Kilde: Teateranmeldelse fra Pravda, søndag den 18. januar 1953

“Pavlik Morozov”
Om forestillingen på Moskvas Ungdomsteater Teater

V. Gubarevs skuespil ”Pavlik Morozov” vises på Moskvas Ungdomsteater. Det er en forestilling for børn, som handler om livet i kolkhozernes begyndelse, om socialismens afgørende fremstød overfor kapitalistiske elementer på landet. 

Det unge publikum ser bestialske og grådige kulakker; de ser kommunister, som leder massernes vej til et nyt liv, og repræsentanter fra masserne, som følger partiet. De største helte i dette skuespil for børn er selvfølgelig børn. Det unge publikum ser landlige Pionerer og skolebørn fra den tid, og i blandt dem er den pragtfulde Pavlik Morozov, som er evigt nysgerrig, viljestærk, glad, og til tider drillesyg - med andre ord, ligesom som millioner af andre børn. 

Skuespillet genfortæller begivenheder, som fandt sted i landsbyen Gerasimovka i Uralregionen ved begyndelsen af kollektiviseringen. 

En elev fra Gerasimovkas Pionerorganisation, Pavlik Morozov, afslørede sin egen far – en korrupt nasser og beskytter af folkets fjender, om hvem selv hans kone, som er den person, der er tættest på ham, ville sige: ”Han var et bæst, og det vedblev han at være!”

Afsløret af sin søn bliver Trofim Morozov (som spilles af V. Yakvolev) fjernet fra sin post som formand for landsbyrådet, og som en farlig fjende af den nye orden fjernes han fra byen. Pavlik og hans venner fortsatte deres Pioner-mission med endnu større iver og hengivenhed. De tager dygtigt ved lære, og hjælper så godt som de nu kan de befuldmægtigede fra partiets distriktskomité og førende folk fra landsbyen med at bygge en kolkhoz, de afslører frygtløst fjenders onde planer, og bidrager på alle måder til korn indsamlingernes succes. 

I stykket syvende scene udspiller følgende dialog om Pavlik sig mellem kulakker fra Gerasimovka og kulakkernes støtter:

Serega: Han angav sin egen far. Tænk engang! Sin egen far…

Danila: Han sendte sin egen mor til en kolkhoz 

Kulukanov: Da Trofim kom til mig og bukkede og sagde: ”Vær gudfar til dette barn” indvilligede jeg. Åh, hvis jeg dog bare havde vist hvilken lige slange jeg døbte, så ville jeg have druknet ham i døbefonden med mine egne hænder..

Danila: Det er aldrig for sent at drukne ham

Kulukanov: Man behøver ikke at frygte de bemægtigede; bemægtigede kommer og går. Men at have konstante øjne her, hvilken plage! Man kan ikke gemme sig for dem…

Stilhed

Danila: (stille og tydeligt): J-Jeg skal nok d-dræbe ham. 

De dræbte ham. Det skete på en eng i en skov. Pavlik og hans lillebror Fedya samlede æbler. For at der ikke skulle være nogen vidner myrdede de også lille Fedya.