Gidsler i Irak? - Saddam Hussein og FN-sanktionerne

Sanktionernes oprindelse

Historien om FN’s sanktioner mod Irak startede i august 1990, hvor Iraks præsident Saddam Hussein invaderede nabolandet Kuwait. USA og det internationale samfund reagerede prompte på invasionen, både fordi den var et brud på international lov, men også fordi invasionen ville forstyrre magtbalancen i Mellemøsten og true det amerikansk-venlige Saudi Arabien. Den store fare var, at Irak ville komme til at besidde så store oliereserver, at de egenhændigt ville kunne fastsætte verdensmarkedsprisen på olie ved at skrue op og ned for olieproduktionen. Den kolde krig var netop slut, og det lykkedes med USA i spidsen at samle en bred international koalition, som var enige om at standse Saddam Husseins invasion.

Fra diplomati til kattepine

I første omgang forsøgte FN at skræmme Saddam Hussein til at trække sig ud af Kuwait ved dels at true med krig, dels ved at udstede resolutioner – krav til Saddam Hussein, som han skulle efterleve. Der blev udstedt 12 resolutioner fra efteråret 1990 til marts 1991, som fordømte invasionen af Kuwait og krævede, at Irak øjeblikkeligt trak sig ud af Kuwait. FN forsøgte at presse Saddam Hussein til at efterleve disse resolutioner ved at indføre økonomiske sanktioner, som ramte Iraks økonomi hårdt. Sanktionerne indebar et stop for al handel med Irak, undtaget livsnødvendige varer som f.eks. medicin, samt en fastfrysning af irakiske tilgodehavender i udlandet. Resolutionerne og de økonomiske sanktioner blev i første omgang brugt som et pressionsmiddel, der skulle få Saddam Hussein til at trække sig ud af Kuwait. Men for Saddam Hussein var hverken trusler med ord eller mod landets økonomi tilstrækkeligt, og han opretholdt besættelsen af Kuwait. Golfkrigen blev derfor en kendsgerning, da en stor international koalition ledet af USA i vinteren 1991 angreb Saddam Hussein militært og hurtigt besejrede den irakiske hær. 

Våbenhvilen, sanktionerne og det humanitære regnestykke

Der var flere grunde til, at FN ikke øjeblikkeligt efter krigen hævede sanktionerne mod Irak. FN ville først afvæbne Saddam Hussein og dermed forhindre ham i atter at angribe andre lande. Saddam Hussein nægtede dog at samarbejde med FN om våbenhvilebetingelserne, hvori der bl.a. stod, at Saddam Hussein ikke igen måtte true sine nabolande, at han ikke måtte udvikle, eje eller opbevare masseødelæggelsesvåben, og at han skulle anerkende Kuwaits grænser. I forbindelse med våbenhvilebetingelserne oprettede FN et hold våbeninspektører, der skulle overvåge, at Saddam Hussein ikke havde eller anskaffede sig masseødelæggelsesvåben. Flere gange nægtede Saddam Hussein, at våbeninspektørerne fik adgang til Irak. FN vidste, at Saddam havde haft masseødelæggelsesvåben og kemiske våben, idet han tidligere havde brugt dem – både mod nabolandet Iran og mod Iraks kurdiske befolkning. FN bibeholdt altså de økonomiske sanktioner mod Irak for at presse Saddam Hussein til at samarbejde. 

Iraks oliesalg

Infrastrukturen i Irak havde taget alvorligt skade af den lange udmarvende krig mod Iran i 1980-1988 og af Golfkrigen i 1991-1992. Desuden var det tydeligt, at den humanitære situation i Irak var ganske alvorlig i og med, at landet havde været afskåret fra madforsyninger på grund af sanktionerne, der blev indført efter Saddam Husseins invasion af Kuwait. Af flere omgange påpegede internationale organisationer nødvendigheden af at gøre noget for civilbefolkningen. FN’s udsending i Irak, Sadruddin, fastslog i sommeren 1991, at det ville koste op mod 22 milliarder dollars at genopbygge Irak til samme niveau som før krigen i 1990-91. Derfor foreslog Sadruddin, at man tillod Irak at sælge olie for 2,65 milliarder dollars hver 4. måned, og at overskuddet fra salget skulle gå til civilbefolkningen. Pengene fra oliesalget skulle dække humanitære behov. Derudover skulle humanitære organisationer have lov til at operere i landet. 

Menneskelige omkostninger

Fordi landene i FN’s sikkerhedsråd var enige om, at det var vigtigt at presse Saddam Hussein til at samarbejde, endte de med at vedtage et oliesalg på blot 1,6 milliarder dollars pr. halvår mod de anbefalede ca. 4 milliarder. Heraf skulle betales til en kompensationsfond til ofre i krigen, og der blev således blot 930 millioner dollars hvert halve år til humanitære formål. I efteråret 1991 foreslog FN’s generalsekretær, Kofi Annan, at man skulle lindre civilbefolkningens lidelser ved at tillade Irak et øget oliesalg, men dette blev afvist af Sikkerhedsrådet, igen med den begrundelse, at det var vigtigt at presse Saddam Hussein. Regnestykket omkring Iraks oliesalg til genoprettelse af den humanitære situation endte altså langt fra de 22 milliarder dollars, der egentlig var brug for. Det var derfor ikke uproblematisk, at netop økonomiske sanktioner blev det pressionsmiddel, som FN brugte for at få Saddam Hussein til at efterleve resolutionerne. Konsekvenserne af sanktionerne var alvorlige for civilbefolkningen, der måtte leve i et land uden adgang til mange basale fornødenheder. 

Sanktionernes formål

FN håbede, at manglen på varer ville gøre Saddam Hussein upopulær blandt befolkningen i Irak og i sidste ende føre til, at de væltede ham. Saddam Hussein håbede omvendt, at han kunne overbevise sin befolkning om, at alle problemerne i landet skyldtes FN’s sanktioner og på den måde skabe støtte til sig selv. Saddam Hussein viste sig at være villig til at lade sit folk lide under sanktionerne, fordi han dermed kunne skabe en dårlig stemning mod FN. 

Humanitær katastrofe

FN var klar over, at sanktionerne ville ramme Irak hårdt og regnede med, at der højst ville gå et år, inden Saddam Hussein bøjede sig for presset. Men det skete ikke. Der udspillede sig en lang kamp mellem FN og Saddam Hussein, og begge parter udnyttede netop sanktionerne som politisk middel – og brugte dermed det irakiske folks levestandard. Sanktionerne kom til at vare længere end planlagt, og den humanitære situation forværredes drastisk. 

Hjælpeorganisationerne i Irak begyndte efterhånden at slå alarm; kombinationen af ødelæggelserne fra krigen og manglen på varer gjorde, at de umuligt kunne opretholde en rimelig humanitær situation for den irakiske civilbefolkning. Fra midten af 1990’erne var Frankrig, Kina og Rusland ikke længere udelt begejstrede for sanktionerne. Tilbage stod så USA og Storbritannien, som i mellemtiden havde besluttet, at sanktionerne ikke ville blive ophævet, så længe Saddam Hussein var ved magten i Irak. De to lande vidste godt, at det ikke stemte helt overens med sanktionernes oprindelige formål, som jo var at presse Saddam Hussein til at samarbejde med FN. Men den amerikanske regering med Clinton i spidsen stod fast på at opretholde sanktionerne, og han sagde offentligt, at han godt vidste, at sanktionerne nu havde fået et andet formål – nemlig at skabe utilfredshed blandt befolkningen og i sidste ende føre til, at Saddam Hussein blev væltet. Det irakiske folk var blevet gidsler i et politisk spil mellem USA og Irak. 

Propaganda om Irak

Informationerne om den humanitære situation blev til et politisk våben, og det var svært at skaffe præcis viden om forholdene i Irak - det var svært at tjekke, hvad Saddam Hussein egentlig brugte pengene fra oliesalget på. Ifølge Saddam Hussein skulle hele verden se de lidelser, som USA og FN påførte uskyldige irakere. For at få FN og USA til at fremstå i et dårligt lys forstærkede Saddam Hussein krisen ved ikke at lade de mest nødvendige varer komme frem til Iraks civilbefolkning, og samtidig fremstillede han propaganda, hvor han spillede på, at FN og særligt USA var eneansvarlig for det irakiske folks lidelser. FN mente, at Saddam Hussein fik tingene til at se værre ud, end de var. Fra begge sider var propagandaen tyk: USA beskyldte Saddam Hussein for at undertrykke sit folk, og for Saddam Hussein var sanktionerne en del af en anti-amerikansk propaganda; det blev fx et krav til vestlige journalister, at de skulle filme lidende børn på et af de mange overfyldte hospitaler, hvis de ville have adgang til landet. 

Olie for mad

Da flere internationale organisationer i 1994 samstemmigt fremhævede, at den humanitære situation var meget alvorlig, stolede FN og USA denne gang på rapporterne. De fortsatte dog med at skyde skylden på Saddam Hussein, fordi han efter sigende manipulerede med aftalerne. Resultatet blev, at FN’s Sikkerhedsråd i 1995 vedtog det såkaldte ’olie-for-mad-program’, som byggede videre på ideen om, at Irak måtte sælge en vis mængde olie, forudsat at fortjenesten blev brugt til humanitære formål. Beløbet til oliesalg blev hævet til 2 milliarder dollars pr. halvår, og FN fik mulighed for at tjekke, hvad pengene gik til, idet internationale organisationer skulle overvåge fordelingen af humanitære goder. 

Da USA var meget interesseret i, at Irak denne gang samarbejdede, blev resolutionsteksten forfattet i USA, mens Iraks daværende vicepremierminister Tareq Aziz var på besøg. Alligevel afviste Irak forslaget, fordi de ikke ville tillade udenlandsk indblanding i det, de opfattede som interne irakiske spørgsmål, og derfor blev den humanitære situation fortsat værre. I 1996 godkendte Irak dog endelig olie-for-mad-resolutionen. Selvom FN havde hævet Iraks tilladte oliesalg, så var indkomsterne stadig langt fra at dække det irakiske folks behov. Først da den anden krig mod Saddam Hussein brød ud i 2003 blev FN’s sanktioner mod Irak ophævet.

Hvem er gerningsmanden?

I 1999 offentliggjorde UNICEF en undersøgelse af børns vilkår i Irak, hvori de skønnede, at mange tusinde irakiske børn sandsynligvis var døde som en konsekvens af FN’s sanktioner – måske drejede det sig om op mod en halv million børn i perioden 1991 – 1998. Rapportens konklusion var, at uanset hvad, så havde de økonomiske sanktioner mod Irak kostet en masse skyldige mennesker livet – herunder altså børn. Spørgsmålet er, om FN er ansvarlig for disse uskyldige ofres død, fordi de ikke ophævede sanktionerne mod Irak, eller om ansvaret ligger hos Saddam Hussein, der åbenbart var kynisk nok til at ofre civile irakere for selv at blive ved magten.

Af Maj Vingum, cand.mag i Historie, Kultur og Samfundsbeskrivelse, Syddansk Universitet, Odense.