Kilde: Uddrag af en landsbylærers dagbog - 1930

12. marts 1930. I forgårs blev jeg pludselig kaldt til GPU (det hemmelige politi). Jeg må indrømme, at jeg blev bange – hvorfor indkaldte de mig? (…) Jeg ankom til GPU. Der gav de mig en riffel i hånden og sendte mig til kommandanten. Det viste sig, at vi skulle modtage de eksproprierede kulakker og eskortere dem til stationen.

Staben var anbragt i den tidligere skole for havebrug. Der traf jeg en hel gruppe ungkommunister, næsten alle havde rifler. I rummet ved siden af befandt de arresterede kulakker sig. Jeg så på dem: almindelige russiske bondemænd og bondekoner, iført vinterjakker, halvpelse og ærmeløse trøjer. Mange havde bastsko på fødderne. Det myldrede med børn i alle aldre. Rundt omkring lå deres ting – sække, tasker, kurvekufferter. Det var et slemt syn, som flygtninge fra en kampzone.

Jeg holdt vagt der i to døgn. Jeg talte meget med de arresterede. Efter hvad de sagde, var der ofte tale om middelbønder. De fortalte, at de var blevet afhentet uden varsel om natten. Nogle havde end ikke kunnet tage de nødvendigste ejendele med sig. Hvad er det? Tåbelighed, fordrejning af klassepolitikken, eller har der været et direktiv herom?

I to døgn havde jeg lejlighed til at se et hav af menneskelige lidelser. Tænk blot: man rykker en familie op fra det sted, den har boet på i århundreder, og fordriver den til ukendte områder uden at tillade den at tage noget med sig. Russiske bønder er ikke vandt til at rejse, og her er der ikke tale om blot at rejse – det er en ødelæggelse af den hjemlige rede. Det er i orden, når det drejer sig om ægte kulakker, modstandere af sovjetmagten, men i dette galehus rammes jo også middelbønder.

Der ankommer det ene parti afkulakiserede bønder efter det andet fra forskellige landsbyer. Rundt om er der stønnen og gråd. Der hulkes, som om det var en begravelse. De eksproprierede ledsages af deres slægtninge, de samler sig om huset og hulker også. Forfærdeligt, tungt! Alle blev ført fra arresten til stationen gennem løs sne og vand. Her satte de kulakkerne i godsvogne med ovne, 40 mennesker i hver vogn. Det er mange, når man tænker på, at de også har ting med. I togvognene er det trangt, kvalmende og stinkende. Vi ungkommunister og partimedlemmer stod vagt. Kommandanten havde givet en dum befaling om ikke at tillade folk at komme ud af vognene. De skulle forrette deres nødtørft i en spand. Men i togvognene var alle jo sammen – unge kvinder, børn og mænd.

Jeg personligt kunne ikke lide denne sag. Kulakker er kulakker, men mennesker er ikke desto mindre mennesker. Og sådan forhånelse er fuldkommen unødvendig. De første, der blev ført til stationen, måtte sidde og vente i de lukkede togvogne i to døgn. Endelig var de alle på plads – 12 togvogne med formentlig 500 mennesker. Om natten blev de sendt af sted et eller andet sted hen.