Stalins revolution 1929-1940

Efter udmanøvreringen af sine politiske modstandere stod Josef Stalin fra 1928 i spidsen for Kommunistpartiet. Et af stridspunkterne i den forudgående magtkamp var, på hvilken måde Sovjetunionen skulle omdannes fra tilbagestående landbrugssamfund til en moderne industrimagt, og i 1928 iværksatte Stalin sit bud på, hvordan samfundet kunne transformeres. Ændringen blev så gennemgribende, at mange taler om ”Stalinrevolutionen”, som blandt andet omfattede tvangskollektivisering af landbruget, tvangsforflytning af bønder, planøkonomi, industrialisering og en massiv ensretning af samfundslivet.

Bønderne tvunget ind i kollektive landbrug

I slutningen af 1920’erne var der store problemer med kornforsyningen. Der var ikke korn nok til at dække Sovjetunionens egne behov, og samtidig var det indtægter fra korneksport, der skulle finansiere indkøb af maskiner til industrien. Derfor var kontrollen med kornforsyningen afgørende, hvis industrialiseringen skulle gennemføres. På den baggrund iværksatte Stalin en omfattende tvangskollektivisering af landbruget, det vil sige en sammenlægning af landets små private jordbrug til større kollektive landbrug. Hermed ville staten opnå kontrol over landbrugsproduktionen og dermed også kornforsyningen, og man håbede at kunne effektivisere landbruget og producere mere.

Kommunisterne havde tidligere opfordret til, at man kollektiviserede landbruget, men fra 1929 blev bønderne tvunget til at slutte sig til kolkhozerne, som de kollektive landbrug blev kaldt. Det indebar, at bønderne skulle overdrage alt, hvad de ejede af jord, dyr og redskaber til de fælles landbrug. 

Modstanden mod tvangskollektiviseringen var stor. I flere landområder herskede borgerkrigslignende tilstande, og i protest udviste bønderne meget lav produktivitet i de nye kollektive landbrug. De kollektive landbrug fik tildelt kvoter for, hvor meget korn de skulle producere og aflevere til staten, men disse kvoter var ofte sat alt for højt. Det betød, at bønderne skulle aflevere mere og mere, samtidig med at de producerede mindre og mindre. 

Situationen kulminerede i 1932-1933, hvor der i mange områder, særligt i Ukraine, udbrød omfattende hungersnød. Styret i Moskva kendte til situationen, men fastholdt alligevel de høje afleveringskvoter og var dermed medvirkende til at forværre situationen. Nogle mener endda, at hungerskatastrofen var bevidst fremprovokeret fra Stalins side for at nedkæmpe bøndernes modstand. 

Samtidig med tvangskollektiviseringen iværksatte Stalin en af-kulakisering. Kulak betyder på russisk storbonde, og betegnelsen dækkede i sovjettiden over bønder, som var mere velstillede end gennemsnitsbonden. De blev derfor pr. definition betragtet som fjender af sovjetregimet, og de modsatte sig sovjetstyrets planer om kollektivisering af landbruget. Stalin mente, at kulakkerne var skyld i befolkningens modstand mod kollektiviseringen, og han besluttede derfor at udrydde kulakkerne som klasse. Kulakkerne blev enten fordrevet fra hus og hjem, deporteret (det vil sige tvangsforflyttet til andre dele Sovjetunionen) eller likvideret.

Læs mere om tvangskollektiviseringen og af-kulakiseringen

Stalin igangsætter industrialisering

I 1928 kom den første femårsplan, som udstak retningslinierne for de næste fem års produktion i Sovjetunionen, og landet forlod dermed den mere markedsorienterede økonomi, som man havde ført siden 1921, til fordel for en statsstyret planøkonomi. Staten styrede hele samfundets økonomiske aktivitet via femårsplanerne og bestemte suverænt, hvad og hvor meget der skulle produceres. 

Stalins mål var, at Sovjetunionen skulle blive en stærk industrimagt med et selvforsynende produktionsapparat, og partiets fokus var derfor på sværindustrien, eksempelvis er udvinding af kul og jern. Det betød, at produktionen af forbrugsvarer, eksempelvis tøj, sko og møbler, blev forsømt, og det gjorde det svært for den russiske befolkning at skaffe forbrugsvarer.

Læs mere om det økonomiske system

Industriens fremstød medførte mangel på faglærte arbejdere. Omkring 20 millioner bønder blev i 1930’erne derfor mere eller mindre frivilligt ”omskolet” til industriarbejdere, men for de fleste var det svært at vænne sig til en helt ny livsstil. Forholdene i byerne var dårlige, og mange pjækkede eller drak. I et forsøg på at løse problemet indførte man et system for lønarbejderne, hvor de sociale ydelser blev gjort afhængige af, hvor længe en arbejder havde været ansat samme sted. Man forsøgte også at hæve arbejdernes motivation gennem et system af bonus og lønforskelle og brød altså her med den marxistiske ide om at yde efter evne og nyde efter behov. 

Stalin fik omdannet det tilbagestående landbrugssamfund til en sovjetisk industrimagt over en periode på omkring 15 år. De menneskelige omkostninger var imidlertid skyhøje, og det betød en nedgang i levestandard både på landet og i byerne. 

Tilbagevendende udrensnings- og arrestationsbølger

Sovjetunionen under Stalin var præget af tilbagevendende udrensnings- og arrestationsbølger. Målet var at rense samfundet for formodede politiske modstandere og andre, der var stemplet som kriminelle eller ”socialt farlige”.

Det kulminerede med ”Den Store Terror” i 1936-1938. Alle befolkningsgrupper blev ramt, men særligt hårdt gik det ud over samfundets top og i særdeleshed partiets egne folk. På baggrund af opdigtede anklager om spionage og økonomisk sabotage blev flere af partiets ledere dømt til døden, og i visse byer blev hele partitoppen udrenset. Stalin fik udryddet hele den gamle partielite og indsatte loyale støtter på alle poster. 

Massearrestationerne ramte foruden partifolk også folk med højere uddannelser og officerer. Nogle blev dømt til døden, andre blev deporteret eller sendt i en af de frygtede Gulag-fangelejre. Inden for alle sider af livet som sovjetborger blev der indført en omfattende ensretning, hvor det kun var tilladt at tænke og handle i overensstemmelse med partiets holdning.

Læs mere om stalinismens forbrydelser

Læs mere om brugen af terror

På vej mod 2. Verdenskrig

For kommunisterne var et sammenstød med den vestlige verden uundgåeligt, og formålet med både industrialiseringen og terroren var at forberede Sovjetunionen hertil. Industrialiseringen skulle blandt andet sikre et stærkt forsvar, og terroren skulle gennem frygt sikre en befolkning, der ikke turde gå imod deres leder. 

I 1922 indgik Sovjetunionen en venskabspagt med Tyskland, og de venskabelige forbindelser til Tyskland eksisterede frem til Adolf Hitlers magtovertagelse i 1933. Hitlers nazisme stred mod Sovjetunionens kommunisme, og Sovjetunionen forsøgte i de følgende år at nærme sig Frankrig og Storbritannien for at skabe en fælles front mod nazismen. Udviklingen i 1930’erne fik imidlertid Sovjetunionen til at ændre taktik. Det var ikke lykkedes at indgå et samarbejde med Frankrig og Storbritannien, og i stedet indgik Sovjetunionen den 23. august 1939 en ikke-angrebspagt med Tyskland, for på den måde at holde Tyskland væk og forsvare egne territoriale interesser. I et hemmeligt tillæg til aftalen delte de to lande Østeuropa i henholdsvis en tysk og en sovjetisk interessesfære, hvilket blandt andet gav Sovjetunionen mulighed for at generobre dele af de territorier, Rusland havde tabt efter 1. Verdenskrig. I september 1939 angreb Tyskland Polen, og Sovjetunionen fulgte hurtigt efter og sendte tropper ind i blandt andet Østpolen, Estland, Letland, Litauen og mindre dele af Finland. 

I juni 1941 blev ikke-angrebsaftalen mellem Tyskland og Sovjetunionen brudt, da tyskerne angreb Sovjetunionen, og de to nationer var nu i krig med hinanden.