Forholdene i Bobruisk - Izchak Wasserstein fortæller
Izchak Wasserstein (1920-2012) arbejdede i ”Jødelejrens” køkken, Bobruisk. Han var en af de få, der overlevede. Her fortæller han om forholdene i lejren.
”Den bestialske behandling [omfattede] en masse strafarbejde med eksercits indtil fangen faldt om. Fanger blev tævet ihjel og skudt. ... Hvis en af fangerne blev syg, kom til skade eller følte sig skidt, fik feber eller hovedpine, blev hans nummer skrevet op. Så var han en død mand, for de syge blev samlet og drevet afsted til en lille lund. Her hjalp hverken bønner eller gråd, nummeret var væk, og dermed sjælen. ... Kunne den pågældende ikke gå selv, så blev han båret ud til lunden, der lå lige på den anden side af lejrens indhegning. [De to fanger, der fungerede som] gravere måtte grave en grav, og den ulykkelige klæde sig af og lægge tøjet nydeligt foran denne. Så måtte dødskandidaten lægge sig i graven med ansigtet nedad, og så blev han skudt. Jeg var selv med til sådanne henrettelser flere gange, når SS ikke kunne få fat på graverne. Enkelte gange var jeg alene i lunden sammen med dødskandidaten og hans bøddel. Hver gang var jeg bange for, at han skulle bruge den næste kugle på mig. ... For hvert drab skal han have fået tre æg. ... Han kom hver dag ind i køkkenet; så måtte jeg lave spejlæg til ham eller brasekartofler med røræg.
... På appelpladsen ... stod en stor skammel. Hvis en havde gjort noget forkert – og det drejede sig jo kun om bagateller – blev han i forbindelse med optællingen straffet med 25 piskeslag på den nøgne krop. Han måtte læne sig ind over skamlen. Fem SS-mænd stod rundt om med stokke i hænderne. De lagde al deres kraft i og slog virkelig hårdt. Imens måtte den ulykkelige selv tælle slagene, og kom der uorden i talrækken, begyndte slagene forfra. ... Det var sjældent, at den, der var blevet straffet, kom sig over slagene. Han var dømt til at dø.
... SS benyttede enhver lejlighed til at chikanere fangerne. De havde mest fornøjelse af at piske dem og sparke dem med deres støvler. ... Derefter måtte folk, så afmagrede og svage, de også var, arbejde ekstremt hårdt. ... Det var efterhånden ikke en arbejdslejr, men en udryddelseslejr, og SS’erne var udryddelseskommandoen.”