Det økonomiske system

Fra bolsjevikkerne tog magten efter den russiske revolution i 1917, og indtil Josef Stalin blev leder i 1928, havde Sovjetunionen haft to forskellige økonomiske systemer.

Umiddelbart efter revolutionen indførte Vladimir Lenin krigskommunismen, som var en stramt statsstyret økonomi, hvor al fordeling af varer og arbejdskraft skete gennem staten. Resultatet af denne politik var en katastrofal økonomisk udvikling, og i begyndelsen af 1920’erne åbnede styret op for en friere økonomi med den såkaldte "Nye Økonomiske Politik” (NEP), som var en blanding af markeds- og statsstyret økonomi. Med NEP lykkedes det at få gang i økonomien igen, og mod slutningen af 1920’erne havde produktionen nået omtrent samme niveau som før 1. Verdenskrig.

Internt i kommunistpartiet var man efter Lenins død i 1924 uenige om den videre økonomiske udvikling. Nogle mente, at man indtil videre skulle fortsætte den økonomiske linie, der var lagt med NEP. Andre mente, at NEP indebar en risiko for en udvikling bort fra socialismen og hen imod kapitalismen, og at man hellere skulle indføre en stramt statsstyret økonomi. 

Stalin stod længe midt mellem de to holdninger, men med hans magtovertagelse i slutningen af 1920’erne blev det tydeligt, at han var tilhænger af den sidste løsning. Derefter skete der atter en fuldstændig omvæltning af det økonomiske system i Sovjetunionen.

Planøkonomi indføres

Stalin var overbevist om, at et moderne socialistisk samfund kun kunne skabes gennem en hurtig og gennemgribende industrialisering, som skulle gennemføres uanset de økonomiske og menneskelige omkostninger. En moderne industri var forudsætningen for et moderne militær, som var nødvendigt for at beskytte det socialistiske Sovjetunionen i en fjendtlig, kapitalistisk verden. Planen var derfor, at produktionsoverskuddet fra landbruget skulle sælges til udlandet for på den måde at få udenlandsk valuta. Den udenlandske valuta skulle bruges til at styrke industrien, blandt andet ved at bruge valutaen til at købe maskiner og bygge nye fabrikker for.

Omkring 1928 blev de første planer for industrialiseringen af Sovjetunionen lagt. Stalins mål var, at Sovjetunionen på rekordtid skulle nå samme produktionsniveau som de vestlige lande. Som Stalin selv udtrykte det: ”Vi er 50-100 år efter de førende nationer, og vi må indhente dette efterslæb på ti år…”. Industri og landbrug skulle effektiviseres og centraliseres, hvilket ville sige, at hele produktionen skulle styres af ledelsen i Moskva. 

Løsningen var planøkonomi, og i 1929 blev den første femårsplan, som var en samlet plan for hele landets økonomiske udvikling, iværksat. Målene for den første femårsplan var ekstremt høje og viste sig umulige at opfylde, men der skete en betydelig vækst inden for industriproduktionen.

Med planøkonomien var vejen lagt for en statsstyret økonomi, ligesom under krigskommunismen. Det var staten, som ejede alle produktionsmidlerne, eksempelvis jord og maskiner, og det var staten, som bestemte anvendelsen og fordelingen af de producerede varer. Det vil sige, at staten ejede al jord, alle fabrikker, transportmidler, butikker, banker, værksteder osv., og at staten bestemte, hvordan råvarerne skulle fordeles, hvad der skulle produceres, hvad varerne skulle koste og hvor meget arbejderne skulle have i løn. Det var også staten, der havde monopol på stort set al handel. Det var således forbudt at drive privat handel, og både industri og landbrug skulle laves til storproduktioner for at opnå den størst mulige effektivitet. 

Omfattende industrialisering i 1930'erne

I løbet af 1930’erne gennemgik Sovjetunionen en omfattende industrialisering med det formål at blive selvforsynende. Sværindustrien og energiproduktionen, det vil for eksempel sige jernværker, minedrift og kraftværker, fik førsteprioritet. Forbrugsvareindustrien, dvs. produktionen af blandt andet møbler og tøj og bygning af boliger, blev nedprioriteret. Man prioriterede sådan, fordi man mente, at sværindustrien var grundlaget for al anden industri, herunder den våbenindustri, som ifølge Stalin var helt afgørende for Sovjetunionens fremtidige sikkerhed. 

Kollektivisering af landbruget skulle finansiere industrialiseringen

Ifølge bolsjevikkerne var en kollektivisering af landbruget afgørende for at løse Sovjetunionens økonomiske problemer. Kollektiviseringen resulterede i, at de mange små landbrug blev sammenlagt til store kollektive landbrug, hvor staten styrede produktionen. På den måde håbede Stalin at kunne effektivisere og øge kornproduktionen, da det var indtægterne fra den, der skulle finansiere industrialiseringen. 

Fra 1929 gennemførte myndighederne kollektiviseringen med tvang, og resultatet var en massiv modstand fra bønderne, som reagerede ved at nægte at dyrke jorden og aflevere kornet til staten. Dårlige høstår kombineret med den hårdhændede kollektiviseringspolitik resulterede i, at landbrugsproduktionen faldt kraftigt i begyndelsen af 1930’erne. Alligevel fortsatte styret den hårdhændede politik, da det mente at en sammenlægning af landbrugsproduktionen var afgørende for industrialiseringen. Det var nemlig landbruget, der skulle brødføde det stigende antal arbejdere, som industrialiseringen medførte. Da man nåede 1933, var stort set hele det sovjetiske landbrug kollektiviseret. 

Staten fastsatte kvoter for, hvor meget der skulle produceres, og hvor stor en del af produktionen, der skulle afleveres til staten. Ofte var den mængde varer, der skulle afleveres til staten, større end den mængde, der rent faktisk blev produceret.

Resultatet af kollektiviseringen blev, at høstudbyttet i starten af 1930’erne ikke var større, end det var, før bolsjevikkerne kom til magten. Fra omkring 1934 forbedredes situationen i landbruget dog med bedre høstår, og produktionen begyndte langsomt at stige igen.

Læs mere om tvangskollektiviseringen

Omkostningerne ved Stalins økonomiske politik

Industrialiseringen og kollektiviseringen havde enorme omkostninger for befolkningen i Sovjetunionen, både økonomisk og menneskeligt. På trods af en stor vækst i 1930’erne var Sovjetunionen et meget fattigt land, og den ofte brutale gennemførelse af de økonomiske planer gjorde livsbetingelserne for befolkningen ekstremt hårde. Prioriteringen af sværindustrien betød en udbredt mangel på basale fornødenheder såsom tøj, fødevarer og boliger, og det gav en ekstremt dårlig levestandard for befolkningen i byerne såvel som på landet.

Stalin efterlod sig ved sin død i 1953 et Sovjetunionen i en økonomisk tilstand, hvor der var stor vækst inden for industrien, men hvor landbruget var blevet forsømt, og hvor befolkningens levestandard var meget lav.