Revolution vender op og ned på Rwanda

Selv om hutuerne var Rwandas største befolkningsgruppe på 84 %, så blev tutsierne favoriseret af de belgiske koloniherrer. I løbet af 1950’erne voksede hutuernes utilfredshed med denne forskelsbehandling. Flere katolske skoler, der blev ledet af belgiske missionærer, havde åbnet dørene for hutuerne, hvor de stiftede bekendtskab med begreber så som demokrati og lighed. Oprindeligt havde den katolske kirke støttet tutsierne, men mange af de ældre belgiske præster med overklassebaggrund var blevet afløst af en yngre generation af præster, der fortrinsvis kom fra arbejderklassen i Belgien. De kunne bedre identificere sig med hutuernes kamp mod undertrykkelse, og støttede dem nu i kampen om demokrati og lighed ved at give dem adgang til uddannelse.  

Politiske partier opdelt efter befolkningsgrupper

I løbet af 1950’erne blev der dannet en række politiske partier, som fulgte de etniske skillelinjer. Medlemmerne af et givent parti var således næsten udelukkende enten hutuer eller tutsier. Mens partierne PARMEHUTU (Parti du Mouvement et de l’Emanicipation Hutu) og APROSOMA (Association pour la promotion sociale des masses) fortrinsvis havde hutu-medlemmer, så var UNAR (Union nationale rwandaise) og RADER (Rassemblement démocratique rwandaise) hovedsageligt tutsi. UNAR var yderst kritisk overfor den belgiske kolonimagt og krævede øjeblikkelig selvstændighed. Tutsierne håbede på at opnå selvstændighed, inden man begyndte at tale om demokrati og flertallets bestemmelser, idet de var en minoritet og dermed ville miste meget af den indflydelse de havde på det tidspunkt, hvis majoriteten kom til at bestemme. 

Ud over skillelinjen mellem hutu-partierne og tutsi-partierne, så var der også et skel inden for hutuernes egne rækker. Partiet PARMEHUTU havde sin politiske base i Butare i det sydlige Rwanda, mens APROSOMAs medlemmer fortrinsvis kom fra Gitarama og Ruhengeri i det nordlige Rwanda. Dette vedvarende skel kom til udtryk i favorisering af enten den ene eller anden gruppe i de efterfølgende årtier, hvilket tilsvarende vakte den anden gruppes utilfredshed.

Den politiske scene i Rwanda var således præget af både etniske og geografiske spændinger. Hutuer og tutsier meldte sig ind i hver deres parti og dermed blev det politiske liv opdelt efter befolkningsgrupper og ikke politisk holdning. Hutu-partierne var atter opdelt efter, hvor medlemmerne kom fra. Det betød, at der var en masse spændinger på kryds og tværs, som ville komme til at presse det parti, som ville få regeringsmagten, når Rwanda fik sin selvstændighed. 

En appel om hutu-solidaritet

Et af de første opgør med tutsiernes magtposition kom fra en gruppe på ni hutuer, der i 1957 udgav en deklaration kendt som ”Bahutu Manifestet”. I den hævdede de, at tutsierne var udlændinge, der i sin tid havde invaderet Rwanda, hvorimod hutuerne var del af Rwandas oprindelige befolkning og derfor var landets retmæssige herskere. En af medforfatterne var Grégoire Kayibanda, der senere skulle blive Rwandas præsident, og teksten viste tydeligt, hvor vigtigt spørgsmålet om, hvilken befolkningsgruppe man tilhørte, var blevet i Rwanda. 

En appel om hutu-solidaritet blev for hutu-ledere det mest effektive samlingspunkt for revolutionær aktivitet. Det, at størstedelen af alle ledere og embedsmænd var tutsiere, gjorde argumentet om hutu-solidaritet meget stærk, mens en appel om, at ”alle de fattige” skulle forene sig måske ikke ville have været nær så stærk. Det belgiske kolonistyre havde gang på gang slået på, at de opfattede hutuerne som underlegne, og derfor oplevede selv fattige tutsier ikke den samme form for diskrimination, som dem, der var klassificeret som hutuer.

Omkring 300 tutsier dræbt og flere tusinde anholdt

Den spændte situation i Rwanda kulminerede den 1. november 1959, da et højtstående medlem af hutu-partiet PARMEHUTU på vej hjem blev overfaldet af en gruppe unge medlemmer fra tutsi-partiet UNAR. Et rygte om, at han var blevet dræbt spredte sig som en steppebrand, og hutu-aktivister gik som hævn til angreb på tutsi-ledere og medlemmer af UNAR. Omkring 300 tutsier blev dræbt, og over 1.000 mennesker blev anholdt. Mange hjem beboet af tutsier blev brændt ned. 

Den belgiske regering sendte soldater til landet, men deres sympati lå ikke længere hos tutsierne, hvis krav om selvstændighed havde gjort dem upopulære hos kolonimagten. Belgierne følte sig forrådt efter altid at have støttet tutsierne, og blev samtidig udsat for stærkt pres fra hutuerne. Derudover havde FN længe presset Belgien for at give Rwanda selvstændighed og sikre landets flertal af hutuer mere indflydelse. 

Hutuerne tager magten

Urolighederne mellem hutuer og tutsier fortsatte. Belgierne indførte et militærstyre, der indsatte hutuer på over 300 ledende poster, som før havde været besat af tutsier, der nu enten var blevet dræbt eller var flygtet. Hvad der siden hen er blevet omtalt som en social revolution, hvor en underklasse tog magten fra eliten, var i realiteten et magtskifte fra en befolkningsgruppe til en anden. Da der blev afholdt parlamentsvalg i september 1961 fik hutu-partiet PARMEHUTU 78 % af stemmerne, mens tutsi-partiet UNAR kun fik 17 % af stemmerne. 

Omvæltningen fra et tutsi-domineret styre til et hutu-domineret fik en række alvorlige konsekvenser for landet. Først og fremmest flygtede mange tutsier på grund af urolighederne til Rwandas omkringliggende lande. Det præcise antal vides ikke, men man gætter på at omkring 130.000 tutsier flygtede til Congo, Burundi og Uganda i perioden fra 1959 til 1963. De fleste glemte aldrig deres hjemland, og bevæbnede grupper af flygtninge angreb Rwanda adskillige gange i de kommende år. Omvæltningen skulle også vise sig at gå hårdt ud over de tutsier, der blev i Rwanda, da de blev ekskluderet fra det politiske liv.