Gulag kilde: Den tidligere sovjetiske embedsmand Victor Kravchenko om Gulag

Jeg havde tit Grund til at mindes det Raad, jeg havde faaet den Dag , jeg ankom: at vænne mig til at se Fanger, Koncentrationslejre og Tvangsarbejdskolonier overalt. I Pervouralsk og Omegn var vi i Centret for en af det socialistiske Ruslands store Slavearbejdsregioner. Man kunde ikke køre langt væk fra Hovedvejen i nogen Retning uden at møde det skrækkelige Syn.

Andetsteds kunde man maaske diskret tie stille om Sagen. Men her var dens Realitet for stor, for nær paa Livet af os til, at der var noget at skjule. Ma kunde for Eksempel sige: ” Der er et godt Fiskested i Chusovajafloden, en Kilometer eller saa paa denne Side af N.K.V.D. Kolonien, ” eller ”De maa hellere tage den Vej til venstre forbi Koncentrationslejren.”
Vort Gasværk blev drevet med Tørv fra Trusten ”Ultratørv”. Da jeg engang havde Anledning til at klage over mangelfulde Gasleverancer, ringede ”Ultratørv” som en Selvfølge til N.K.V.D. og bad den paagældende Embedsmand om en Forklaring. Tusinder Fanger, baade Mænd og Kvinder, skar og pressede Tørvene i Sverdlovskegnen. Tørv var ogsaa en Del  af det Brændsel, der brugtes af ”Uralenergo”, der forsynede os med elektrisk Kraft.
Jeg søgte at undgaa Synet, fordi det gjorde mig fortemt i flere Uger. Jeg var syg af Frygt got,a t jeg ved et Tilfælde skulde komme til at staa Ansigt til Ansigt med nogen, jeg havde kendt og elsket, saa mange Hundrede af mine Venner var jo blevet slugt af Udrensningen. Engang, da jeg var paa en Dags Udflugt med en Kollega, kom vi gennem en trist Sumpstrækning, hvor ca. 300 Fanger, mest Kvinder, arbejdede. Alle de Ulykkelige var ubeskriveligt snavsede og grotesk klædt, og mange af dem stod til Knæene i det mudrede Vand. De arbejde i absolut Tavshed med de mest primitive Redskaber og lod ikke til at ænse de Fremmede.

Det var en Scene fra et Dante’sk Helvede, som jeg i Maaneder ikke kunde glemme. Selve ordet ”Tørv” gav mig Gaasehud.

Ved at køre til og fra Sverdlovsk blev jeg fortrolig med Synet af den store Lejr, som jeg var standset for at se den Dag, jeg kom. Hovedindgangen , der vendte ud mod Vejen, havde foroven en udskaaret, modernistisk Trægesims, i hvilken der var indsat et ovalt Billede af Stalin. der var tit fæstet røde Strimler Flagdug med de gængse Slagord paa Gesimsen. Hele Natten oplyste smaa kulørte elektriske Pærer Billedet og Inskriptionerne.
En Fremmed, der fik øje paa denne Facade, naar han kørte forbi paa Vejen, kunde tro, at et eller andet fint socialistisk Foretagende havde til Huse bag den dekorerede Port. Vi, som boede i Distriktet, vidste, at denne frygtelige Sekskant afskar 2.500 Mennesker fra de levendes Verden. Søgelysene fra de seks Vagttaarne spillede hele Natten over Lejren, medens de drejede automatisk rundt som Lysene i et Fyrtaarn. Disse Søjler af Lys, der fejede hen over Nattehimlen, var et smukt Syn – for dem, der ikke vidste, hvad de betød.
De fleste af Fangerne, der arbejde i Fabrikker, Miner og ved Byggearbejder i Omegnen, gik en ti Kilomenter til og fra deres Arbejde hver Dag i al Slags Vejr. Det betød, at de foruden at arbejde 10 eller 12 Timer, yderligere gik i tre Timer, og kun faa af dem havde Fodtøj, der passede til disse anstrengende Marcher.

En anden Lejr, der kun rummede ca. 1000 Fanger, laa paa Bredden af Chusovaja, en yndig, hurtigt løbende Flod i et malerisk Landskab med tætte Maaleskove og uregelmæssigt kuperet Terræn. Om Sommeren tog vore Ingeniører og Funktionærer tit derud med deres Familier for at fiske og bade. De sørgede altid for at holde sig i en passende Afstand fra Lejren; hvoorfor skulde man ødelægge Turen med en saa ubehagelig Paamindelse?
Da jeg havde hørt saa meget om Flodens Skønhed, besluttede jeg til sidst, at jeg vilde se den. mine to Ledsagere, der begge var Medlemmer af Partiet, var ogsaa nye paa Egnen, saa at ingen af os kendte noget til denne Lejr. Vi kørte af sted i min Ford og talte om Fabrikssager, da vi pludselig befandt os paa en Bakke, hvorfra vi saa ned paa en Pigtraadsindhegning i en Lysning i Skoven et Stykke fra Floden. Som sædvanlig, var der fire Taarne i Hjørnerne, og man kunde se Vagter med paasatte Bajonetter. Ved den Ende af Indhegningen, der var længst fra os, arbejdede flere Hundrede Mænd og Kvinder paa at bygge en ny Række af Barakker.

Vor Tur gik ikke videre. Vi tabte enhver Lyst til at se mere af Floden og kørte tavse hjem. Sandheden er, at selv de mest trofaste og lidet tænkende Kommunister i deres inderste Sjæl foragter og skammer sig over Slave-Arbejdssystemet. I selve den Iver, hvormed de mere fanatiske Kommunister forsvarer Systemet, mærkede jeg ofte en vis Usikkerhed. Ved at kalde ofrene for stygge Navne - Kulakker, Sabotører…Afskum…Skidt…syntes de at ville overdøve deres eget Ubehag. Enhver af dem vidste godt, at nok en Drejning af det politiske Hjul, en ny Udrensning eller Krise let kunde placere ham mellem de Udstødte, hvis Slid og Slæb befæster vor mærkværdige Form for Socialisme.