Folkedrabets begyndelse – fra løfter om fred til rædselsregime
Få timer efter de Røde Khmerers magtovertagelse i Cambodja gik et grufuldt samfundseksperiment i gang. Visionen var en klasseløs bondestat, selvforsynende og upåvirket af udlandet. Religion blev forbudt, penge afskaffet, hospitaler og skoler nedlagt, familier blev opsplittet, og børn og unge blev hvervet som bødler i regimets terrormaskine.
Et folk hylder sine bødler
Da De Røde Khmerer marcherede ind i Phnom Penh den 17. april 1975 blev de mødt med jubel og glæde af en befolkning, der have fået nok af borgerkrig, og som havde store forventninger til en fredelig fremtid. I fem år havde interne magtstridigheder været skyld i omfattende politisk uro og borgerkrig. Der
var stigende utilfredshed med den siddende amerikansk-venlige regering, som ikke havde formået at forhindre, at USA’s krig i nabolandet Vietnam bredte sig ind over grænsen til Cambodja. I forsøget på at afskære nordvietnamesernes forsyningslinjer tæppebombede USA over en periode på fire år de cambodjanske landområder, der grænsede op mod Vietnam. Bombningerne skabte stor vrede og frustration blandt de cambodjanske bønder, og mange valgte derfor at støtte De Røde Khmerer i håbet om, at disse kunne skabe intern politisk stabilitet og sætte en stopper for den amerikanske krigsførelse.
Da De Røde Khmerer efter heftige kampe mod regeringens tropper marcherede ind i Phnom Penh som de nye magthavere, anede cambodjanerne ikke, at de denne skæbnesvangre dag var i færd med at hylde deres kommende bødler. De havde forventet fred, men ingen kunne have forestillet sig det samfund, som lederen Pol Pot og hans nærmeste gik i gang med at skabe blot få timer efter magtovertagelsen: Et tre et halvt år langt kommunistisk samfundseksperiment, som skulle blive det mørkeste kapitel i Cambodjas historie.
Det 20. århundredes mest effektive folkedrab
De Røde Khmerers bonderevolution i Kampuchea i 1975-1979 bliver regnet for et af det 20. århundredes mørkeste kapitler. Med omkring 1,7 millioner menneskeliv – omring en fjerdedel af den cambodjanske befolkning – på samvittigheden er det ikke alene et af de største folkedrab i omfang, men samtidig overgår Pol Pot-regimets overgreb både Hitler og Stalins massemord, set i forhold til hvor stor en procentdel af befolkningen, der blev udryddet.
Et kommunistisk samfundseksperiment iværksættes
Hvad, cambodjanerne ikke vidste, var, at Pol Pot og hans Røde Khmerer havde meget detaljerede planer for, hvordan de ville bruge deres nyvundne magt. Inspireret af Kinas daværende leder Mao Zedongs bonderevolution ”Det Store Spring Fremad” ville De Røde Khmerer og Pol Pot på lignende vis omlægge Cambodja til et kommunistisk klasseløst bonde-idealsamfund, hvor alle var lige, arbejdede for en fælles ideologi og kunne fungere uafhængigt af omverdenen. Inspirationen kom til dels fra den tyske filosof og sociolog Karl Marx’ tanker om arbejderklassen som den eneste revolutionære klasse, der kan forandre verden og være grundstenen for en ny samfundsorden. Dels fra Mao Zedongs teorier om nødvendigheden af en kontinuerlig, voldelig revolution, tvangsomstrukturering af samfundet og idolisering af bønderne. De Røde Khmerer havde også en forestilling om, at Demokratisk Kampuchea skulle blive et forbillede for andre kommunistiske stater og deres ledere – og det kunne ikke gå hurtigt nok.
Blot få timer efter deres indmarch i hovedstaden Phnom Penh forseglede De Røde Khmerer landet fra omverdenen. Udlændinge blev smidt ud, og bybefolkningen blev drevet ud af deres hjem. Familierne blev opsplittet, hospitalerne tømt for syge og døende: alle skulle de ud på lange vandringer ud til de landbrugskollektiver, hvor de skulle dyrke ris, ligesom man havde gjort det i Cambodjas storhedstid i 1100-1200-tallets Angkor-rige. De, som ikke døde under vandringerne, skulle under hårde vilkår og tvang bidrage til at øge risproduktionen, således at eksportoverskuddet kunne finansiere fabrikker til produktion af hverdagsprodukter såsom sko, tøj, sæbe og knive. På den måde skulle Cambodja på blot fire år være selvforsynende og uafhængig af udlandet.
Vold, tortur og samfundsfjender
Noget var dog galt med de rosenrøde idealer om Cambodja som ultra-kommunistisk foregangsland. For det første var den såkaldte Fireårsplan, som Pol Pot fremlagde for landbrugsproduktionen, totalt urealistisk og dømt til at slå fejl. Mange hundrede tusinder døde af sult og overarbejde i forsøget på at nå umulige mål. For det andet - og langt værre - blev den nye samfundsstruktur baseret på nøgterne antagelser om, at det var nødvendigt med både vold, terror og tortur. Enhver, der blev betragtet som modstander af de nye idealer eller ikke passede ind i forestillingen om det ’rene’ bondesamfund, blev systematisk forfulgt, tortureret og henrettet.
De såkaldte ’samfundsfjender’ eller ’forrædere’ var således både eksisterende nationale eller religiøse grupper såsom vietnamesere, vesterlændinge, kristne, muslimer og buddhister. Men også folk med uddannelse fra det, som de Røde Khmerer valgte at kalde den ’undertrykkende elite’ såsom skolelærere, læger, advokater, bybefolkningen, ja blot dem som bar briller, blev ofre for forfølgelse. Senere, efterhånden som det utopiske projekt slog fejl, og Demokratisk Kampuchea begyndte at falde sammen, var det ikke unormalt med omfattende udrensninger indadtil i organisationen. Pol Pot tålte ingen modsigelser eller kritik af sine politiske idealer, og selv blandt hans allernærmeste, hans rådgivere og ministre, kunne ingen vide sig sikre.