Kroatiske forbrydelser

Alle kroater i én stat

Seks måneder efter serberne i Bosnien havde udråbt Republika Srpska, udråbte de bosniske kroater i juli 1992 deres stat, Herzeg-Bosna, med Mate Boban som leder. Målet var, ligesom de serbiske lederes, at få kontrol med dele af Bosnien og skabe etnisk rene områder. 

Det kroatiske mindretal på 17 % af den samlede befolkning boede især i det sydvestlige Bosnien-Hercegovina omkring byen Mostar. Derudover boede de i mindre områder i det centrale Bosnien omkring byen Zenica. Ønsket var at forbinde disse områder med Mostar-regionen og skabe en kroatisk del i Bosnien.

Opløsningen af alliancen

Efterhånden som krigen skred frem, voksede fjendtlighederne mellem de bosniske muslimer og kroater. Det skete især, når en af parterne så en fordel i at tage kontrol med et område. Desuden havde serbernes offensiv i det nordlige og østlige Bosnien resulteret i store flygtningestrømme mod det centrale Bosnien, hvilket påvirkede den etniske balance og førte til sammenstød mellem kroater og muslimer. Begge parter havde til trods for alliancen mellem dem en interesse i at bibeholde magten i bestemte områder. Jo flere steder, de kontrollerede, desto mere havde de at forhandle med i forhold til de forskellige fredsplaner, der blev udarbejdet. 

I maj 1992 startede de første kroatiske ødelæggelser af moskeer og muslimske huse, og senere blev mord på civile og plyndringer en metode til at få de bosniske muslimer og serbere til at forsvinde. Det var imidlertid først efter fremlæggelsen af en fredsplan for Bosnien i januar 1993 – Vance-Owen planen – at alliancen mellem muslimer og kroater for alvor faldt fra hinanden. 

Ifølge fredsplanen skulle Bosnien deles i ti provinser, og diskussioner om, hvilke provinser, der skulle tilhøre hvem, forstærkede krigen. Midt i januar, kort tid efter Vance-Owen planen var blevet offentliggjort, udsendte den bosnisk-kroatiske leder Mate Boban et ultimatum til muslimerne i området om at aflevere deres våben, hvis ikke de ønskede en optrapning. Opløsningen af alliancen, og ønsket om et rent kroatisk område i Bosnien med tilknytning til hovedlandet Kroatien, blev starten på mere systematiske kroatiske udrensninger af muslimer i det centrale og sydlige Bosnien-Hercegovina. 

Lasva-dalen – det centrale Bosnien

Kroaternes overgreb i det centrale Bosnien kulminerede i april 1993, da de bosniske kroaters leder i det centrale Bosnien, Dario Kordic, kom med et ultimatum til muslimerne: ”Aflever jeres våben – eller bliv nedkæmpet”. Kommandanten over de kroatiske styrker i det centrale Bosnien, Tihomir Blaskic, iværksatte et angreb på de bosniske muslimer i Lasva-dalen. Angrebet havde til formål at gøre dalen til rent kroatisk territorium, og landsbyerne i Lasva-dalen blev udsat for artilleriangreb uden hensyn til konsekvenserne. Angriberne skelnede ikke mellem militære og civile mål.

Før og efter angrebene blev muslimske civile myrdet eller udsat for fysiske overgreb. Der blev sat ild til muslimske huse, moskeer blev ødelagt og bygninger, forretninger og fabrikker tilhørende muslimer blev plyndret og ødelagt. Hundrede af civile blev arresteret og behandlet umenneskeligt. De kroatiske styrker tvangsflyttede muslimer til andre områder.  

Særligt omkring byen Zenica var de etniske udrensninger omfattende. Her igangsatte de kroatiske styrker et storstilet og systematisk angreb på byer og landsbyer beboet af muslimer. Alene i byen Ahmici blev over hundrede civile dræbt – inklusive kvinder og børn. Huse blev sat i brand og den lokale moske jævnet med jorden.

Mostar – en delt by 

Byen Mostar, som hovedsageligt var beboet af muslimer og kroater, blev i maj 1993 belejret af kroatiske styrker. Størstedelen af Mostars serbiske mindretal var allerede fordrevet af kroaterne og muslimerne under deres fælles front i starten af krigen.

Byen blev delt i en vestlig del, som var domineret af kroatiske styrker, og en østlig del, som var domineret af muslimske styrker. De kroatiske styrker tvangsforflyttede bosniske muslimer fra deres lejligheder, arresterede dem uden forklaring og transporterede dem til koncentrationslejre i nærheden. Fordrivelserne fra den kroatiske del af Mostar medførte, at befolkningstallet i det østlige Mostar steg med godt 50 %. Bombardementerne af den muslimske bydel var konstante, og mere end 100.000 granater ramte Mostar under byens ni måneder lange belejring. Også den 450 år gamle bro Stari Most, som tidligere forenede byens to dele blev ødelagt. 

Overgreb på civile

De kroatiske styrkers forbrydelser gik hårdest ud over de bosniske muslimer, men også serbiske civile var udsat for forbrydelser – særligt i krigens første måneder. De mest omfattende forflytninger af serbiske civile fandt dog sted i Kroatien i det såkaldte Krajina-område på grænsen til Bosnien og Serbien. I august 1995 indledte den kroatiske hær en storstilet militær operation, kaldet ”Operation Storm”, for at generobre den tredjedel af landet, som siden 1991 havde været besat af etniske serbere. De havde allerede i september 1990 udråbt deres eget autonome område, som de siden udråbte som republikken Republika Srpska Krajina. Da den kroatiske hær angreb, beordrede de lokale Krajina-myndigheder via radio og tv alle serbere til at flygte. Ikke alle ønskede at forlade deres hjem, men en del af dem blev tvunget op i busser, biler og  traktorvogne af bevæbnede serbiske militsstyrker og kørt til den serbisk kontrollerede del af Bosnien eller til selve Serbien. 200.000 etniske serbere flygtede. De, der blev tilbage, gik en svær tid imøde. 680-700 civile serbere blev dræbt af enten kroatiske soldater eller kroatiske militsfolk, har den kroatiske afdeling af menneskerettighedsorganisationen Helsinki-Komiteen optalt. De, der overlevede, risikerede at blive udplyndret.

Krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden 

En række ledende kroatiske generaler og politikere i Bosnien og Kroatien har været tiltalt og dømt ved den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag, ICTY. Dommene fik de for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, men ikke for folkedrab.

Lederen af den selvbestaltede bosnisk-kroatiske republik Herzeg-Bosna, Mate Boban, trak sig allerede i 1994 tilbage fra politik og i 1997 døde han efter et slagtilfælde. Han nåede dermed aldrig at blive hverken sigtet eller dømt ved ICTY. Bobans efterfølger som leder af det bosnisk-kroatiske nationalistparti, Dario Kordic – der samtidig havde været leder for kroaterne i det centrale Bosnien – blev i 2001 idømt 25 års fængsel for krigsforbrydelser. Desuden blev kommandanten for de kroatiske styrker i det centrale Bosnien, Tihomir Blaskic i foråret 2000 idømt 45 års fængsel for krigsforbrydelser. Dommen blev dog omstødt i 2004 med den begrundelse, at Blaskic ikke havde haft lederansvar i de fleste af de forbrydelser, han var blevet dømt for. Dommen blev derfor reduceret til 9 års fængsel.

Også lederen af Operation Storm, den kroatiske general Ante Gotovina, blev dømt for krigsforbrydelser ved ICTY. Han havde opnået heltestatus i Kroatien, men blev i december 2005 udleveret til ICTY. Forinden havde EU lagt et tungt pres på Kroatien for at få Gotovina udleveret til Haag. Kroatiske politikere og myndigheder fik direkte at vide, at kroatisk EU-medlemskab afhang af, om Gotovina blev stillet for retten. I april 2011 blev han dømt for krigsforbrydelser i forbindelse med Operation Storm – men appellerede og blev frikendt i november 2012.

Den mest iøjnefaldende sag mod en kroatisk krigsforbryder var mod den tidligere general Slobodan Praljak. Han var i 2013 blevet idømt 20 års fængsel for krigsforbrydelser – bl.a. for at have givet ordre til den artilleribeskydning, der fik broen i Mostar til at styrte sammen. Han appellerede dommen, og sagen blev afgjort i november 2017 med en stadfæstelse. Men næppe var dommen afsagt, før Slobodan Praljak rejste sig, råbte ad dommeren, at han ikke var krigsforbryder og satte en lille flaske for munden. Da han havde tømt den, erklærede han, at han nu havde taget gift. Tilkaldte læger kunne ikke redde hans liv.

Artiklen er senest opdateret i 2023 af journalist og forfatter Steen Ramsgaard.