Politisk marginalisering, ressourcefordeling og konflikten mellem Nord- og Sydsudan

Krigen i Darfur-provinsen i den østlige del af Sudan fra 2003 er én ud af en lang række konflikter som regionen har oplevet siden Sudan blev selvstændigt i 1956. Der er flere forskellige årsager til konflikten. Bl.a. har ressourcefordeling, altså kampen om de råstoffer og livsnødvendigheder som olie, vand, landbrugsjord og mad, der er til rådighed, spillet en stor rolle. I de seneste mere end 20 års væbnet konflikt har også etnisk tilhørsforhold fået en større og større betydning, blandt andet som følge af en bevidst politik fra den sudanske regerings side under præsident Omar al-Bashir i perioden 1989-2019. 

Fra 2023 er konflikten i Darfur blusset op igen. Nu er det ikke så meget regeringen i Khartoum, der er problemet for befolkningen i Darfur. Problemet er snarere de militser, der før var allieret med den tidligere præsident al-Bashir, men som nu både bekæmper Sudans nye regering og Darfurs befolkning.

Konflikten i Darfur er kompleks og har mange årsager. Men der er tre faktorer som kan hjælpe til at forstå den oprindelige konflikts udbrud i 2003, hvor de afrikanske darfurianeres oprør begyndte for alvor, og den sudanske hær og Janjaweed-militsernes svarede med angreb mod civilbefolkningen i området: 

• Den arabisk-dominerede regerings diskriminerende politik mod den afrikanske befolkning gav anledning til særlig meget utilfredshed blandt darfurianere, der overvejende består af sorte afrikanere.
• Ændringer i levevis og ressourcefordeling medførte, at spændinger mellem etniske grupper i Darfur øgedes.
• Begyndelsen på oprøret i Darfur i 2003 faldt sammen med fredsforhandlinger mellem Nord- og Sydsudan, der startede i 2002 og handlede om at slutte borgerkrigen, der havde præget Sudan i 21 år. Darfurianerne følte sig udelukket fra disse fredsforhandlinger.

En etnisk konflikt i Darfur

Sudan var Afrikas største land indtil den sydlige del af landet, Sydsudan, blev selvstændigt i 2011. Sudan er nu kontinentets tredjestørste land, med omkring 50 mio. indbyggere og en kompleks befolkningssammensætning. Der findes over 500 forskellige stammer og mere end 100 sprog i landet. De forskellige folk og stammer bliver ofte opdelt i to grupper: arabiske og afrikanske sudanere, men det betyder dog ikke, at disse kan betragtes som klart definerede grupper.

Om en person er arabisk eller afrikansk bliver tit afgjort af personens egen identificering med en bestemt gruppe. Traditionelt har det været vigtigst for en persons etniske tilhørsforhold, om man var nomade eller jordbruger. Hvis man var nomade, var man araber, hvis man var fastboende og dyrkede jorden, var man afrikaner.

Konflikten i Darfur var ikke som udgangspunkt en etnisk konflikt, for etnicitet har normalt ikke været noget, som darfurianerne gik særlig højt op i. De talte alligevel næsten alle sammen arabisk og havde for langt de flestes vedkommende den samme religion, islam. Af større betydning har det været, hvilken stamme man tilhørte, for i Darfur identificerer man sig først og fremmest med sin stamme.

I løbet af konflikten er etnisk tilhørsforhold dog blevet et større og større tema, fordi Janjaweed-militserne og regeringsstyrkerne har i samarbejde haft afrikanske darfurianere som udpræget genstand for deres angreb, og dermed er der blevet sat et tydeligt skel mellem de to etniske grupper. Det samme gælder fra 2023, hvor Janjaweeds efterfølgere i Rapid Support Forces (RSF) angriber civilbefolkningen i bl.a. Darfur for deres etnicitet. 

Politisk marginalisering

I mange år har den politiske og økonomiske magt i Sudan været koncentreret blandt den arabiske del af befolkningen. Ifølge oprørsgrupperne i Darfur har den sudanske regering ført en diskriminerende politik overfor den afrikanske befolkning og favoriseret personer med arabisk baggrund, når der skulle ansættes folk i det administrative og politiske system. Afrikanske landsbyer har i modsætning til de arabiske landsbyer heller ingen støtte fået af regeringen til hospitaler eller skoler.

Ifølge regeringen under præsident al-Bashir indtil 2019 var konflikten i Darfur ”blot en stammekonflikt”. Regeringen hævdede, at de arabiske Janjaweed-militser på egen hånd angreb landsbyer, fordi indbyggerne er afrikanske. Men regeringen havde selv igennem deres diskriminerende politik bidraget til at opdele den sudanske befolkning i ”arabere” og ”afrikanere”, og koordineret militsens angreb i Darfur med Sudans hær.

Centraliseringen af den politiske og økonomiske magt i Khartoum hos den arabisk-muslimske del af befolkningen er ikke ny, men har rødder i først den osmanniske (tyrkiske) kolonisering, siden den senere britisk-egyptiske kolonisering af Sudan fra 1899 indtil 1956, hvor Sudan opnåede selvstændighed. Under koloniseringen blev al magt centraliseret i Khartoum, mens store dele af resten af landet blev tilsidesat. Det skete, fordi koloniherrerne ikke anså yderregionerne som Darfur for at være værdifulde pga. de store ørkenområder og den ”primitive” befolkning.   

'Arabiseringen'

Favoriseringen af den arabiske del af befolkningen i Sudan intensiveredes igen i 1980’erne. En række arabiske ledere i Darfur udsendte i 1987 et manifest, hvori de fremhævede Darfurs arabiske befolkning som bærere af regionens kultur og civilisation og krævede, at araberne skulle have mere politisk indflydelse. Manifestet var inspireret af Libyens leder Muammar Qaddafi, som i 1980’erne promoverede ‘arabisme’ som politisk ideologi og bakkede op om arabiske rebeller i Afrika syd for Sahara som led i planen om et ‘arabisk bælte’. Manifestet advarede om, at situationen kunne komme ud af kontrol, hvis ikke araberne i Darfur fik mere indflydelse på bekostning af sorte afrikanere. Sidenhen, fra 1989, begyndte al-Bashir-regeringen sin politik med at udskifte afrikanske darfurianere med arabiske i den offentlige sektor.

Mindre land til flere mennesker

En anden faktor med betydning for konflikten i Darfur har været ændringer i befolkningens levevis og ressourcefordelingen i regionen. Der, hvor arabiske og afrikanske grupper i Darfur generelt adskiller sig fra hinanden er i deres forskellige levevis. Udadtil er forskellene mellem grupperne nemlig ikke så markante. Både arabiske og afrikanske darfurianere er næsten alle muslimer. Størstedelen af darfurianerne taler arabisk, alle er i forskellig grad sorte i huden, og de har i generationer giftet sig indbyrdes.

Men hvor de afrikanske grupper traditionelt har dyrket jorden i den sydlige del af Darfur, har de arabiske darfurianere typisk ernæret sig som kvæg- eller kameldrivende nomader i nord. I løbet af den årlige tørkeperiode har nomaderne desuden kunnet lade deres kvæg græsse og gøde bøndernes jorde, når disse lå uopdyrket hen. 

Nomaderne og bønderne har tidligere levet i nogenlunde fredelig sameksistens, og grupperne har handlet med hinanden med gensidigt udbytte. I de senere år er den traditionelle opdeling i nomader og bønder dog blevet mere udvisket, fordi en del arabiske nomader har slået sig ned som bønder. Grunden hertil er mangel på jord til kvæget som følge af langvarige tørkeperioder, samt Sahara-ørkenens spredning ind i den nordlige del af Darfur. Desuden er det blevet mere attraktivt at dyrke jorden, fordi landbruget er blevet moderniseret. 

Tørkeperioderne og ørkenspredningen har samtidig tvunget mange tilbageblevne nomader til at søge længere sydpå med kvæget, også i perioder hvor jorden bliver dyrket. Det har skabt konflikter med de afrikanske bønder, at nomadernes kvæg i stigende grad græsser på opdyrket jord og ødelægger høsten. Klimaforandringer har således har medvirket til at skabe spændinger.

Den slags konflikter blev før løst ved lokale retsinstanser, men da Omar al-Bashirs radikale regering tog magten i 1989 afskaffede den de lokalråd, der stod for at mægle i konflikterne, og begyndte i stedet fra centralt hold at favorisere araberne i Darfur.

Konflikten mellem Nord- og Sydsudan

Konflikten i Darfur er også påvirket af den afsluttede borgerkrig mellem nord og syd i Sudan. Fra 1983 til 2005 var der borgerkrig mellem Nord- og Sydsudan. Borgerkrigen sluttede, da regeringen og oprørsgrupperne i syd indgik en aftale om den fremtidige magt- og ressourcefordeling i landet. En af aftalerne var, at Sydsudan fik mere indflydelse i regeringen i Khartoum, og at Sydsudan på sigt skulle holde folkeafstemning om, hvorvidt der skal indføres selvstyre. Det endte med mere end bare selvstyre, da Sydsudan i 2011 blev en selvstændig nation.

Fredsforhandlingerne inden selvstændigheden inkluderede ikke repræsentanter fra andre områder end hovedstaden Khartoum og Sydsudan. Andre regioner i Sudan var således afskåret fra indflydelse på landets fremtid og krævede lignende ændringer. Det gav allerede i 2003 anledning til megen utilfredshed i disse regioner. For nogle darfurianere var denne udelukkelse dråben, der fik bægeret til at flyde over. I modsætning til Sydsudan har oprørerne i Darfur dog generelt ikke stillet krav om regionalt selvstyre eller selvstændighed.  

Siden er senest opdateret i 2024 af historiker Matthias Bjørnlund.