Gerningsmænd - kan alle blive gerningsmænd?
Den fælles faktor for alle folkemorderiske regimer overalt i verden er, at de aldrig har haft vanskeligt ved at skaffe folk til det grove arbejde. Hvem er de så – folkedrabets gerningsmænd? Er de alle afstumpede sadister?
Gerningsmændene til folkedrabenes forbrydelser er faktisk ofte almindelige familiefædre. De har typisk børn og arbejde og har aldrig været straffet for kriminalitet. Det er helt almindelige mennesker – ganske som os selv. Kvinder har også været medvirkende til folkedrab både som direkte gerningsmænd og som støtte og bagland for de mænd, der stod ved massegravenes kant. Teenagere er endda også blevet udnyttet som bødler af folkedrabets bagmænd i torturfængsler i Cambodja. Iblandt gerningsmændene er der selvfølgelig nogle, der finder ind til deres indre psykopat, om ikke andet så fordi arbejdet i sig selv virker afstumpende. Men som hovedregel er gerningsmændene ikke sadister.
Hvem skyder, kvæler og gasser?
De lavere gerningsmænd – dem der skyder, kvæler, gasser og i det hele taget myrder – kommer hovedsageligt fra samfundets væbnede og uniformerede organer. Her er der først og fremmest tale om politiet, og i anden række militæret. Fra det armenske folkedrab i 1915, over Holocaust til Rwanda i 1994 finder vi politi- og militærfolk blandt de værste mordere.
Politiet er samfundets væbnede arm indadtil, og da ofrene gerne udlægges som skadelige for samfundet, som kriminelle og sabotører, bliver det hurtigt en naturlig politiopgave at uskadeliggøre dem. Ofte er det ”civilister” man finder i uniformen udover de professionelle politi- og militærfolk. Det er oftest mænd, der er indkaldt i forbindelse med den krig, bag hvilken folkemordet som regel finder sted. Nogle gange er der tale om kriminelle, der er lukket ud af fængslerne mod at medvirke til drabet. Det er der eksempler på i det armenske folkedrab og blandt de serbiske paramilitære grupper i Bosnien. Men de fleste er almindelige mennesker som os selv.
Hvem organiserer og opildner til massemordet?
Embedsmændene vil ofte blive pålagt at implementere den praktiske gennemførelse af drabet. Offergrupper skal identificeres, formuer og ejendom konfiskeres og mordkommandoer koordineres. Embedsmændene er ofte drevet af en ambition om at tjene samfundet. De løser opgaverne som de ville løse enhver anden – også når det kommer til mord.
Dommere og jurister involveres også og gøres i reglen til et instrument for magthaverne. På universiteterne medvirker ledende akademikere til at sprede den ideologiske gift. I kirkerne har præster medvirket til at opildne hadet og retfærdiggøre mordene.
Hvad er drivkraften?
Den formentlig afgørende drivkraft for forvandlingen af ordinære mennesker til ekstraordinære forbrydere er forestillingen om at udføre et beskidt, men nødvendigt arbejde. Fælles for gerningsmændene er, at de mener, at de arbejder for en bedre fremtid; en fremtid, der er afhængig af, at "de andre" forsvinder. Men også muligheden for at bedre sine egne chancer i verden er medvirkende. Ofrenes ejendom frister, bedre boliger, bedre job, eller blot ting, der kan sælges eller er værdifulde – et ur, et par støvler. Hele samfundets moral synes at skride under påvirkningen fra krig og massemord. Måske bliver også ens egne udsat for angreb, og hævnmotivet kommer dermed i spil.
De øverste gerningsmænd
Folkedrab bliver nødvendigvis planlagt i samfundets allerøverste top. De fremmeste gerningsmænd er altid politikere. Politikere lægger linierne, tager beslutninger, og sender deres ordrer videre ned i systemet. Men de er også, som regel, talerør for kræfter i samfundet og har derfor en eller anden grad af folkelig støtte. Særligt når det gælder folkedrab, er det vanskeligt at forestille sig, at det skulle kunne gennemføres imod folkets vilje. Man kan næppe tvinge større grupper i samfundet til at blive mordere mod deres vilje. Politikerne spiller på folkelige fordomme i forhold til offergrupperne og forstærker disse fordomme.
Kan alle blive gerningsmænd?
Gerningsmænd til folkedrab kan findes i samfund overalt i verden. I Europa var det ikke kun tyskere, der medvirkede ved jødemordet i 1940'erne, men blandt andre baltere, rumænere, kroater og i mindre omfang frivillige fra de fleste europæiske nationer var parate til at dræbe. I Osmannerriget kunne ledelsen i 1915 rekruttere mordere fra en række folkeslag, herunder kurdere, der siden skulle blive ofre for senere tyrkiske regeringer og for Saddam Hussein. Heller ikke i Cambodja var det vanskeligt at skaffe folk, der var villige til at myrde deres landsmænd. Historien antyder, at alle mennesker har potentiale til at blive gerningsmænd uanset nationalitet, køn eller religion.
