Gulag kilde: Brev fra deporteret Kulak, begyndelsen af 1930'erne

Da vi i slutningen af marts blev sendt fra ”A” (i Sydrusland) i godsvogne, nogle til Ural og andre til steder i Nord, blev vi forsvarsløse mennesker grusomt behandlet. Fra det tidspunkt, hvor vi forlod vore hjem, blev familierne transporteret som ondsindede kriminelle under streng politibevogtning. Jeg var sammen med mange andre mænd forud blevet arresteret og sat i fængsel. Da vi ankom til ”A”, splittede de vore familier ad, da vi blev læsset på godsvognene. Der var 40 vogne med hver 40-43 mennesker og megen bagage; så blev jeg og andre (mænd) bragt til  jernbanestationen halvanden time senere, stærkt bevogtet. Da vi kom til stationen, blev vi spurgt, hvor vore familie var. Jeg kunne ikke svare på spørgsmålet, for jeg vidste ikke, hvor de var, og vidste ikke, at de allerede var blevet sendt af sted.

Den næste dag blev der arrangeret en ny transport, og jeg blev sendt med den. Jeg fik at vide af andre, at min familie allerede var blevet sendt af sted dagen før. Jeg tryglede kommandanten om at lade mig købe noget mad til rejsen, for jeg havde ingenting. Jeg fik at vide, at de ville give os mad undervejs, så jeg ikke behøvede at bekymre mig. Tomme løfter! Under den ni og en halv dags lange rejse gav de os mad fire gange. Vor transport forlod stationen den 27. Og hvordan blev vi transporteret? Under streng bevogtning og bag låste døre. Vi måtte under ingen omstændigheder forlade vognene, som derfor blev brugt til alting: dagligstue, spisestue, soveværelse og toilet. Vi kunne ikke få varmt vand hver dag, ja ofte fik vi ikke engang vand. Når toget standsede, bad vi forbipasserende om at række os noget sne gennem vinduerne, og på den måde fik vi vand. Når vi ville købe mad på stationerne, blev de handlende drevet væk af vagterne, så de ikke kunne sælge os noget.

Efter ni dage ankom vi til stationen ”R” (i Sibirien). Der blev vi læsset af med alle vore ejendele. Hvordan det skete er ubeskriveligt. Det forgik med det mest beskidte sprog og i mange tilfælde også med slag af geværkolber. Det er utroligt, hvad folk kan få sig selv til.

Samme nat blev vi læsset på et nyt tog og ad en smalsporet jernbane transporteret 30 eller flere kilometer dybere ind i skoven. Da vi ankom til bestemmelsesstedet, blev vi læsset af – nogle på stationer, andre på steppen eller i skoven midt i sneen, og her blev vi overladt til vores skæbne. Vi fik kun at vide, i hvilken landsby vi skulle søge efter husly. For mange varede søgningen over 24 timer. I mellemtiden måtte folk vente i sneen og frosten med deres bagage. Der var børn og gamle mænd og kvinder blandt dem. Det siges, at et barn frøs ihjel.

Mange familier var blevet splittet ad og sendt til forskellige steder. Vores var blandt dem. Jeg blev sendt til ”X”, mens min familie blev sendt i den modsatte retning. Jeg forsøgte at finde min familie i nabolaget, men forgæves. Jeg kunne ikke finde det mindste spor af dem. Så bad jeg om tilladelse til ar rejse videre, men de kunne ikke give mig lov, og jeg kunne ikke rejse uden tilladelse. Alligevel løb jeg risikoen og gik til fods uden tilladelse til den nærmeste by for at spørge kommandanten, hvor de havde sendt min familie hen. Så snart jeg ankom til kommandanturen, blev jeg arresteret, og jeg fik ikke lov til at tale med kommandanten.

Efter tre dage blev jeg efter egen anmodning kaldt til kommandanten. Han gav mig min families adresse og lovede at sende mig til det samme sted om et par dage. Det skete dog først efter en uge.

De holder os her som slaver, og behandlingen har hidtil været meget slem. Vi skal arbejde mere end vi formår, og der er meget lidt at spise. Hidtil har hver arbejder fået fire kilo mel, 200 gram gryn, 250 gram sukker, et lille stykke sæbe, en ottendedel pund the og salt samt et kilo fisk om ugen. Men de syge og dem, der ikke kan arbejde, og børnene har næsten ingenting fået. De ser ud til at skulle leve af luft. Hvis de holder os her ret længe, betyder det den visse død. Vi kan ikke holde ud at arbejde på sådanne vilkår. Jeg kunne fortælle meget mere, men det er nok. Man kan ikke finde ord til at beskrive det, som vi allerede har været igennem under Sovjetmagten.