Folkedrabet indledes
I begyndelsen af 1987 besluttede Saddam Hussein, at han endeligt ville af med de oprørske kurdere. Alt for længe havde kurderne udgjort et problem for det irakiske styre, og i foråret 1987 blev en række tiltag mod kurderne sat i værk. Dette skulle vise sig kun at blive en forsmag på, hvad der var i vente for kurderne under Anfal-kampagnen.
Al-Majid skulle løse ”det kurdiske problem”
Saddam Husseins fætter Ali Hassan al-Majid fik til opgave at løse ”det kurdiske problem”. Al-Majid var tidligere chef for den irakiske sikkerhedstjeneste og kendt for at være ualmindelig hård og nådesløs. Målet var at knuse al kurdisk modstand mod regimet og ødelægge alle landsbyer med forbindelse til de kurdiske oprørssoldater, Peshmergas. Al-Majid blev i marts 1987 udnævnt til leder af den nordlige afdeling af Ba’ath-partiet, og fik uindskrænket magt over militæret, politiet, parti- og statsapparatet samt sikkerhedstjenesten i Nordirak.
De første angreb med kemiske våben
Mindre end en måned efter sin udnævnelse iværksatte al-Majid sit første angreb på kurderne. I midten af april havde irakiske soldater lidt et nederlag ved Jafati til kurdiske oprørssoldater, og de irakiske myndigheder valgte straks at svare igen ved at angribe landsbyerne Balisan og Sheikh Wasan med kemiske våben. De to landsbyer var hjembyer for mange Peshmergas-soldater, men da mange af soldaterne fortsat befandt sig i Jafati, blev det soldaternes familier og dermed civile, som blev ofre for de kemiske våben. Det var første gang, at en stat anvendte kemiske våben mod sin egen befolkning, og begivenhederne er særdeles veldokumenterede, da irakerne optog angrebene på videobånd. Næste morgen rykkede irakiske soldater ind i landsbyerne med bulldozere og ødelagde alt. Man skønner, at mellem 225 og 400 mennesker omkom ved disse angreb, og endnu flere blev drevet på flugt. I første omgang blev de sårede overlevende transporteret til behandling på et hospital, men dagen efter angrebene blev alle afhentet af irakiske tropper. Kvinder og børn blev arresteret, og to busser blev fyldt med mænd og teenage-drenge, der aldrig er blevet set siden.
Når man udsættes for kemiske angreb
Overlevendes beretninger giver et billede af, hvordan civilbefolkningen led under de første angreb med kemiske våben. Mange døde, og der fortælles om, hvordan folk kastede op og oplevede hævelser under arme og bryster. Efter lidt tid begyndte en gullig væske at sive ud af næse og øjne, og mange oplevede alvorlige synsforstyrelser eller helt mistede synet.
Deportationer fra ”forbudte områder”
Fem dage efter de kemiske angreb på Balisan og Sheikh Wasan rykkede irakiske soldater og bulldozere ind i hundredvis af kurdiske landsbyer, som de jævnede fuldstændigt med jorden. Befolkningerne blev enten sendt til områder i Sydirak eller til en af de store genbosættelseslejre i Nordirak. I alt forsvandt ca. 703 kurdiske landsbyer fra landkortet. Indsatsen i begyndelsen af 1987 var primært rettet mod de ”forbudte områder” i de regeringskontrollerede områder langs de store veje og genbosættelseslejrene. Der fandtes ”forbudte områder” både i regeringskontrollerede områder og i Peshmergas-kontrollerede områder. Det var ikke tilladt at opholde sig i disse ”forbudte områder”, og ved ophold i området blev man opfattet som en fjende af staten og risikerede fra juni 1987 at blive skudt. I modsætning til året efter var det typiske mønster ved disse operationer, at indbyggerne i de landsbyer, som skulle ødelægges, fik en advarsel i forvejen og i mange tilfælde også en form for økonomisk kompensation. Formålet med at ødelægge de kurdiske landsbyer i de regeringskontrollerede områder var, at irakerne fik isoleret de Pehmergas-kontrollerede områder fra resten af Irak og dermed fik nemmere ved at afskære forsyningerne til disse områder.
Efter juni 1987 aftog antallet af ødelæggelser af kurdiske landsbyer for en tid, da krigen mod Iran beslaglagde flere og flere ressourcer og tvang irakerne til at flytte soldater fra Nordirak til fronten.
Angreb intensiveres mod slutningen af 1987
I anden halvdel af 1987 gjorde det irakiske regime en stor indsats for yderligere at isolere de ”forbudte områder” i Peshmergas-kontrollerede områder. Blandt andet ved at afholde en folketælling, som indbyggerne i disse områder var mere eller mindre afskåret fra. Såfremt man ikke mødte op til folketællingen, mistede man sine rettigheder som irakisk borger, men hvis folkene i de forbudte områder forlod deres hjem for at lade sig registrere, kunne de ikke vende tilbage. Mange valgte at blive i de ”forbudte områder”, men dette kom til at betyde, at de nu blev regnet for sabotører, som det irakiske regime kunne skyde uden videre.
Efter folketællingen intensiveredes angrebene mod landsbyerne i de ”forbudte områder”, fordi befolkningen i disse områder nu blev betragtet som fredløse. Irakerne indledte en meget systematisk kampagne med det formål at jævne landsbyerne i de ”forbudte områder” med jorden. Da Irak samtidigt i begyndelsen af 1988 fik medvind i krigen mod Iran, og derfor fik mulighed for at sende flere soldater til Nordirak, kunne Saddam Hussein og al-Majid nu indlede den sidste og afgørende fase i deres udryddelse af kurderne.