”Arabisering” og deportationer i 1970’erne
Folkedrabet på kurderne i 1988 var ikke en pludselig indskydelse, men derimod kulminationen på mange års forfølgelser af de irakiske kurdere. Kurderne havde i årevis forgæves kæmpet for at opnå selvstyre, men blandt andet på grund af rige olieforekomster i de kurdiske områder ville irakerne ikke give slip på dem. De rebelske kurdere udgjorde derfor et stort problem for de irakiske myndigheder.
De irakiske kurdere og drømmen om Kurdistan
Kurderne lever i et område, som strækker sig over Irak, Iran, Syrien og Tyrkiet. I Irak bor kurderne i de olierige bjergområder i Nordirak.
I begyndelsen af 1980’erne, dvs. før folkedrabet, var der ca. 4 millioner kurdere i Irak, og kurderne udgjorde den største ikke-arabiske minoritet i Irak. Siden oprettelsen af staten Irak i 1920 har kurderne kæmpet for at oprette en selvstændig stat, Kurdistan, og der har været mange oprør og voldelige sammenstød mellem irakiske kurdere og de centrale myndigheder i Bagdad.
Kurderne og Ba´ath-partiet
I 1968 kom Ba´ath-partiet til magten i Irak ved et militærkup. Partiet var i deres ideologiske udgangspunkt fjendtligt indstillede overfor de ikke-arabiske kurdere, men fordi partiet på daværende tidspunkt var svagt, gjorde de alt for at undgå oprør. Ba´ath-partiet prioriterede det derfor højt at finde en løsning på kurdernes krav om selvstyre. Et af hovedproblemerne i forhold til kurdernes selvstyre var, at irakerne ikke var villige til at afgive områder med rige olieforekomster. Det lykkedes ikke for parterne at finde en langtidsholdbar aftale, og i begyndelsen af 1970’erne var forholdet mellem de irakiske myndigheder og kurderne præget af stor uenighed. I 1974 resulterede uenighederne i et kurdisk oprør efter, at irakerne havde offentliggjort en erklæring, der udelukkede de olierige områder fra de kurdiske selvstyreområder. For at opnå støtte forsøgte kurderne at indgå alliancer med andre lande, og det lykkedes blandt andet at få hjælp fra USA, Israel og Iran i form af våben og militærtræning. Kurdernes oprør varede i mere end et år og kollapsede først, da Irak og Iran i 1975 højst overraskende indgik en aftale omkring en gammel grænsestrid, og iranerne derfor som en del af aftalen indstillede deres støtte til kurderne.
Ba´ath-partiet
Ba’ath-partiet blev grundlagt i Syrien i 1943. Ba’ath er imod kolonialisme og imperialisme, og partiet har som mål at fremme en fælles, arabisk socialistisk nation.
Der er afdelinger af Ba’athpartiet i flere Mellemøstlige lande. I Irak kom Ba’ath-partiet første gang til magten i 1963, men de mistede den kort efter. I 1968 generobrede Ba’athpartiet magten i Irak ved et militærkup. I 1979 blev Saddam Hussein landets præsident og leder af Ba’athpartiet. Partiets struktur er meget centraliseret og autoritær. Iraks naboland Syrien regeres iøvrigt stadig i Ba’athpartiet.
Arabisering
Saddam Hussein, som på daværende tidspunkt var ansvarlig for interne sikkerhedsanliggender, betragtede kurderne som forrædere, fordi de under oprøret havde samarbejdet med nationer, som var fjendtligt indstillede over for Irak. Med oprørets kollaps i 1975 satte det irakiske styre derfor for alvor fart i deres anti-kurdiske tiltag, og man forsøgte at gennemføre en gennemgribende ”arabisering” af de kurdiske områder. Det vil sige, at man forsøgte at ændre befolkningssammensætningen i de områder, som i 1974 var blevet udelukket fra kurdisk selvstyre, så der ikke var så høj en koncentration af kurdere i Nordirak. Dette foregik ved, at hundredvis af kurdiske landsbyer blev jævnet med jorden, og indbyggerne blev sendt enten til nye hjem i regeringskontrollerede genbosættelseslejre eller blev deporteret til yderst primitive områder i Sydirak, hvor de blev overladt til sig selv. Indtil 1987 betalte de irakiske myndigheder kurderne et beskedent flyttetilskud. Desuden opfordrede myndighederne arabere fra det sydlige i Irak til at flytte til Nordirak blandt andet ved at tilbyde økonomiske gevinster til folk, der flyttede.
Etablering af sikkerhedszoner
I slutningen af 1970’erne tog irakerne endnu et skridt i deres kamp for at rydde de kurdiske områder ved at påbegynde etableringen af en 12 km bred sikkerhedszone langs sine nordlige grænser. Målet med at etablere dette ingenmandsland var at skabe et stabilt bælte i grænseområderne op mod Iran og Tyrkiet. Igen blev flere hundrede kurdiske landsbyer jævnet med jorden, og beboerne blev deporteret til regeringskontrollerede genbosættelseslejre, de såkaldte mujamma´at. De deporterede fortæller, at de fik fem dage til at pakke deres ting, hvorefter hæren rykkede ind i landsbyen med store bulldozere og smadrede alt. Det er usikkert, hvor mange mennesker, der blev deporteret, men de irakiske myndigheder anslår, at ca. 28.000 familier, svarende til 200.000 mennesker, blev deporteret alene i sommeren 1978. Tallet kan endda ligge meget højere.
At forfølgelserne af kurderne langt fra var en tilfældig og uovervejet operation blev understreget, da de irakiske myndigheder i 1979 oprettede en komite, hvis opgave det var at håndtere og organisere tvangsforflytningerne af kurderne. Denne komite var i øvrigt ledet af Saddam Hussein.
Da Irak i 1980 invaderede Iran påbegyndtes en ny og mere rolig fase i forfølgelsen af kurderne, men det skulle hurtigt vise sig at være stilhed før stormen.