Projekt ny nation: ”I dag er vi alle Rwandere”
Ingen ville have spået, at Rwanda i løbet af de første 20 år efter et folkedrab splittede landet og traumatiserede en hel befolkning, ville se ud, som det gør i dag. Men der er en pris at betale for fremskridtene: Uligheden stiger, mange hutuer føler sig diskriminerede, og man skal kigge langt efter ytringsfrihed og politisk opposition.
Rwanda kaldes i folkemunde også for Afrikas Schweiz på grund af regeringens indsats for at gennemregulere alt. Fx er alle motorcykler registrerede med førernummer, og det er lov, at fører og passager skal bære hjelm. Kigali, 2009 © Elisabeth Moltke
Udvikling og fremskridt – Rwanda overhaler naboerne
Forsoning, nationalt fællesskab og økonomisk udvikling har stået øverst på den politiske dagsorden siden folkedrabet i 1994, og Rwanda er nået ufattelig langt. Landets præsident, Paul Kagame, har gennemført radikale reformer for at få landet på fode igen. Fra at være et land, der blev anset for en tabt nation, har Kagame skabt så markante fremskridt, at Rwanda på flere områder har overhalet mange af sine nabolande.
Den gennemsnitlige levealder er steget. I Rwanda er der sikkert at være. Der er næsten ingen vold mellem forskellige etniske grupper, lav korruption, bedre ligestilling mellem kønnene, nye veje, huse, skoler og byer. Grænsekonflikterne med nabolandene er stilnet af, og turismen vokser. Rwanda har nogle af de højeste økonomiske vækstrater i Afrika, og højhuse skyder op som paddehatte i hovedstaden Kigali.
Ikke nok med det, den rwandiske regering har også iværksat et gennemgribende nations- og identitetsprojekt: Der er indført en ny fælles national identitet og nationalhistorie. Der er sågar nyt nationalflag, nyt nationalsprog og nyt nationalslogan. Før var det ”Land of thousands hills”, nu er det ”Land of thousands smiles”. Nogle mener, at det gamle slogan, som refererede til det bakkede landskab, efter folkedrabet skabte for mange dårlige associationer til de mange døde kroppe, der lå spredt ud over landet. Endelig afholdes der én gang om måneden en fælles obligatorisk arbejdsdag, hvor alle på tværs af etnicitet og klasse forventes at bidrage til blandt andet vedligeholdelse af bygninger, oprydning på offentlige steder eller konstruktion af nye bygninger – fx huse eller skoler.
Folkedrabet 1994
På kun 100 dage fra april til august 1994 blev omkring 800.000 mennesker slået ihjel i Rwanda. I ly af en igangværende borgerkrig blev folkedrabet iværksat af en lille hutu-elite, der ikke ønskede at dele magten med tutsierne. Omkring 85 % af Rwandas tutsi-befolkning blev dræbt. Også moderate hutuer, som ønskede fredelig etnisk sameksistens, blev slået ihjel.
Udover militær og militser begik også almindelige hutuer drab. De var opildnede af gammelt nag og daglig hadefuld propaganda, der opfordrede hutuer til at dræbe tutsier. Våbnene var ofte, hvad den almindelige rwander havde ved hånden: køller, knive og landbrugsredskaber som fx macheter (lange knive) og leer. I stort omfang blev ofrene også voldtaget, kvalt, druknet eller begravet levende.
FN var til stede i Rwanda under folkedrabet, men reelt kun som tilskuer. FN-missionens mandat, størrelse og ressourcer var utilstrækkelige, og FN-styrken formåede derfor ikke at stoppe overgrebene. I august 1994 lykkedes det en invasionshær af eksil-tutsier fra Uganda (RPF – Rwandan Patriotic Front) at vinde borgerkrigen og stoppe folkedrabet. Rwanda var nu et land i kaos: Der var op imod en million dræbte, 1-2 millioner på flugt, og knap 100.000 børn var blevet forældre- og familieløse.
Præsident Paul Kagame
Rwandas nuværende præsident Paul Kagame er blevet symbol på Rwandas genrejsning efter folkedrabet. Som tidligere leder af tutsioprørshæren RPF (Rwandan Patriotic Front) har han kunnet tage meget af æren for at nedkæmpe det regime, der stod bag folkedrabet i Rwanda. Han beskrives ofte som en intelligent, veltalende og en meget asketisk og ydmyg person.
Takket været den økonomiske fremgang og fred, som Kagame har formået at skabe i landet, har han haft et godt image hos især vestlige ledere. Siden 2010 har der dog været øget negativ opmærksomhed omkring ham på grund af begrænsningen af økonomisk og politisk frihed og kontrollen med civilsamfundet. Samtidig er Kagame i praksis ved at skabe en et-partistat uden andre realistiske præsidentkandidater end sig selv. Kritikere beskylder ham også for at være en brutal leder, der under og efter folkedrabet blandt andet skulle have givet ordrer til gengældelsesmassakrer på hutuer i Rwanda og i grænselandet mod Congo.
”… Intet land, hverken i Afrika eller andre steder, skal nogensinde blive ’et nyt Rwanda’. Men hvis menneskers valg ikke er baseret på historisk klarsyn, så vil den fare altid være til stede.
Derfor siger jeg til alle rwandere – lad os ikke blive afledt. Vores tilgang [til at komme videre] er lige så radikal og uden fortilfælde, som den situation vi stod overfor [under folkedrabet]. Vores insisteren på at finde vores egen vej, har somme tider en pris."
”Vi kunne være druknet i uendelig borgerkrig”
Både kritikere og tilhængere er enige om, at Præsident Kagame og hans regering har valgt en radikal vej ud af den massive elendighed, som karakteriserede Rwanda i 1994. Og det er en vej, Kagame gerne forsvarer, både over for befolkningen og kritiske røster uden for landets grænser. I sin tale til nationen i forbindelse med 20 året for folkedrabet, sagde Kagame blandt andet:
”Når man ser nyhederne i dag, er det ikke svært at se, hvor Rwanda kunne være endt. Vi kunne være blevet et opdelt land med grupperinger, der ikke kunne forenes. Vi kunne være druknet i uendelig borgerkrig og endeløse flygtningestrømme, og vores børn kunne have været syge og uuddannede. Men sådan endte vi ikke. Det, der forhindrede dette, var valg foretaget af den rwandiske befolkning. Vi foretog tre fundamentale valg, som leder os i dag:
- Vi valgte at blive sammen
- Vi valgte at tage ansvar for os selv
- Vi valgte at tænke stort
Rwanda er uden tvivl nået langt på grund af reformerne, men spørgsmålet er, om de reelt er udtryk for folkets vilje. Genopbygningspolitikken kritiseres nemlig for at bestå af initiativer, som hovedsageligt er iværksat oppefra, og som befolkningen har haft meget begrænset indflydelse på.
”I dag er vi alle rwandere” – kan etnisk identitet afskaffes?
Ét af de mest radikale tiltag fra den rwandiske regering efter folkedrabet er skabelsen af en ny national identitet, hvor etniske tilhørsforhold ikke eksisterer. Eftersom etnicitet under folkedrabet var afgørende for, hvem der skulle leve, og hvem der skulle dø, har regeringen indført, at man i dag – officielt – ikke taler om hutuer og tutsier. ”I dag er vi alle rwandere,” lyder mantraet.
Regeringen har også indført love mod at diskutere etnicitet, især inden for politik. Formålet med disse love er dels at bryde med folkedrabets hadefulde etniske stereotyper, dels at gøre op med kolonitidens raceorienterede mentalitet. Datidens belgiske koloniherrer opererede nemlig med en skarp opdeling af befolkningen, baseret på raceforestillinger, der favoriserede tutsier over hutuer. Derudover afspejler lovene et ønske om at skabe en positiv nationalhistorie baseret på fredelig sameksistens. I forsøget på at skabe denne nye og positive fortælling nedtoner man fra officielt hold de spændinger, der eksisterede mellem grupperne også før belgiernes indtog i Rwanda. I stedet fremhæver man før-kolonitiden som en tid præget af fredelig etnisk sameksistens.
Kolonitidens kategoriseringer
I tiden som belgisk koloni var Rwanda underlagt en del-og-hersk-politik, baseret på kolonimagtens forestillinger om landets etniske sammensætning. Tutsierne blev favoriseret som en ’overlegen race’ i forhold til de ’simple’ hutuer. Også før belgiernes tilstedeværelse eksisterede de etniske grupperinger hutuer og tutsier, men kategorierne var ikke så fasttømrede. En hutu kunne fx blive tutsi, hvis han blev rig. Med belgiernes indførelse af identitetskort i 1926 blev eksistensen af to forskellige etniske grupper cementeret. Det var i høj grad disse kort, der under folkedrabet i 1994 blev brugt til at afgøre, hvem der skulle leve, og hvem der skulle dø.
Kritik af regeringens politik
Regeringens politik om at skabe enhed ved at udviske etnisk identitet har mødt modstand og kritik. Nogle mener, at den såkaldte enhedspolitik bruges til at sløre den stigende centralisering af økonomisk, politisk og social magt omkring en lille gruppe tutsier. Ved at lovgive mod diskussion af etnisk identitet forhindrer man folk i at klage over ulighed og diskrimination. For hvis etnicitet ikke findes, kan der jo heller ikke være etnisk forskelsbehandling! I praksis er der eksempler på, at lovgivningen mod at diskutere og udtrykke etnisk identitet bruges som gummiparagraf til at lukke munden på politiske modstandere. Til tider er blot det at kritisere regeringen (som hovedsageligt består af tutsier) nok til at blive anklaget for ’divisionisme’ eller besiddelse af ’folkedrabsmentalitet.
En anden indvending mod forsøget på at udviske etniske skel er, at mange i befolkningen ikke er klar til, og nogle slet ikke ønsker, at se bort fra etnicitet. Mange rwandere tror simpelthen ikke på, at det kan lade sig gøre at skabe en nation, hvor etnicitet ikke eksisterer. Der er stadig stor mistillid mellem tidligere ofre og gerningsmænd (og deres familier) og angst for, at den anden part skal hævne sig eller genoptage volden. For andre er det vigtigt netop at tale om identitet for at forstå, hvordan folkedrabet kunne ske og for at forhindre, at det sker igen: ”Folkedrab har enorme konsekvenser for dem, som begik det, og for dem, som overlevede” fortæller Xavier Namay, en tidligere gerningsmand. ”Mine børn skal vide, hvad jeg gjorde, så de kan genopbygge dette land på en positiv måde”.
Se frem eller tilbage?
At tale eller ikke at tale om etnicitet er stort dilemma, både når det handler om at mindes folkedrabet og at komme videre efter forbrydelserne. På den ene side finder man regeringens ønske om enhed og fællesskab og hermed forbuddet mod at identificere sig etnisk. Forsoning og national enhed skal opnås ved at se fremad og samles om en fælles identitet som rwandere. Denne politik blev forstærket omkring 2007, hvor omkring 8.000 gerningsmænd fra folkedrabet blev løsladt fra de overfyldte fængsler og skulle sluses tilbage i samfundet. De blev – mod at tilstå og udtrykke anger – løsladt, først og fremmest i erkendelse af, at det almindelige retssystem aldrig ville kunne nå at behandle så mange sager. Fordi man fra officielt hold frygtede, at ofrene ville gribe til selvtægt, understregede man igen og igen nødvendigheden af at lægge fortiden bag sig.
Burundi: Den modsatte dagsorden
I nabolandet Burundi, hvor der også har været voldelige konflikter mellem hutuer og tutsier, har man valgt at gøre præcis det modsatte af Rwanda. Her må man gerne diskutere etnicitet åbent. Der er indført kvoter for etnisk repræsentation i fx politik og militær for dels at sikre tutsi-minoritetens rettigheder, dels at skabe muligheder for og adgang til indflydelse for hutu-majoriteten, der ligesom i Rwanda har været historisk marginaliseret i samfundet.
Divisionisme og folkedrabsmentalitet
Divisionisme og besiddelse af folkedrabsmentalitet er nye begreber i Rwandas lovgivning, som er indført for at forebygge og bekæmpe etnisk had i befolkningen. Begreberne er brede og henviser til alt fra stadig at opfatte befolkningen som bestående af to etniske grupper til aktivt at opildne til splittelse, had og vold. I praksis er det en svær lovgivning at håndhæve, idet især begrebet folkedrabsmentalitet indebærer, at man dømmer folk for noget, de tænker. I en almindelig retsstat kan man kun blive dømt for handlinger, ikke tanker.
På den anden side, i umiddelbar kontrast til regeringens insisteren på at lægge fortiden bag sig og fjerne fokus fra etnicitet, foretog regeringen i 2008 en ændring i landets grundlov og omdøbte den officielle betegnelse ’folkedrabet’ til ’folkedrabet mod tutsierne’. Det signal, som navneforandringen sender, er siden forstærket i takt med oprettelsen af et stigende antal mindesteder for ofrene for folkedrabet. Dette overvældende fokus på historien om hutuer, der slog tutsier ihjel, står i kontrast til fællesskabsprojektet og udgør en risiko for Rwandas stabilitet, mener iagttagere. Denne måde at mindes er især problematisk, fordi den tillægger hutuer kollektiv skyld og fjerner nuancerne i historien om folkedrabet. Ikke alle hutuer var gerningsmænd: Nogle hutuer reddede tutsier, og andre hutuer blev selv ofre.
Der findes mange dilemmaer i tilgangen til fortid, nutid og fremtid i Rwanda. Kan man mindes forbrydelserne og skrive historie om fortiden uden at forholde sig til etniske betegnelser – når lige præcis etnicitet var kernen i folkedrabet? Og hvordan undgår man at videreføre splittelsen i befolkningen og introducere nye, negative kategoriseringer? Hvordan håndterer man de mange tusinder af formodede gerningsmænd med et retssystem, der umuligt kan føre alle sager på traditionel vis? Her er det også vigtigt at huske, at forsoningsarbejdet er del af en virkelighed i Rwanda, hvor folk hver dag kæmper for at dyrke deres afgrøder og overleve. Al arbejdskraft er nødvendig. At have over 100.000 fængslede i et udviklingsland med kun fem millioner indbyggere er ikke en holdbar situation. Måske har Præsident Kagame alligevel ret, når han siger, at en ekstrem situation kræver ekstreme metoder?
Artiklen er skrevet af Elisabeth Moltke, cand.mag i Kultur- og Sprogmødestudier, i samarbejde med Simon Turner, ph.d. og lektor ved Københavns Universitet, december 2014
Kan man som stat bare sådan beslutte at indføre en ny national identitet? Som der står i teksten oven for, var det netop, hvad man i Rwanda satte sig for at gøre med projektet om en ny nation efter folkedrabet i 1994. For at skabe fred og forsoning i et land, hvor befolkningen var splittet mellem ofre og gerningsmænd. Den splittelse kunne føre til nye voldelige konflikter, hvilket man håbede på at undgå ved at skabe en ny, fælles identitet for alle borgere i Rwanda.
Den slags kan man altså godt beslutte at gøre som stat. Det kaldes social ingeniørkunst, hvor centralmagten, altså staten og regeringen, gennem f.eks. lovgivning, undervisning og massemedier, forsøger at skabe grundlæggende og vidtrækkende ændringer i en befolknings adfærd og tænkemåde.
Det virkelige spørgsmål er, om den slags kan lykkes? National identitet kan godt nok være en størrelse, der er svær at definere og kan være i konstant udvikling. Men som historisk set ikke bare er dikteret af politikere, embedsfolk, undervisere og andre, der arbejder for staten. National identitet er snarere skabt over tid, ofte over lang tid, og den er delvist blevet skabt nedefra af diverse befolkningsgrupper, individer og interesseorganisationer. Og derfor kan den ikke nødvendigvis ændres oppefra. Endnu sværere bliver det, hvis det skal ske på kort tid.
Svaret på spørgsmålet blæser her 30 år efter folkedrabet stadig i vinden. Paul Kagame er stadig præsident i Rwanda. Der er stadig både succeser og problemer at pege på, når det handler om at skabe fred og forsoning gennem at skabe en fælles national identitet. I et land, der stadig er præget af såvel relativ ro og velstand som til tider hård undertrykkelse.
Af Matthias Bjørnlund, historiker, 2024.
Læs mere
"Remaking Rwanda – State Building and Human Rights after Mass Violence". Scott Strauss and Lars Waldorf (redaktører). University of Wisconsin Press (2011)
