskere mener derfor, at de omfattende deportationer af nationale og etniske grupper, som fandt sted i forbindelse med Sovjetunionens indblanding i 2. Verdenskrig, kan karakteriseres som folkedrab. Stalin deporterede 13 hele nationale og etniske grupper, som blev sendt i permanent eksil i øde områder af Sovjetunionen alene på grund af deres nationale eller etniske baggrund. Dette gjaldt for eksempel 1,2 millioner personer fra det tyske mindretal i Sovjetunionen, som blev deporteret, fordi sovjetstyret frygtede, at disse tyskere ville fungere som Hitlers spioner.
Igen er problemet imidlertid at afgøre, om Stalin havde intention om at tilintetgøre de enkelte nationale og etniske mindretal som grupper. Nogle forskere mener, at det netop var Stalins intention - og hvis det er tilfældet, kan man måske tale om folkedrab. Andre forskere mener imidlertid, at deportationerne var et led i en større kampagne for at udnytte de fjernest beliggende områder økonomisk, og at man derfor ikke kan tale om folkedrab.
Hungersnøden i Ukraine 1932-33
Hungersnøden i 1932-1933
I 1932-1933 udbrød der i store dele af Sovjetunionen en omfattende hungersnød. De sovjetiske bønder var i flere år blevet tvunget til at aflevere korn til staten i så store mængder, at de selv levede på sultegrænsen. I 1932 var høsten dårlig, og bønderne kunne ikke producere korn nok. Alligevel tvang staten bønderne til at aflevere kornet. Resultatet blev, at mere end 6 millioner bønder sultede ihjel.
En national gruppe, som var særligt hårdt forfulgt under Stalin, var ukrainerne. Under den store hungersnød i 1932-1933 mistede mere end 6 millioner sovjetborgere livet, og heraf var de 4 millioner ukrainere. Flere historikere mener, at hungersnøden var bevidst fremprovokeret fra sovjetstyrets side og udelukkende var skabt for at ramme ukrainerne som gruppe, fordi Stalin ønskede at komme den ukrainske nationalisme, som var særligt stærk, til livs. Andre mener derimod, at hungersnøden ikke var bevidst fremprovokeret. De ser den derimod som et resultat af Stalins korninddrivelsespolitik, og mener, at Ukraine kun blev særligt hårdt ramt, fordi der netop her var mange bønder.
Det centrale i spørgsmålet om, hvorvidt der var tale om folkedrab i Ukraine eller ej, drejer sig altså igen om intentionen. Hvis hungersnøden blev fremprovokeret i Ukraine for at skade ukrainerne alene af den grund, at de var ukrainere, kan der være tale om folkedrab. Men det kan altså ikke afgøres med sikkerhed.
Stalinistisk terror mod sociale og politiske grupper
Et karakteristisk træk ved det stalinistiske styre var, at undertrykkelsen i høj grad rettede sig imod sociale eller politiske grupper, eksempelvis bønder og folk, der havde en anden politisk opfattelse end kommunisterne. Sovjetunionen var selv med til at udarbejde FN's folkedrabskonvention i 1948, og det var netop Sovjetunionen, der insisterede på, at politiske og sociale grupper ikke skulle omfattes af definitionen. Det skyldes formentligt, at Sovjetunionen var bange for, hvilke anklager der kunne rettes mod sovjetstyrets behandling af sin egen befolkning. Hvis disse grupper havde været omfattet af definitionen kunne man nemlig i flere tilfælde bedre tale om folkedrab. Dette gælder for eksempel af-kulakiseringen i 1930’erne, hvor bønder i tusindvis blev enten henrettet eller deporteret.
Hvis man tager udgangspunkt i FN's definition af folkedrab, er der altså ingen ubestridelige beviser på eller enighed om, at Stalin begik folkedrab i Sovjetunionen. Derimod er der mange tvivlstilfælde, hvor der måske var tale om folkedrab. Der er dog ingen tvivl om, at millioner af mennesker mistede livet som en direkte konsekvens af det stalinistiske regimes brutale terrorpolitik.
Læs mere om stalinismens forbrydelser