Khaled Abdul-Wahab – en arabisk redningsmand i Holocaust

En araber i Israels hall of fame?

Historierne om Oskar Schindler og Raoul Wallenberg, som satte deres liv på spil for at redde jøder under 2. Verdenskrig er kendt af mange. Sammen med 21.000 andre, der risikerede deres liv, er de hædret som ’Righteous Among the Nations’, der er staten Israels fornemste titel. En titel som gives til ikke-jøder, der reddede jøder under de nazistiske forfølgelser. Blandt de 44 nationaliteter repræsenteret i denne ’hall of fame’ er flest europæere, men også kinesere, brasilianere og en enkelt vietnameser. En ting springer imidlertid i øjnene, når man ser på listen: Ikke én eneste araber har modtaget denne anerkendelse. Men hvordan kan det være, når Holocaust også fandt sted på arabisk jord?

Holocaust i Nordafrika

Præcis som der findes tyrkere, russere og danskere, der vovede livet for at redde jøder, findes der også arabere, der satte deres liv på spil. Holocaust fandt nemlig også sted i Nordafrika, hvor flertallet af indbyggerne er arabere. Fra 1940 til 1943 led cirka 500.000 jøder i Marokko, Algeriet, Tunesien og Libyen under fransk, tysk og italiensk tyranni. Jøderne fik frataget deres grundlæggende rettigheder. De blev bortvist fra deres arbejdspladser og uddannelsessteder. Et par tusinde blev tvunget til slavearbejde i Saharas ørken.

På sporet af en arabisk redningsmand

Mens jøderne blev forfulgt, handlede arabere nøjagtig, som folk gjorde det i Europa. Nogle hjalp til med forfølgelserne eller udnyttede situationen til at tjene penge. De fleste ønskede hverken at se eller vide, hvad der skete, men enkelte satte alt på spil for at forhindre forbrydelserne. 

Der er to årsager til, at en arabisk redningsmand først nu er blevet opsporet af Yad Vashem. Hidtil har få arabere (eller deres efterkommere) ønsket at blive fundet, og lige så få jøder har ønsket at lede. Både nutidens arabiske og mellemøstlige Holocaustbenægtelse, og fasttømrede jødiske forestillinger om muslimer har stået i vejen. Kun få ønsker at mindes den tid, hvor jøder og muslimer forstod at leve som naboer i nogenlunde fred og fordragelighed fra Atlanterhavet til den Persiske Golf. I 2006 blev en fortælling om, hvordan en araber havde reddet den jødiske Boukris familie i Tunesien dog grundigt dokumenteret.

Historien om Boukris-familien

Historien starter i november 1942. Den 11-årige jøde Anny Boukris og hendes familie fik en time til at pakke deres ting og forlade huset, da den tyske hær overtog magten i Tunesien. Deres hjem skulle bruges til at indkvartere tyske soldater, så familien måtte i hast søge tilflugt i en olivenoliefabrik. Her, et par kilometer uden for centrum i byen Mahdia på Tunesiens østkyst, boede de tæt sammen med tanter, onkler og andre slægtninge. Mændene skulle hver dag arbejde for tyskerne, men børnene kunne stadig gå frit på gaden. Det lokale marked forblev åbent, og kosher-mad var tilgængeligt.

På flugt igen

Sent en aften bankede det pludselig på døren. Udenfor stod den 32-årige Khaled Abdul-Wahab, søn af en tidligere tunesisk minister og rig jordejer. Han fortalte, at de alle var i stor fare og straks skulle komme med ham. Endnu engang måtte familien pakke deres ting i hast. Hele natten kørte Khaled frem og tilbage mellem fabrikken og farmen. Inden daggry var det lykkedes at få de flere end 20 jøder i sikkerhed. De næste fire måneder tilbragte Anny i skjul på Khaleds landsted i den lille by Tlelsa 30 km vest for Mahdia, indtil britiske tropper befriede området i april 1943. Først efter krigen fortalte forældrene Anny, hvorfor Khaled havde reddet familien.

Udset til voldtægt

Som en af byens fremmeste borgere var Khaled (1911-1997) ofte i kontakt med besættelsesmagten. Det viste sig, at tyskerne havde oprettet et bordel, hvor lokale kvinder blev udnyttet. Khaled kom jævnligt på stedet for at drikke tyskerne fulde og derefter opsnappe information fra berusede og uforsigtige soldater. En aften faldt han i snak med en tysk officer, der betroede Khaled, at han havde udset sig en særlig attraktiv jødisk kvinde i byen. Soldaten afslørede sin hensigt om at voldtage hende den følgende dag. Alle vidste, at unge kvinder ikke nødvendigvis overlevede et uønsket stævnemøde med en tysk soldat.

Ud fra tyskerens beskrivelse af kvinden, forstod Khaled, at det måtte være Annys mor, Odette, han talte om. Da Khaled havde fået nys om officerens intention, hældte han rigeligt med vin på ham. Soldaten endte med at drikke sig under bordet, og Khaled tog straks til fabrikken, hvor Annys familie holdt sig skjult. Det er usikkert, hvad der præcist ville være sket, hvis soldaten havde afsløret Khaleds redning af jøderne, men han kunne meget vel have mistet livet. Derfor er Khaled Abdul-Wahab nu nomineret til Israels største hæderstitel. 

En bedømmelseskomite har siden begyndelsen af 2007 arbejdet på at træffe en endelig afgørelse. Normalt tager det væsentligt kortere tid at vurdere om en person kan hædres. Der er tradition for, at bedømmerne ikke kommenterer på de sager, de behandler. Derfor er det uklart, hvorfor bedømmelsen er trukket ud. Det kan dog meget vel skyldes, at Holocaust i Nordafrika ikke er lige så udforsket som Holocaust i Europa, og udvalget har derfor haft brug for længere tid til at studere omstændighederne nøje.

Holocaustbenægtelse i Mellemøsten udfordret

Hårdnakkede Holocaustbenægtere som Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad lader sig næppe påvirke af historien om den arabiske redningsmand, men der er et stille skred i gang. Jordans prins Hassan har besøgt Auschwitz, og det første arabiske holocaustmuseum og forskningscenter åbnede i Nazaret i 2005. På regeringsniveau er bogen om den arabiske redningsmand blevet varmt modtaget af flere arabiske stater. Dette er sikkert delvist sket, så landene kunne markere deres gode viljer over for bl.a. USA, men det har faktiske konsekvenser. 

Med officielt arrangerede udgivelsesarrangementer og positive anmeldelser i de statsstyrede aviser, er tabuer blevet brudt, og fordomme blevet antastet. Det kan blive interessant at følge reaktionerne, hvis Khaled Abdul-Wahab ender med at blive lukket ind i Israels ’hall of fame’. Situationen vil kunne blive udnyttet af Tunesien som en oplagt PR-event over for Vesten. En national fejring af Abdul-Wahab vil dog kræve nogle gevaldige krumspring, hvis man ikke samtidig vil drage opmærksomhed mod, at jøder blev forfulgt på arabisk jord, og at også arabere var daglige vidner til Holocaust under 2. Verdenskrig.

Af Sune Bechmann, stud.mag i historie, forskningspraktikant, Dansk Institut for Internationale Studier, Afdeling for Holocaust- og Folkedrabsstudier, 2008

Opdatering 2009: Khaled Abdul-Wahab fik ikke titlen "Righteous Among the Nations". Yad Vashem komiteen konkluderede, at Khaled havde udøvet ædle og generøse handlinger´, men for at få den fornemme titel, skulle hans eget liv have været i fare.

Læs mere om begrundelsen for afslaget