Den internationale flygtningepolitik før krigen: Ingen plads til jødiske flygtninge

Antisemitisme var ikke nazisternes opfindelse. Den fandtes i alle lande i større eller mindre omfang. Politikerne frygtede derfor befolkningernes reaktion, hvis de tillod større grupper af jøder at slå sig permanent ned. Det ville give næring til fordommene og skabe medvind for nazistiske grupperinger inden for egne grænser. Hertil kom, at der ikke i den økonomisk vanskelige situation var efterspørgsel på arbejdskraft indenfor de områder, hvor flygtningene havde gjort sig gældende hjemme i Tyskland. Det vil sige som selvstændige erhvervsdrivende, i liberale erhverv og inden for kunst, kultur og videnskab. Desuden havde mange af de tyske jøder ernæret sig med handel, og de lokale handlende mente, at flygtningenes indpas på arbejdsmarkedet ville skade deres egne forretninger. Endelig var flygtningene i hvert fald fra 30ernes slutning ribbet for alt, og det gjorde det svært for dem at etablere sig i tilflugtslandet, som hermed risikerede at komme til at stå med forsørgerbyrden.

Skrækscenariet: 8 mio. jøder på flugt

Der var kun ½ mio. jøder i Tyskland, og flygtningeproblemet kunne derfor synes overskueligt. Det internationale samfund havde efter 1. Verdenskrig håndteret langt større flygtningestrømme. Men i landene øst for Tyskland boede 8 mio. jøder, og disse landes regeringer så interesseret på tyskernes forsøg på at løse deres ”jødeproblem”. Fx luftede Polen, som husede 3 mio. jøder, tanken om også at skille sig af med sit ”overskud” af jøder. Man kunne jo se, hvordan nazisterne i løbet af få år fik jaget en fjerdedel af de tyske jøder på flugt, uden protester eller sanktioner fra udlandet.  Der var derfor risiko for, at millioner af jøder i løbet af en årrække ville skylle ind over grænserne med store sociale og økonomiske problemer til følge. Skrækscenariet blev aldrig en realitet. Det satte krigen en stopper for, og da den sluttede, var hovedparten af de østeuropæiske jøder myrdet.

Ingen penge til Højkommissariatet for flygtninge

I efteråret 1933 kom de tyske flygtninge på den internationale dagsorden, og Højkommissariatet for flygtninge fra Tyskland blev etableret. Det var ikke medmenneskelige overvejelser, der lå bag dette initiativ. Baggrunden var de problemer, som flygtningene skabte i Tysklands nabolande. Det blev understreget, at meningen ikke var at blande sig i Tysklands indre anliggender. Højkommissariatets opgave var derfor ikke at forsøge at få tyskerne til at stoppe forfølgelserne. Opgaven var at koordinere hjælpen og finde permanente bosættelser for flygtningene. Højkommissæren skulle forhandle med modtagerlandene om opholds- og arbejdstilladelse samt udstedelse af de nødvendige papirer, som ville gøre flygtningene i stand til at emigrere.

Der fulgte ingen penge med. Hjælpearbejdet skulle finansieres ved privat velgørenhed. Dette sammenholdt med et stærkt ønske om ikke at provokere Tyskland stækkede i høj grad Højkommissariatets handlemuligheder. Det var også meningen: Ingen lande ønskede at lade sig binde i forhold til at yde flygtningene beskyttelse og give dem adgang til arbejdsmarkedet. 

Juli 1936: midlertidig flygtningekonvention ikke et plus for flygtninge

Den første flygtningekonvention vedrørende flygtningene fra Tyskland var midlertidig og blev indgået i juli 1936. Ifølge konventionen var en flygtning en person med tysk statsborgerskab, som ikke længere fik beskyttelse af den tyske stat. Det vil sige, at de mange polske jøder, som havde boet i Tyskland hele livet, og som særligt var udsat for nazisternes chikane, faldt uden for. Desuden var det overladt til den enkelte flygtning selv at bevise, at han ikke længere blev beskyttet af tyske stat. Og til myndighederne i tilflugtslandet at bestemme, om forfølgelsen var tilstrækkelig til at opnå asyl.

Formålet med konventionen var at sikre flygtningene mod at blive afvist på grænsen til tilflugtslandet eller ligefrem udvist. Tilføjelsen om, at det ikke gjaldt, hvis flygtningens ophold stred mod den nationale sikkerhed eller den offentlige orden, gjorde dog forbudet mod afvisning/udvisning nemt at omgå. Konventionen gav anledning til stor skuffelse både hos flygtninge og flygtningevenner: Det var først og fremmest staternes ret frem for flygtningenes, der var tilgodeset.  

Februar 1938: den endelige flygtningekonvention

Den endelig konvention blev indgået i februar 1938. De mange statsløse flygtninge blev nu omfattet, og det samme gjaldt fra juli de østrigske flygtninge og senere også flygtninge fra Sudeterlandet, som blev indlemmet i Tyskland i september 1939. På papiret gav konventionen en omfattende beskyttelse. Den skulle for alvor sætte en stopper for, at flygtningene fungerede som kastebold mellem de europæiske lande, og først og fremmest skulle den forhindre, at de blev sendt tilbage til Tyskland. Men konventionstekster er som hovedregel uklare, og det var også tilfældet her. Konventionen var fuld af forbehold og undtagelser. Fx faldt personer, der flygtede af ”bekvemmelighedsgrunde” udenfor. Hvem der kunne betegnes som ”bekvemmelighedsflygtninge”, bestemte tilflugtslandet suverænt. Det kunne bl.a. dække over personer, som havde overtrådt de racistiske Nürnberglove, eller personer, som havde forbrudt sig mod de tyske valutabestemmelser ved at bringe deres formue uden for nazisternes rækkevidde. I praksis kunne de mulige tilflugtslande altså vælge jøder fra.

 Kun syv stater – heriblandt Danmark – underskrev konventionen, og kun to lande – England og Belgien – nåede at få den godkendt (ratificeret) af de respektive parlamenter, inden krigsudbruddet. 

Indlemmelsen af Østrig i Det tredje Rige i marts 1938 – flygtningearbejdet i krise

Indtil 1938 mente det internationale samfund optimistisk, at flygtningeproblemet lod sig håndtere. Flygtningestrømmen var stadig behersket. 150.000 havde foreløbigt ophold i de europæiske lande, og 100.000 havde allerede fundet blivende opholdssted uden for Europa og flere kunne følge efter. 

Optimismen forsvandt med Tysklands indmarch i Østrig den 11. marts 1938. Her levede ca. 190.000 jøder. Jødeforfølgelserne og brutaliteten, som var en konsekvens af indlemmelsen, oversteg langt, hvad man havde set i Tyskland. Mange jøder begik selvmord af fortvivlelse, men forfølgelserne satte også gang i en panisk flugtbølge. Det skabte kaos i den internationale flygtningepolitik. Overalt tog modtagerlandene skridt til at forhindre, at de blev løbet over ende af de nødstedte jøder. Det bragte nu for første gang USA på banen, og i marts 1938 indbød den amerikanske præsident Roosevelt 32 lande til en flygtningekonference i Évian. 

Évian-konferencen – fyldt med undskyldninger for ikke at hjælpe 

Évian-konferencen blev afholdt i den lille franske by Évian-les Bains fra den 6. til den 15. juli 1938. Repræsentanter for 32 nationer, bl.a. Danmark, deltog. Den amerikanske dagsorden var temmelig løs og også modsætningsfyldt. Man foreslog nedsættelse af en regeringskomité, der skulle lette de politiske flygtninges udvandring fra Tyskland og Østrig, hvilket også ville indebære forhandlinger med Tyskland. Samtidig forsikrede man dog deltagerlandene om, at de ikke ville blive påtvunget flere flygtninge end de nationale love tillod. Desuden skulle flygtningearbejdet som hidtil betales af private.

Alle deltagerne udtrykte sympati med flygtningene, og alle fortalte, hvor meget netop deres land havde gjort for at hjælpe. Men ingen ville give afkald på selv at bestemme, hvem der skulle ind i netop deres land. USA selv ønskede ikke at ændre sine kvotebestemmelser. Frankrig, Holland og Belgien kunne ikke tage flere. Schweiz ønskede kun at være gennemgangsland. England kunne kun tage et beskedent antal, men ville undersøge spørgsmålet om at anbringe nogle i kolonierne i Østafrika. Heller ikke de oversøiske lande udviste større imødekommenhed. Canada havde stoppet for indvandring, Australien ville ikke love noget. Landene i Sydamerika ville kun modtage landarbejdere, og det betød ingen jøder.

Danmark, som i forhold til Tysklands øvrige nabolande kun husede få flygtninge, lå helt på linje med de andre deltagere. Det blev understreget, at Danmark ikke var et indvandrerland. Landet var tætbefolket og havde stor arbejdsløshed. Man mente allerede at have givet adgang til et relativt stort antal flygtninge og ville da også fortsat give asyl til politiske flygtninge. De små lande kunne dog ikke selv klare flygtningeproblemet. Det måtte løses internationalt og i samarbejde med andre verdensdele. 

Konferencen en fiasko

Konferencen var en fiasko, som også den tyske presse noterede sig: Her kunne man så se, hvordan de stater, som havde så høje idealer og angreb den tyske politik, heller ikke ville have noget med jøderne at gøre. De frygtede antisemitisme i egne rækker og ville helst skubbe jøderne over på andre. Det eneste reelle resultat blev nedsættelsen af en international regeringskomité (Intergovernmental Committee on Refugees, forkortet IGCR), hvis formål skulle være gennem forhandlinger med Tyskland at få stoppet den kaotiske flugt og tillade flygtningene at medbringe i hvert fald nogen formue. Endvidere skulle man prøve at finde oversøiske lande, som ville tillade flygtningene at slå sig ned permanent.

Tysklands løsningsforslag

Forhandlingerne med Tyskland blev udsat flere gange, først pga. den såkaldte Sudeterkrise i september 1938 og senere som følge af Krystalnatten i november. Først i februar 1939 blev den tyske plan for jøderne præsenteret. Den gik ud på at få 150.000 jøder i den arbejdsdygtige alder ud af Stortyskland over en periode på 3-5 år. Derpå skulle deres ægtefæller og børn følge efter. De resterende 200.000 ældre jøder kunne få lov at ende deres dage i Tyskland uden at blive forfulgt. Udvandringen og etableringen i et andet land skulle finansieres ved et lån fra udenlandske jøder på 1,5 mia. rigsmark. Lånet skulle betales tilbage over 20 år i form af tyske varer. Tyskland ville stille garanti for lånet i form af de formuer, man havde konfiskeret fra jøderne. Resten af de jødiske formuer skulle sikre de tilbageværende ældre jøders overlevelse. Denne plan vakte vrede, især i jødiske kredse, og den blev overhalet af tyskernes indmarch i Tjekkoslovakiet i marts 1939, hvorved yderligere 350.000 jøder kom under nazisternes herredømme med nye forfølgelser og nye flugtbølger til følge. 

Forsøg på at finde modtagerlande

Évian-konferencen viste tydeligt, at der ikke var plads til de jødiske flygtninge i Europa og heller ikke i de tre store indvandrerlande USA, Canada og Australien. IGCR arbejdede derfor ihærdigt på at overtale mere fjerntliggende og eksotiske lande til at tage imod dem. Nu eventuelt med et økonomisk bidrag fra Europa og USA.

Den ene plan fulgte efter den anden. Der var ikke den plet på jorden, som ikke var i spil som fremtidigt jødisk hjemland – fra Alaska til Madagascar, fra Manchuriet til østafrikanske kolonier. Det eneste land, der viste sig imødekommende var den lille Dominikanske Republik. Her ville man gerne modtage 100.000 flygtninge på betingelse af, at de havde penge med. Men krigen kuldkastede alle de fantasifulde projekter, og demokratiernes vilje til at yde tilskud til emigrationen blev aldrig afprøvet.

Af Lone Jenny Rünitz, cand.phil. og forfatter til bl.a. Af hensyn til konsekvenserne. Danmark og flygtningespørgsmålet 1933-1940 og Udsendt til Tyskland, 2008.