Propaganda under Stalin

Propaganda var et af de mange midler, Josef Stalin brugte til at fastholde og retfærdiggøre sin magt. Propagandaen i Sovjetunionen var altomfattende, og alle informationer, som befolkningen fik, var nøje udvalgt og kontrolleret af regimet. Alle medier, det vil sige aviser, radio og film, var således styret af kommunistpartiet og Stalin. 

Ud over aviser, radio og film var plakater et af de mest udbredte propagandavirkemidler, fordi plakater med deres ofte stærkt forenklede billedbudskaber også kunne forstås af den del af befolkningen, som ikke kunne læse. Propagandaen gennemsyrede alle dele af samfundet og var blandt andet en central del af undervisningssystemet samt de offentlige møder og arbejdspladsmøder, som den sovjetiske befolkning var tvunget til at deltage i.

Formålet med propagandaen

For at kunne forblive ved magten, var det afgørende for Kommunistpartiet at få befolkningen overbevist om, at de grusomheder, som den gennemlevede, var et nødvendigt skridt på vejen til den bedre verden, som ville komme, når socialismen endeligt var blevet indført. Og den officielle virkelighed, som partiet beskrev, var for det meste langt fra den virkelighed, som befolkningen oplevede. Eksempelvis benægtede sovjetstyret eksistensen af en omfattende hungerskatastrofe i 1932-1933, som imidlertid i høj grad var virkelig for de millioner af mennesker, der døde af sult. 

Læs mere om hungersnøden i 1932-1933

Skabelsen af fjendebilleder

Gennem propagandaen forsøgte sovjetregimet at berettige den forfølgelse, som det udsatte visse dele af befolkningen for. Et godt eksempel er anvendelsen af propaganda til at skabe fjendebilleder. Det drejede sig primært om at udpege bestemte befolkningsgrupper som fjender, men også hele samfundssystemer som eksempelvis kapitalismen blev fremstillet som en ondsindet fjende, som skulle bekæmpes. 

Propagandaen blev brugt til at udstøde visse befolkningsgrupper fra samfundet ved at nedgøre dem og omtale dem som urene andenrangsmennesker, som var mindre værd end andre befolkningsgrupper. Det er kendetegnende for propagandaen, at den spillede på modsætningen mellem rent og urent, sygt og raskt, og de udskilte befolkningsgrupper blev fremstillet som skidt og sygdom, der skulle fjernes fra Sovjetunionen. Således omtalte Stalin ofte Sovjetunionen som en organisme, som var inficeret af sygdom, og først når denne sygdom var fjernet, kunne Sovjetunionen blive rask, og det socialistiske samfund kunne indføres. 

Det var også typisk for propagandaen, at den fremstillede de udskilte mennesker som dyr. Eksempelvis blev kulakkerne, som var bolsjevikkernes betegnelse for ”rige bønder”, fremstillet med dyrelignende ansigter, og kapitalister blev ofte fremstillet som grådige edderkoppelignede dyr, som sad i deres net og samlede rigdom. 

Ensretning af kulturlivet

I 1920’erne var der under Vladimir Lenin endnu en vis frihed inden for kunst og litteratur, men under Stalin skulle kulturen følge helt bestemte retningslinier, fastsat af partiet. Kunstnere og forfattere fik tildelt rollen som folkets opdragere, og de skulle være med til at opbygge det nye socialistiske samfund. Derfor var al kunst og litteratur under partiets kontrol. 

Bolsjevikkernes formål var at bryde alle bånd til fortiden og det, de kaldte den ”borgerlige kulturarv”, som var den gamle overklasses kultur. Formålet var at skabe en fælles kultur i hele Sovjetunionen, som ifølge det stalinistiske regime skulle være ”national i form og socialistisk i indhold”. Men det var i lige så høj grad formålet at kontrollere alt, hvad befolkningen sagde, tænkte og mente. 

Det var derfor partiets propagandaafdelinger, der dikterede, hvad medier og kulturinstitutioner skulle mene om alle væsentlige spørgsmål. Og det var også propagandaafdelingerne, der dikterede hvordan alle inden- og udenrigspolitiske begivenheder skulle præsenteres i skolerne, i ungdomsorganisationerne, i de politiske forsamlinger samt i bøgerne, aviserne og radioen. Afdelingerne forsynede konstant avisredaktionerne med ajourførte lister over, hvilke emner det var forbudt at omtale, ligesom de sørgede for, at bibliotekernes hylder var ryddet for bøger, hvis forfattere var i unåde hos regimet. 

Eftersom Stalin havde besluttet, at den russiske kultur skulle være gældende i hele Sovjetunionen, betød det i praksis, at russiske normer og russisk kultur blev påtvunget alle ikke-russiske nationaliteter i landet. Der blev således brugt enorme ressourcer på at bringe det socialistiske budskab ud til alle afkroge af det enorme rige.

Flere kulturelle opstramninger efter 2. Verdenskrig

Efter 2. Verdenskrig kom der en yderligere opstramning på det kulturelle område. I 1946 blev der indledt en omfattende kampagne for ideologisk rettroenhed og nationalisme i kunsten, hvilket blandt andet betød, at alle ”kosmopolitiske [udenlandske] tendenser i litteratur, videnskab og kunst” skulle bekæmpes. 

Hovedmanden bag denne kampagne hed Andrej Zjdanov, og han skulle sørge for, at alle dele af det sovjetiske kulturliv blev renset for vestens "rådne og reaktionære" indflydelse. Resultatet var et fuldstændigt statskontrolleret kunst- og kulturliv, som skulle følge strenge ideologiske retningslinier, hvor den eneste tilladte udtryksform var den såkaldte socialistiske realisme, som var en kunstform, der "realistisk" og optimistisk skulle skildre den socialistiske virkelighed. Alle kunstnere og forfattere, som ikke levede op til retningslinerne fastsat af partiet om at skildre virkeligheden som regimet ønskede, blev forfulgt.

Historieforfalskning og billedmanipulation

Ud over den åbenlyse propaganda, som eksempelvis plakater og film, foregik der i det stalinistiske Sovjetunionen også en mere skjult propaganda. Der blev iværksat en omfattende historieforfalskning, så historien kom til at passe ind i den virkelighed, som bolsjevikkerne ønskede at skabe. Kun de begivenheder, der passede ind i den måde, bolsjevikkerne ønskede, at historien skulle opfattes på, blev taget med i den officielle historieudlægning. Det, der ikke passede ind, blev helt udeladt. Det var derfor en meget nøje udvalgt udlægning af både Sovjetunionens og den øvrige verdens historie, der blev formidlet. Således blev eksempelvis Nikolai Jezjov, chef for det hemmelige politi 1936-1938, skrevet fuldstændig ud af den officielle sovjetiske historie, efter at han blev afsat som chef og senere henrettet. 

 

 

En anden variant af den mere skjulte propaganda var billedmanipulation. Blandt andet blev ledende partifolk fjernet fra officielle billeder, hvis de kom i unåde hos Stalin og partitoppen. Også her kan Jezjov nævnes som et godt eksempel. Til højre herfor ses to udgaver af samme billede. På den ene udgave af billedet står Jezjov ved siden af Stalin. På den anden udgave er han fjernet, fordi han i mellemtiden var blevet afsat som chef for det hemmelige politi. 

Læs mere om det hemmelige politi

Stalins selviscenesættelse

Ud over at benytte propagandaen til at udbrede den socialistiske politik i Sovjetunionen, brugte Stalin også propagandaen til at styrke sin egen position som leder. Og fra slutningen af 1920’erne iværksatte han en særlig personkult, som intensiveredes op gennem 1930’erne og 1940’erne. 

Stalin brugte propagandaen til at fremhæve sig selv som den ubestridte leder af kommunistpartiet og Sovjetunionen og som Lenins ufejlbarlige discipel, der skulle omdanne landet fra et tilbagestående landbrugssamfund til et moderne industrisamfund og føre den sovjetiske befolkning ind i det socialistiske rige. 

Det var dog ikke kun ønsket om at etablere en helteskikkelse af Lenins format, der lå bag Stalins selviscenesættelse - også reelle magtpolitiske hensyn spillede ind. For at modvirke angreb fra den svage, men dog eksisterende, opposition, var det vigtigt for Stalin, at han stod stærkt i befolkningens bevidsthed. Derfor havde skabelsen af personkulten omkring Stalin også til formål at skabe en myte om ham som et ufejlbarligt geni og Sovjetunionens uundværlige leder, og han blev fremstillet som en næsten guddommelig personifikation af sovjetstyret og det sovjetiske fædreland.

Under Stalin gennemsyrede propagandaen alle dele af det sovjetiske samfund, og den blev konstant udviklet til de forskellige formål, som den skulle tjene. Hvad enten propagandaen skulle overbevise højtstående partimedlemmer, den almindelige sovjetborger eller fangerne i Gulag-fangelejrene om det rigtige i den politik, som de blev udsat for, var den et effektivt middel.